Kommunistisk Politik 21, 2010
Med EU’s østudvidelse har begrebet “social dumping” fået fornyet aktualitet. Deraf trænger der sig også en diskussion på i fagbevægelsen: Hvad gør vi ved det?
Konference om Social dumping 2. december
Klik på billede for info
Med EU’s bestemmelser om kapitalens, varernes og arbejdskraftens frie bevægelighed over grænserne er trykket på arbejdernes leveforhold mærkbart taget til. EU har således gennem al sin eksistens formået at trykke realløn, arbejdsforhold og leveforholdene i det hele taget. Dette er i al sin enkelhed en nødvendighed for kapitalismens overlevelse som økonomisk system. I Europa er det EU, der forsøger at fremme processen maksimalt.
Det skal slås fast med syvtommersøm, at fagbevægelsen har den fornuftige holdning, at udenlandske arbejdere er velkomne på det danske arbejdsmarked, når blot det finder sted på danske overenskomster.
Med EU’s optagelse af baltiske og østeuropæiske nationer er trykket på de vesteuropæiske levevilkår forøget drastisk. Det får blandt til konsekvens, at angrebene på lønnen og arbejdsforholdene er taget voldsomt til i styrke, hvilket blandt andet afspejlede sig ved forårets overenskomstforhandlinger på det private arbejdsmarked. Fagbevægelsens forhandlere var trængt usædvanlig langt tilbage på egen banehalvdel – betydeligt længere, end deres normale klassesamarbejdsvilje tilsiger dem.
Det umiddelbare tryk aflæses også i gadebilledet, hvor østeuropæiske og baltiske nummerplader ses i stadig større omfang, hvilket udtrykker, at arbejdspladsernes funktioner er stor udstrækning er overtaget af udenlandsk arbejdskraft – vel at mærke ikke på danske overenskomster. Regeringens, arbejdsgivernes og LO’s forsikringer om, at EU’s østudvidelse ikke ville undergrave det danske overenskomstsystem, den nordiske arbejdsmarkedsmodel, endsige vores løn og arbejdsvilkår, holdt ikke vand. Det er specielt arbejdspladser inden for byggeriet, servicesektoren, skov og landbrug samt gartnerierhvervet, der er trængt.
Problemets omfang i bredde og dybde nu blevet så voldsomt, at begrebet “social dumping” har fået fornyet aktualitet. Med 850-900.000 personer i den erhvervsaktive alder uden for det ordinære danske arbejdsmarked er det ikke et overdrevent begreb at bringe i anvendelse. Trods regeringens fornægtelse af fattigdommen i andedammen, så er den sociale deroute en kendsgerning, og den bliver kun større.
En nødvendig diskussion
Der er i fagbevægelsen også rejst en nødvendig diskussion om, hvordan problemet skal tackles.
Den dominerende linje har lagt sig op ad en bestræbelse om vedtagelsen af en social protokol i EU selv. Det sker på baggrund af en opfattelse af, at man kan løfte værdien af en sådan protokol over de fundamentale bestemmelser om arbejdskraftens frie bevægelighed. Det europæiske LO (EFS/ETUC), LO selv og brede dele af dansk fagbevægelse støtter denne retning. På et møde for de forskellige hovedstæders EFS-afdelinger blev situationen for nylig drøftet:
– På mødet blev der vedtaget en udtalelse, som støtter kravet fra EFS, den europæiske fagbevægelse, om at få en protokol til Lissabon-traktaten mod social dumping, der kan sikre, at de faglige og sociale rettigheder ikke er underordnet det indre markeds regler om fri bevægelighed, fortæller Peter Kay Mortensen, formand for LO-Storkøbenhavn.
Disse kræfter er i gang med at organisere en underskriftindsamling, som har til formål at lægge pres på EU-parlament og Kommission. For en god måneds tid siden tiltrådte 3F’s kongres denne linje.
De venstresocialdemokratiske kredse er glade for kravet og fagbevægelsens standpunkt:
– Men første betingelse er, at et medlemsland rejser spørgsmålet i EU. Det er ikke lykkedes hidtil, derfor skal der i første omgang skabes et flertal for det i Folketinget. Derfor er opgaven i første omgang at få en dialog med S og SF om det. Enhedslisten har kravet med, siger Finn Sørensen, næstformand i 3F København Industri og Service, i et interview til Dagbladet Arbejderen.
– I Fair Løsning har de et afsnit om social dumping med mange gode forslag, men protokollen er ikke med endnu. Det er en god opbakning til kravet, at 3F nu stiller sig bag.
Parallelt til denne linje ligger næstformanden i NNF Jens Peter Bostrup, som mener, at lovgivningen i de nationale parlamenter kunne være en vej:
Norge skiller sig ud fra de øvrige nordiske lande ved dels at have et beskyttet hjemmemarked (toldværn) og en rød-grøn regering, der har haft fokus på faren for social dumping i forbindelse med arbejdskraftens fri bevægelighed og EU’s østudvidelse. I Norge har regeringen indført lov om almengyldige overenskomster og kædeansvar for at imødegå løndumping.
Denne vej har imidlertid ikke medvind, da størstedelen af dansk fagbevægelse mener, at det vil medføre en undergravning af den danske/nordiske model, hvor arbejdsmarkedets parter indbyrdes aftaler arbejdsmarkedsforholdene. Dette selvom den samme model er undergravet af både EU og skiftende danske regeringer og er under stærkt pres.
Den internationale klassekamp er ikke til at komme uden om, hvis man vil tage livtag med EU’s grundpiller og dets reaktionære bestemmelser. Det gælder om at knytte bånd og solidaritet på tværs af landegrænser – også uden for EU. Det er ganske vist en langvarig og vanskelig vej, der kræver masser af energi og tålmodighed, men det gør den ikke mindre rigtig.
Se også
Kædeansvar kan godt skrives ind i OK
Netavisen 10. november 2010
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
