De arabiske masser har fået nok!

Af Jan R. Steinholt
Nettmagasinet revolusjon

Kommunistisk Politik 3, 2011

Folkeoprørene for brød, demokrati og nationalt selvstyre skaber desperation blandt imperialisterne og deres arabiske nikkedukker

Oprøret i Tunesien var gnisten, der startede en brand, som nu breder sig ud over Nordafrika og videre østpå til de arabiske kernelande. Folkemasserne og ungdommen i de mere eller mindre despotiske arabiske regimer har overvundet frygten for det statslige voldsapparat, og de vil ikke lade sig nøje med tomme løfter og glansbilleder.

Nu står kampen om selve hovedbrikken i USA’s strategi for kontrol over Mellemøsten: Ægypten.

Det tunesiske folkeoprør imod præsident Zine El Abidin Ben Alis regime har allerede høstet de første frugter og presser det gamle regimes støttepiller i ind- og udland fra skanse til skanse. Gennem oprettelsen av 14. Januar-Fronten, som består af en række progressive og nationale kræfter, inklusive Tunesiens Kommunistiske Arbejderparti, er den demokratisk-nationale tunesiske revolution kommet yderligere i offensiven.

Mubarak skælver

Imens dette skrives, så trodser folkemasserne i Ægypten præsident Mubaraks internetcensur og udgangsforbud. Demonstranterne har angrebet politistationer i Kairo, mens Mubarak varsler, at han vil sætte hæren ind. Der kan være et alvorligt fejlgreb. I Ægypten er der almen værnepligt. Den 340 tusind mand stærke ægyptiske hær består af folkets egne sønner. For folket i gaderne er det politistyrkerne, ikke hæren, som er fjenden.

I byerne Alexandria og Suez er tusinder gået ud på gaderne efter fredagsbønnen og har konfronteret et enormt politiopbud. Mobiliseringen har været mulig på trods af, at regimet har lukket af for internet og mobilnet, skræmt af ‘twitter’-effekten.

Inden da er folket strømmet ud i gaderne i Algeriet, Marokko, Yemen og i Jordans hovedstad, Amman. Alle disse regimer har været og er redskaber for imperialismen. De er blevet forsikret af USA om, at de sidder trygt, så længe de fører de nyliberale diktater fra IMF og de multinationale selskaber ud i livet, og så længe de åbent eller skjult bidrager til den USA-dikterede politik for normalisering af forholdet til zionismen.

Den internationale Valutafond (IMF) og nyliberalismen

Men det er netop sulten og massearbejdsløsheden, den nyliberale politik har medført, som har provokeret masserne og i særdeleshed ungdommen til oprør i Nordafrika. I Ægypten er 75 procent af befolkningen under 30 år, og de står stort set uden arbejde – og uden brød. Både demografien og de sociale forhold er typisk for lande i Maghreb-bæltet. De unge ser ingen fremtid og intet håb uden en radikal samfundsændring. Da forsvinder også frygten for de autoritære regimer.

IMF påstår, at Tunesien ved at have fulgt dennes recept om strukturtilpasning og frimarkedsreformer kan fremvise en ‘formidabel fremgang’ og velstandsudvikling med blot syv procent af indbyggerne under fattigdomsgrænsen – langt færre end i USA og Europa! Denne åbenbare talmanipulation tåler ikke mødet med virkeligheden. Hvis 93 procent av tuneserne havde en tålelig levestandard, ville der selvsagt ikke være sket et folkeoprør.

Dyrtid erstatter subsidier

Priseksplosionen på mad og brændsel skyldes en kombination af spekulation på råvarebørserne og bortfald af subsidier. I september 2010 blev der indgået en aftale imellem Tunesien og IMF, hvor sidstnævnte befalede fjernelse af de sidste subsidier som middel til at opnå balance på budgetterne og som betingelse for nye lån.

Paradoksalt nok har IMF-diktaterne og strukturtilpasningsprogrammerne frataget regimerne deres muligheder for at indføre subsidier for at dæmpe den ulmende utilfredshed. Mulighederne har IMF fjernet, og optøjerne i Algeriet og Tunesien blev netop udløst af, at regimerne varslede fjernelse af endnu flere subsidier på brød og nødvendighedsartikler.

Imperialisterne leder febrilsk efter en udvej

Fortvivlelsen i den arabiske ungdom har sit modstykke i en voksende desperation hos bagmændene og støttepillerne for de bagstræberiske arabiske regimer.
USA og EU frygter udviklingen og ser, at de må udskifte nogen af sine nikkedukker i Mellemøsten, hvis der skal være håb om at ride stormen af. Obama, Sarkozy og hele kobbelet af imperialismens ministre har brat fattet interesse for demokrati og respekt for menneskerettighederne.

Den franske udenrigsminister, som tilbød Ben Ali bistand fra franske sikkerhedsstyrker for at nedkæmpe oprøret i Tunesien, forsøger at distancere sig fra det gamle regime og forklare, at hun er blevet ‘mistolket’. USA’s Kairo-ambassadør er ‘bekymret’ for politiets magtbrug. EU, og for den sags skyld Norge, kommer med indstændige opfordringer til Mubarak & Co. om at lade folket få lov til at demonstrere og ytre sig. På den måde håber de, at de i eftertiden kan fremstå, som om de var ‘på rigtig side’, og krydser fingrene for, at folkene har kort hukommelse.

Som mulig ægyptisk overgangsfigur kan det se ud til, at imperialisterne satser på Mohamed Mustafa ElBaradei, nobelprisvinder og tidligere leder for atomenergibureauet IAEA. Men ElBaradei er langtfra USA’s førstevalg: Han advarede sammen med Hans Blix imod at angribe Irak, han har også sagt, at militære angreb på iranske atomanlæg ville være den rene galskab.

Desuden udtalte han i 2009, ifølge Xinhua, at det israelske atomvåbenarsenal repræsenterer den største trussel i Mellemøsten. Men ElBaradei har levet i eksil de sidste 30 år, og landets ungdom ved næppe, hvem han er. Først i de sidste dage er han gået skarpt og direkte ud imod Hosni Mubarak i fordømmende vendinger.

Hovedsponsor USA

Ægypterne ved naturligvis, at Hosni Mubarak-regimets hovedsponsor er og har været USA. Ingen stat i verden, bortset fra hjertebarnet Israel, har fået tilsvarende massiv militær og økonomisk støtte fra Washington. Sådan er Ægypten blevet en militariseret politistat. Uden disse milliardoverføringer ville Mubarak-regimet aldrig have overlevet i 30 år.

Støtten har ligget på omkring to milliarder dollar (godt 12 milliarder kroner) hvert eneste år, men er blevet noget reduceret de sidste par år på grund af USA’s budgetunderskud og øgede krigsudgifter i Afghanistan og Pakistan. Mubarak er blevet godt betalt for at videreføre det store forræderi i Camp David i 1973, hvor Ægypten som vigtigste arabiske stat indgik fredsaftale med Israel og dolkede det palæstinensiske folk i ryggen.

Derfor modtog den daværende præsident Anwar Sadat og Israels daværende statsminister Menachem Begin Nobels fredspris. Selvfølgelig.

Ægyptens nøglerolle

Mens Jordans kongefamilie traditionelt havde en nøglerolle som USA-imperialismens hovedagentur i Mellemøsten, så blev denne rolle gradvis overtaget af Ægypten under Sadat og Mubarak. Med sine 80 millioner indbyggere, kontrol over den livsvigtige Suezkanal og grænse til de palæstinensiske områder annekteret af staten Israel, er Ægypten en hovedbrik i USA-imperialismens Mellemøsten-strategi.

Ægypternes kamp for reelt demokrati og genvinding af den nationale suverænitet kan dermed blive endnu hårdere og kræve endnu flere ofre end det, vi har set i Tunesien. Imperialisterne kan muligvis ‘tolerere’ at miste grebet om Tunesien, i alt fald midlertidig. De vil derimod aldrig godtage et frit og selvstændigt Ægypten i pagt med folkets vilje og vil ty til absolut alle midler for at tvinge Ægypten i knæ og ind under Vestens ‘humanitære’ kvælertag. Falder Ægypten fra USA, falder sandsynligvis hele Mellemøsten.

Derfor har Operation Bright Star siden 1981 fundet sted som en række af årlige militærøvelser, hvor store amerikanske styrker øver sig i, hvordan man ’forsvarer’ Ægypten. Direkte militær intervention – for eksempel under påskuddet af at sikre af skibstrafikken gennem Suezkanalen – er med andre ord en fuld realistisk mulighed, hvis ikke Vesten gennem korridordiplomati, smiger og bestikkelse får et medgørligt regime på plads som erstatning for Mubarak.

Ikke et islamistisk oprør

Som i Tunesien er der tale om et ungdomspræget oprør, hvor kravene om brød og arbejde, frihed og demokrati har stået og stadigt står i centrum. Folket kræver også en ende på leflen over for Israel og ‘normaliseringspolitikken’ i forhold til zioniststaten. I hvert fald er der så langt ikke tale om noget islamistisk oprør, hverken i Tunesien eller i Ægypten.

Det muslimske broderskab har været en halv illegal politisk opposition i Ægypten, men broderskabet har knap spillet nogen rolle i den første fase af oprøret. De har været nærmest påfaldende usynlige. Antagelig skyldes det indre splid og handlingslammelse, men også at ungdommens krav er sociale og politiske, i langt mindre grad religiøse. For øjeblikket er det ingen entydig politisk eller religiøs kraft, som spiller en ledende rolle i det ægyptiske oprør.

Hvilke politiske eller religiøse kræfter der efterhånden vil gøre sig gældende, står tilbage at se. Men hvis de følger eksemplet fra de tunesiske brødre i vest, så lover det godt for de ægyptiske arbejdere og ungdommen. Omvendt lover det særdeles dårligt for imperialismen og zionismen, der nu arbejder frenetisk for at genvinde kontrollen og frygter, at Gamal Nasser og den ægyptiske revolution fra 1952 skal hjemsøge dem på ny.

Originalartikel:
De arabiske massene har fått nok!
28. januar 2011

Netavisen 7. februar 2011