Arbejdskraftens pris

Af Gerd Berlev

Kommunistisk Politik 4, 2011

Krisen og de omfattende ændringer på det multinationale arbejdsmarked sætter deres tydelige støvletramp på enhver snak om arbejdsforhold og arbejdsvilkår. Det er på tide at finde sammen – arbejdende og arbejdsløse, danske og udenlandske, fra det sorte, grå og hvide arbejdsmarked, syge og raske, unge og gamle – i en fælles kamp mod de slavelignende forhold, der er blevet en del af hverdagen, også den danske.

Gennem de senere år er tilkæmpede rettigheder blevet udhulet og forsvundet. Det sættes i relief af den virkelighed, der tegner sig. Hvad vi måske troede var et fasttømret grundlag, er ved at rådne op, og det frie marked viser sit sande fjæs. Velkommen til virkelighedens mareridt.

Arbejdsforhold i dag og i morgen

Som teenager i 1960’erne læste jeg om arbejdsforholdene i industrialiseringens barndom, med børnearbejde, ingen arbejderbeskyttelse, arbejde, til man segnede, analfabetisme, brændevinen, fattighuset og umyndiggørelsen som den sidste fornedrelse. Dengang synes jeg, at det var meget længe siden. I marts 2010 udkom Günther Wallraffs bog Fagre nye verden på dansk. Han beskriver her bl.a. slavearbejdet i et Lidl-bageri og lærlingene, der bogstaveligt talt er stavnsbundet og under pisken på et meget fint madsted. Det foregår i Tyskland i 2009.

Et billede er forholdene i kødindustrien i Tyskland, der gennem det sidste år er undersøgt grundigt af Tina Møller Kristensen for Nordisk Union af fødevarearbejdere. Hun siger bl.a., at lønningerne er fra 30 til 2 euro eller mindre i timen. Arbejdstiden er op til 70 timer om ugen, og arbejdsgiverne har meldt sig ud af deres organisationer, så de undgår at tegne overenskomster. Altså reelt et lovløst område, hvor billig, uorganiseret arbejdskraft bliver udnyttet på det groveste.

Et andet billede er de højtlønnede it-ansatte i Danmark. Nogle af de bedst overenskomstsikrede arbejder på virksomheden CSC, den privatiserede tidligere Datacentralen, nu ejet af en amerikansk koncern. De har nu siden foråret 2009 forhandlet den seneste overenskomst uden at komme videre, end til at CSC forlangte et ændret udløbstidspunkt; det har Prosa blankt afvist.

I januar 2011 blev forhandlingerne genoptaget på ledelsens foranledning. Den forhandling blev dog hurtigt til konflikt, da CSC præsenterede en lang liste med nye krav – herunder bortfald af tryghedsaftale, ingen lønskala, men individuel lønfastsættelse, op til 45 timers arbejde uden overarbejdsbetaling, lønreduktion, bortfald af pauser, fridage m.v. og fagforeningens kontrolmuligheder. CSC har hermed indledt et omfattende angreb mod arbejdsforholdene for hele branchen, og de kan dermed bane vejen for mere social dumping.

Arbejdsgiverne står tilsyneladende med meget stærke kort på hånden, og de tilkæmpede rettigheder er igen under hårdt pres, for ikke at sige udfasning. Det er naturligvis et billede, der er meget mere varieret for forskellige dele af arbejdsmarkedet, men det er stærkt bekymrende. I dag er det ikke svært at finde historier fra Danmark om skrækindjagende forhold for illegale afviste asylsøgere eller østarbejdere, som f.eks.:  De er kørt herop i en bus. De får kost og logi, men ingen egentlig løn. Derfor har de ikke råd til at rejse hjem. De er meget hårdt bundet op på deres arbejdsgiver.

Læg dertil udviklingen i EU, hvor Tyskland og Frankrig netop er fremkommet med forslaget til en ny euro-pagt, der skal give EU mere magt over bl.a. skatteområdet, lønforhold og pensionsalder. Altså endnu en overordnet EU-styring i detaljer af områder, der normalt dækkes af overenskomster.

Medvirkende faktorer

I 50’erne havde Danmark mange større og enkelte store industriarbejdspladser i Danmark. B&W, Lindø og skibsværfter i alle store byer, stålværket i Frederiksværk, porcelænsfabrikker, tekstilvirksomheder, trykkerier, havne osv. I dag er der ingen store industriarbejdspladser i Danmark, kerneområdet for udvikling af og opdragelse til klassebevidsthed.

Den kapitalistiske lovmæssighed – ”profitratens faldende tendens” – medfører, at merværdien bliver mindre set i forhold til investeringerne, altså at overskuddet bliver forholdsvist mindre set i den store sammenhæng. Derfor tages alle midler i brug for at hente overskuddet, profitten, hjem ved at nedbringe udgifterne til arbejdskraft. Den teknologiske udvikling og globaliseringen, dvs. imperialismens stadig mere aggressive udnyttelse af arbejdskraft og ressourcer, har tillige medført en ændring i arbejdets karakter og organisering, individualisering har vundet frem på bekostning af fælles indsats.

Fagbevægelsen har gennemført omfattende centraliseringer, forhandlinger om overenskomster afgøres af få spillere, reglerne for indhentning af krav og for afstemninger er centraliseret, og regeringen griber i stigende omfang ind i overenskomstforhandlingerne, mens EU trænger sig på med lovgivningskrav til traditionelle overenskomstområder. Pampervældet i fagforeningerne er vokset og medlemsindflydelsen dalet, store grupper er holdt uden for organisering, og kampen mod forringelser af kampmulighederne er ikke taget op.

På globalt plan har styringen af produktionen udviklet sig, så vejen fra råvarer til færdigt produkt skal foregå i en lige linje, mens de forarbejdninger, produktet gennemgår undervejs, skal udføres billigst og hurtigst muligt, og forhandlerne af det færdige produkt er fortrinsvis store kæder, der presser prisen i bund. Det betyder, at konkurrencen skærpes og kravene til den enkelte medarbejder i industrien bliver: Arbejd, når det kræves, arbejd hurtigt, følg kravene i alle detaljer.

Samtidig øges forskellene på rige og fattige, og det bliver nødvendigt for flere og flere at rejse eller udvandre for at tjene til livets opretholdelse, og mængden af billig arbejdskraft øges.

Udviklingen i arbejdskonflikterne 1956-1996

Under socialdemokratisk ledelse blev regeringsindgreb i overenskomstforhandlingerne brugt første gang over for storkonflikten i 1956, hvor man strejkede for nedsat arbejdstid fra 48 til 44 timer. Det blev et virksomt redskab imod arbejderne.

Med ”dollarkrisen” i 1967-68 påbegyndtes et strejkeopsving i Europa, som fortsatte i Danmark i ’69, hvor strejkerne også vendte sig mod den socialdemokratiske ledelse, hvor forskellige former for faglig opposition opstod og støtteindsamlinger og overenskomststridige strejker var almindelige. Strejkerne blev politiske, og ud over lønkrav blev der stillet krav om tålelige arbejdsforhold, protesteret mod lovindgreb og borgerlig skattepolitik, mod ”økonomisk demokrati” og medarbejderaktier og ikke mindst mod arbejdsretten og bodssystemet.

Plattepigernes strejke på Den Kgl. Porcelænsfabrik fra januar 1972 til december 73 blev et landskendt eksempel for andre arbejdspladser med deres organisering og strejkestøttearbejde. Strejken var en reaktion på umyndiggørelse og autoritær ledelse.

Arbejdskamp i 70erne: Plattepigerne fra Den kgl. pocelænsfabrik i protest ved arbejdsretten

Med oliekrisen i 1973 fulgte flere strejker mod rationaliseringer, akkordarbejde og forceret arbejdstempo, særligt på slagterierne. Hovedorganisationerne konfliktede på krav om ligeløn, lavtlønstillæg, kortere arbejdstid, bedre feriegodtgørelse, uddannelsesfond, dyrtidsregulering, afskedigelsesløn, og det endte med et amputeret forlig.

De strejkende på Hope Computer fik i 1973 rettens ord for, at blokadevåbnet kan anvendes, men det blev fjernet igen i ’76 af Anker Jørgensen med blokadecirkulæret, hvori ministeriet indskærpede politiets pligt til at sikre den lovlige adgang til en blokeret virksomhed. Samme år gik de offentligt ansatte først for alvor ud i faglige konflikter med lærere og sygeplejersker.

En lang række konflikter tegnede sidste del af 70’erne, herunder bl.a. i 1974 konflikter på Sabro ØB, Ota, Storno, Lindø og Nilfisk. I 1975 besatte Uniprint-arbejderne fabrikken, og en strejke på Skråen slog igennem regeringens lønstop, med en ulovlig strejke organiseret med strejkeudvalg og indsamlingsarbejde. Vi tog ud på arbejdspladserne med indsamlingslister og løbesedler. Vi kontaktede først tillidsrepræsentanterne på de enkelte arbejdspladser for at få dem med, og samtidig tilbød vi at gå ind i kantinen og fortælle om vores strejke. Der var mange steder, vi var til møde i kantinen.

I 1976 kom en ny strejke på Den Kgl. Porcelænsfabrik, Føtex- og Skjold Burne-konflikterne, HT-chaufførerne og københavnske stilladsarbejdere. I 1977 kom Scaniadam og den lange konflikt i det Berlingske hus for en teknologiaftale, ‘De 141 dage’.

Der var politiske indgreb under overenskomstforhandlingerne i 1975, 1977 og 1979, hver gang en socialdemokratisk regering. I protest mod augustforliget i ’77 og Anker Jørgensens besøg forlod to tredjedele af Lindøs arbejdere deres arbejdsplads og gik hjem.

Efter en fire uger lang strejke på Tuborg i januar 1980 lykkedes det at indgå en aftale, der pillede ved arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet.

Umiddelbart efter den konservative regerings tiltræden i 1982 gennemførte regeringen en lov, der drastisk forringede de supplerende dagpenge. Havnearbejderne tog kampen op og var i konflikt ved årsskiftet 1982-83.

Den førte til voldsomme kampe, strejken indvarslede afskaffelsen af løsarbejdet på havnen og indførelsen af containerfragt. Det var reelt en kamp om brødet for havnearbejderne. De københavnske skraldemænd strejkede i ’84 mod Schlüter-regeringens finanslov, som de kaldte en social massakre, og på La Cabana blev der kæmpet mod de gule fagforeninger.

I efteråret ’84 dannedes tillidsmandsringene. De var en medvirkende årsag til, at storkonflikten i påsken 1985 førte til omfattende kampe. Fagbevægelsens hovedkrav var en arbejdstidsnedsættelse til 35 timer, lavtlønsværn og forhøjet ATP bidrag.

Et sammenbrud i forhandlingerne fik regeringen til at komme med et endnu ringere indgreb, og strejken udviklede sig fra at være en kamp om 35 timer til et krav om regeringens afgang. Den 28. marts blev der etableret blokade af Christiansborg, og de følgende dage gik mange flere arbejdspladser med, men ledelsen af strejkerne var ikke entydig. Der var både et ”frækt udvalg”, der tog sig af de frække aktioner, tillidsmandsringene der mobiliserede medlemmerne, og den faglige top, der tog sig af forhandlingerne.

Det lykkedes Preben Møller Hansen at få udskudt et landsdækkende tillidsmandsmøde med generalstrejke på dagsordenen til efter påske, og da var det for sent. Først to år senere nedsattes arbejdstiden til 37 timer.

Lige efter påskestrejkerne kom bryggeristrejken på et tidspunkt, hvor bryggerierne ville blive alvorligt ramt, men forbundet modarbejdede strejken, og dermed faldt støtten væk også fra andre forbund. Herefter fulgte rationalisering efter rationalisering på de københavnske bryggerier og til sidst nedlæggelse af al produktion på nær lidt produktion af specialøl. I 1985 var der 3.600 bryggeriarbejdere på Carlsberg og Tuborg i København.

Ri-Bus-konflikten 1994-95 blev konflikten mod privatisering. Med landsdækkende mobilisering af blokadevagter og støtte og gentagne storstrejker i Esbjerg kom konflikten til at vare 268 dage. I sidste ende blev den slagtet af SiD.

Hvad så nu?

De senere år har der kun været mindre ulovlige arbejdskonflikter. Arbejdskampe er på mange måder kriminaliseret og straffene skærpet i et omfang, der gør det sværere i dag at gennemføre ulovlige konflikter. Støttearbejde kan i sig selv kriminaliseres og adgangen til andre arbejdspladser forhindres af ledelserne. Ulovlige blokader opløses af politiet og kan straffes som kriminalitet. Faglige ledere, der på mindste måde udtaler støtte til en ulovlig strejke, kan idømmes meget store bodsbeløb. Arbejdsløsheden er stigende, og fyresedlerne hænger løst, mens udgifterne til bolig og mad er støt stigende.

Den faglige bevidsthed og solidaritet er svundet, og individualismen har vundet frem. Mens de, der trykker lønninger og arbejdsforhold tilbage til for 100 år siden, og de, der har allermest behov for organisering, ikke organiseres nogen steder. For nylig døde en uorganiseret polak. Han faldt ned fra et ulovligt stillads. Et andet sted fandt man arbejdere sammenstuvet i en stald.

Hvor findes organiseringen for dem på de sorte, grå og uorganiserede arbejdspladser, bistandsmodtagerne, ”enmandsfirmaerne”, vikarerne, bijobberne, de hjemløse, de handicappede, studiejobberne, au pair-pigerne, dem uden opholdstilladelse, arbejdstilladelse eller cpr-nr og alle de andre?

Så de kan være med i kampen for de arbejdsforhold, de er med til at underminere? Hvordan får vi en landsdækkende arbejdsløshedsbevægelse, der kan tage selvstændige initiativer? Og hvordan organiserer vi samarbejdet på tværs af grænserne?

Der rejser sig mange spørgsmål, og det er på høje tid at gå i gang med at løse dem. Erfaringerne fra konflikterne i 70’erne og 80’erne må tages op, og de nye medier må tages i brug.

At viljen til kamp findes, kan man ikke være i tvivl om, men retningen må ikke begrænse sig til at vælte regeringen. Perspektivet er organiserede arbejdsforhold for alle, og at den politiske kamp er en uløselig del af arbejdskampen.

Netavisen 18. februar 2011