Krigen mod Libyen: Målet er regimeskifte

Kommunistisk Politik 7, 2011
Opdateret

Efter mere end en uges uafbrudte luftbombardementer mod Gaddafis militær og masser af civile dræbte fra en ’koalition af villige’ er Libyen-krigen officielt blevet NATOs krig.

Det skulle se ud, som om det ikke var USA’s og ’fredspræsident’ Obamas krig. Derfor har UK og ikke mindst Frankrig fået den fremskudte rolle, og den hårdt trængte Sarkozy en kærkommen lejlighed til at posere som krigshelt.

Men nu vil USA have styr på det og skjule sin stadig mere synlige hånd i krigen bag NATO, den vestlige imperialismes globale pansernæve. Som Afghanistan er krigen mod Libyen nu officielt ikke USA’s eller en ’koalition af villiges’ krig – det er NATOs krig.

Farcen om at det var en fælles humanitær intervention mellem nogle vestlige demokratier og bekymrede stater i Den arabiske Liga er lige så stille forduftet. Kun Qatar stillede med et par fly til angrebskrigen – og er blevet belønnet med olie fra de af ’oprørerne’ nys erobrede og kontrollerede kilder.

Regimeskifte

Krigens mål har også skiftet. Fra angiveligt at være en ren beskyttelsesaktion for civile er målet nu – i al fald halvofficielt – et regimeskifte. Det er at få fjernet Gadaffi-styret – og dermed installeret et regime, der er mere kontrollabelt for den vestlige imperialisme.

Det fremgik af et ’krigsrådsmøde’ i London den 29. november med 36 lande som deltagere sammen med NATOs og FNs civile generalsekretærer, der blæste til fortsat krig.

De 36 lande var repræsenteret på udenrigsministerplan med den britiske William Hague og amerikanske Hillary Clinton i spidsen. Fra den arabiske verden var ministre fra Jordan, Kuwait, Libanon, Marokko, Qatar, Tunesien (!), Tyrkiet og de Forenede Arabiske Emirater.Vatikanet var repræsenteret med en observatør.

Den danske udenrigsminister Lene Espersen lagde ikke skjul på, at meningen er, at Gaddafi skal væk. Nogle lande, herunder USA, åbner for at han kan drage i eksil.Lene Espersen vil have ham stillet for en krigsforbryderdomstol.

Til stede i forbindelse med mødet var også den ’særlige udsending’ for den selvbestaltede oprørsregering, kaldet det midlertidige nationale overgangsråd, Mahmoud Jabril, ekspert i nyliberale privatiseringer uddannet i Ægypten og USA, og en nøgleperson i det økonomiske reformprogram, som Gaddafi-regimet har gennemført. Han præsenterede et 8-punkts program for ’et demokratisk Libyen’. Frankrig har officielt anerkendt  oprørsregeringen, hvad Danmark ikke har endnu.

Krigen er USA, NATOs, EU’s og FNs krig. Modvillige som Tyskland og Tyrkiet koordinerer og bistår den nu åbent, men er ikke med i de militære aktioner. Til gengæld sender Sverige Gripen-fly til at overvåge flyforbudszonen. Det vil øge flyenes salgsværdi.

Våben til borgerkrig

Men det er ikke bare Vestens krig mod et arabisk land. Det er også en borgerkrig. I al hemmelighed har USA, Frankrig, England og USA opmuntret oprøret og hurtigt givet protesterne mod Gaddafi en væbnet form. Forberedelserne var i gang længe før de ’spontane’ masseprotester brød ud, og de blev hurtigt forvandlet til borgerkrig.

Vestens nærmest paniske hastværk med at gå i krig mod Libyen omkring den 19. marts kom især af, at den vestligt kontrollerede oprørshær og oprørsregering var trængt tilbage af regeringshærens modoffensiv og risikerede at blive slået.

Krigskoalitionen fik Rusland og Kina til at udlade at bruge deres vetoret mod at der blev indføjet en passus om at der ikke ville blive indsat landtropper i en egentlig invasion. Det er baggrunden for  snakken om at udruste oprørerne med våben (og utvivlsomt instruktører), blandt andet fra Barack Obama.   De skal sikres den samme våbenmæssige overlegenhed på landjorden som USA og NATO har det i luften, efter at Gadaffis luftforsvar er bombarderet sønder og sammen.

Lene Espersen afviser at oprørshæren skal forsynes med våben:
“Vi er ikke en del af en borgerkrig i Libyen, og vi skal derfor ikke tage part i en konflikt mellem to parter. Vores opgave er at støtte civilbefolkningen,” siger hun.

Det er der grinet meget af i de internationale korridorer.

Indtil nu har der tilsyneladende været en strøm af våben til oprørshæren fra Ægypten, hvor det amerikansk-uddannede militær har grebet magten i folkerevolutionens navn. (Blandt de ’demokratiske’ foranstaltninger i Ægypten er et netop indført strejkeforbud, der foretages arrestationer af kritikere af militærstyret, og den forhadte mere end 30-årige undtagelsestilstand opretholdes).

Men disse våbenforsyninger er åbenbart ikke tilstrækkelige til at slå Gadaffi, som har en veltrænet og veludrustet hær, med mængder af dødbringende våben, indkøbt i landene i den koaltion, som nu er gået i krig, Danmark indbefattet..

Krigsanstiftelse på udokumenterede påstande

Det er påfaldende at se, hvordan det er lykkedes at starte en krig på en argumentation, der ikke underbygges med fakta, med nogen form for dokumentation.. End ikke skyggen af en officiel rapport har været fremvist i krigsanstifternes officielle debat om ’folkemord’.

Den manglende information og det store hastværk burde være nok til at vække mistanke.
Samme metode er brugt i stort set alle andre af imperialismens overfald på andre lande i århundreder.

Der er intet nyt, kun skifter formidlingen af propaganda. Den er gennem årene udvidet fra aviser, tv og radio til internet og mobiltelefoner.

Opskriften og virkemidlerne er de samme, og det er samme selvforståelse som i århundreder: Uskyldige ofre for barbarismen skal reddes af  ”os”, de civiliserede lande – kolonimagterne, gamle og nye.

Aggressorernes beslutsomhed og hurtighed slog selv den frie udveksling af information på internettets åbne medier, der knap nåede at orienterer sig, før krigen allerede var startet.

Krigspropaganda: Løgn over løgn

I de officielle bulletiner er der gjort et stort arbejde ud af at beskrive Libyens hær som lejesoldater og snigskytter, og ledelsen som vanvittig, selvom ikke en eneste uafhængig kilde har kunnet bekræfte disse informationer.

Formålet er naturligvis at dæmonisere fjenden. Men skulle stormagternes bombning af soldater være retfærdiggjort alene af den grund, at de pågældendes nationalitet og race ikke er den rigtige, eller at deres motiver skyldes mangel på arbejde? I så fald må det jo indskydes, at det meste af vestens militære styrke baserer sig på private sikkerhedsfirmaer, også hos det danske militær.

Det må også nævnes, at motiverne, der driver den enkelte soldat, jo ikke er en legitim undskyldning for bombe. Det kan højst bruges i vurdering af de konkrete styrkeforhold, herunder kampmoral.

Enkelte gange har de bevæbnede bander, der kæmper for ‘oprørerne’ – det vil sige kupmagerne under den tidligere konges flag og under ly af stormagters bombeterror – forsøgt at fremvise en sådan lejesoldat i levende live for den tililende verdenspresse. Det har vist sig at være rent fup (Jævnfør reportage i Information fredag den 25. marts).

Kendsgerninger har dog ikke lagt den historie død. Tværtimod konstaterede en DR-journalist, der traver i hælene på bomberegnen, dagen efter ved selvsyn, at hudfarven på døde regeringssoldater nærmere var afrikansk, end hvad der måtte forventes hos en ægte indfødt borger fra Libyen. Endnu et vægtigt indicium var, at de penge, den døde soldat havde i lommerne, var udenlandske. Hvordan denne information kom for dagen, fremgik ikke af indslaget.

Samme indslag havde den absurde overskrift, at ’Oprørerne indtager Ajdabiya’.
Sandheden er, at det var stormagternes krigskoalition, der bombede regeringsstyrkerne, og ikke kupmagerne. De bevæbnede bander på jorden bruges som legitimering, men har ret beset nærmest været statister.

Indtil nu, hvor de skal blive en totaludrustet superhær, der skal indtage Tripoli. Amnesty International og andre har allerede advaret om, hvad der sker med modstandere, der falder i deres hænder: De bliver mishandlet, tortureret og myrder. Det er sket i deres bastion Benghazi og sker i alle de byer, de rykker ind i, efter at de massive vestlige bombeangreb har knust regeringsstyrkerne.

Krigspropagandaen er som altid løgn over løgn, i et tempo, der er umuligt at følge med i.

Netavisen 30. marts 2011