Afskaffelse af efterlønnen vil koste 8 ½ mia. kr. årligt

Af Henrik Herløv Lund

Det er en myte, at der kan spares milliarder på at skrotte  efterlønnen – tværtimod vil det koste 8,5 milliarder kr

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har bebudet, at efterlønnen skal afskaffes. De nærmer detaljer heri foreligger ikke. Det hævdes fra arbejdsgivere, borgerlige partier og den borgerlige presse, at der kan spares penge – mange penge – på at afskaffe efterlønnen: 18 mia. kr, 24 mia. kr, ja helt op til 37 mia. kr er nævnt.  Penge, som kan det hævdes, kunne bruges bedre til anden velfærd.

Det er imidlertid en myte. Realiteterne er, at det i den nuværende beskæftigelsessituation og med høj og vedvarende arbejdsløsheden frem til 2013-2015 i en årrække ikke vil give nogen besparelse, men tværtimod koste penge, mange penge, at afskaffe efterlønnen – mindst 8½ mia. kr. årligt.

Dette hænger sammen med, at der pt. består en bruttoledighed på 170.000 = der mangler 170.000 jobs til at beskæftige arbejdsstyrken. Og der er ikke afskaffelse af efterlønnen noget, der umiddelbart øger efterspørgslen efter arbejdskraft og antallet af job. Afskaffelse af efterlønnen øger alene arbejdsudbuddet. Men øges arbejdsstyrken med 140.000 efterlønnere ved uændret jobmængde, vil ledigheden stige med 140.000.

Ved afskaffelse af efterlønnen vil det offentlige selvsagt kunne spare udbetalingen af efterløn = godt 22 mia. kr. Men mister dog også en indtægt på 5 mia. kr. årligt fra indbetaling af efterlønsbidrag.

Men kan efterlønnerne ikke finde beskæftigelse og dermed en løn at leve af, skal de have et eksistensgrundlag på anden vis. Som arbejdssøgende vil efterlønnerne alt overvejende være berettiget til arbejdsløshedsdagpenge. Men dagpengesatsen er med 195.000 kr. om året for fuldtidsforsikrede højere end den gennemsnitlige årlige efterløn på 155.000 kr. Antages, at 110.000 af efterlønnerne henvises til arbejdsløshedsdagpenge, vil det offentlige i den nuværende beskæftigelsessituation påføres en udgift på omkring 21,5 mia. kr. Hertil kommer udgifter til aktivering på omkring 1,5 mia. kr. I alt 23 mia. kr.

Andre af efterlønnerne vil være berettiget til førtidspension på grund af helbredsproblemer. Antages denne gruppe at være 20 pct. = omkring 30.000 efterlønnere, vil det offentlige ved efterlønnens afskaffelse også påføres udgifter hertil, som vil udgøre omkring 5 mia. Et lille plaster på såret for det offentlige vil dog være merindtægter fra større skatteindtægter, fordi såvel arbejdsløshedsdagpenge og førtidspension er højere end efterløn. Det offentlige vil tjene op til +2,5 mia. kr. herpå.

Men samlet vil efterlønnens afskaffelse i den nuværende beskæftigelsessituation påføre det offentlige en merudgift 22 mia. kr – 5 mia. kr. – 23 mia. kr. – 5 mia. kr + 2½ mia. kr = – 8,5 mia. kr. Dvs. man opnår ingen besparelse ved efterlønnens afskaffelse, men en merudgift på 8½ mia. kr.

Er der udsigt til beskæftigelse af efterlønnere?

Afskaffelse af efterlønnen øger som anført i sig selv kun arbejdsudbuddet. Men der kommer kun beskæftigelse herudaf, hvis også efterspørgslen efter arbejdskraft vokser tilsvarende.  Det er der i den nærmeste årrække imidlertid ringe udsigt til, fordi der i forvejen er en bruttoledighed på 170.000 og fordi ledigheden tegner til at ville forblive høj en række år frem. 

Skal efterspørgslen efter arbejdskraft vokse, kræver det en tilsvarende stigning i den samfundsøkonomiske efterspørgsel fra stigende eksport eller fra stigende private forbrug og private investeringer i Danmark eller stigende offentligt forbrug og investeringer.

Imidlertid tegner udviklingen ikke lyst på nogen af områderne. Ganske vist har eksporten til Tyskland rettet sig. Men hele det omkringliggende EU er på grund af gældskrisen ved at spare opsvinget væk og vil i de nærmeste år udgøre et hav af lavvækst og heller ikke USA og Japan tegner særlig høj vækst. Derfor må eksportfremgangen forventes at falde igen.

Den anden mulighed for vækst i den private sektor er stigning i det private forbrug. Men så længe boligkrisen ikke vender klart, vil boligejerne og dermed forbrugerne fortsætte med at spare og nedbringe gæld. Og når der ikke er udsigt til væsentlig ordrefremgang, vil virksomhederne vedblivende være tilbageholdende med investeringer. Og meget tyder tilmed på, at de investeringer, der trods alt kommer, i høj grad vil blive lagt i udlandet fra de store eksportfirmaer side eller vil handle om øget produktivitet. Alle vegne fra tegner det således til fortsat lavvækst så langt vi kan se og til at den vækst, der kommer, bliver jobløs.

Den demografiske udvikling bevirker frem til 2020, at arbejdsstyrken falder med brutto 50.000. Tages der dog højde for effekten af samtidig stigende uddannelsesniveau reduceres dette dog til 10.000. offentlige vil med en stor afgang de kommende. I den private sektor vil dette dog ikke føre til mærkbart øget beskæftigelse med mindre afsætning og produktion som anført vokser.

Det vil også i højere grad være den offentlige sektor, som i de kommende år mærker afgangen på grund af pensionering. Det offentlige vil have et betydeligt rekrutteringsbehov. MEN: VKO s nulvækstplan og offentlige besparelser svarer til en årlig reduktion af offentlig beskæftigelse på mellem 5 og 10.000 personer offentligt. Derfor er der næppe udsigt til at det offentlige kan beskæftige 140.000 efterlønnere.

Udsigterne for beskæftigelse af en forøgelse af arbejdsstyrken med 140.000 efterlønnere er altså så langt vi kan se frem til 2013/2015 ringe. Tilsvarende er udsigterne til at efterlønnens afskaffelse vil forbedre beskæftigelse og offentlige finanser hermed også indenfor en overskuelig årrække ringe.

Hvad bygger borgerlige forventninger om øget beskæftigelse ved nedlæggelse af efterlønnen på?

Øget beskæftigelse gennem afskaffelse af efterlønnen kan ifølge nyliberalistisk inspirerede såkaldte “udbudsøkonomiske teorier” imidlertid opstå på en anden måde, nemlig ved at det øgede arbejdsudbud skaber øget arbejdsløshed, som så igen bremser så lønudviklingen, hvorved det i en fjern fremtid bliver profitabelt for arbejdsgiverne at investere og at ansætte flere.

Men så vil der inden den “gyldne fjerne fremtid” med øget beskæftigelse ligger en række år med indkomststagnation og høj arbejdsløshed.

Den beskæftigelsesmæssige fremgang vil tilmed afhænge af, at lønmodtagere og fagbevægelse accepterer lønstagnation. Eller accepterer i stedet at opretholde deres disponible indkomster kun gennem bestikkelse med skattelettelser, som til gengæld bliver på bekostning af bortsparet velfærd. Mon befolkning, fagbevægelse og arbejderbevægelse køber den? Hvis befolkning og lønmodtagere modsætter sig denne velstandsforringelse, forlænges perioden, hvor arbejdsløsheden forbliver høj.

De økonomiske realiteter handler derfor om, at afskaffelse af efterlønnen en årrække frem tværtimod vil indebære øget arbejdsløshed og statsunderskud. Og de dystre kendsgerninger i dansk økonomi er, at vi over nogle år har tabt 200.000 arbejdspladser, at de offentlige finanser er forværret med over 150 mia. kr. og at produktivitet og økonomisk vækst er på et historisk lavpunkt. Men disse økonomiske problemer er alt for store til, at vi kan bruge løse påstande og ideologiske patentmediciner om efterlønnens afskaffelse til noget.

Resumé af minirapport fra 3.1. 2011 af
cand. Scient. Adm. Henrik Herløv Lund kendt fra Den Alternative Velfærdskommission
Se hele rapporten her

Netavisen 4. januar 2011


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne