40 pct. står uden for LO-familien

Kommunistisk Politik 21, 2010

Fire ud af ti står uden for de overenskomstbærende fagforbund. Især yngre, ufaglærte og kortuddannede privatansatte dropper medlemskabet af den såkaldte LO-familie

I dag er halvanden million arbejdere medlem, mens en million (helt præcis 1.045.000) enten har fravalgt fagforening eller er medlem af de såkaldte “gule” fagforeninger, der ikke forhandler kollektive overenskomster. For ti år siden var det “kun” 800.000 eller hver tredje. Værre endnu bliver det, hvis man trækker de personer fra, som kun er medlem af en a-kasse. I det tilfælde er kun 54 pct. medlem af den faglige gren i LO-familien.

Det vurderes, at antallet af “gratister” vil vokse i de kommende år, fordi der er vækst i netop de brancher på det private arbejdsmarked, hvor andelen af organiserede skrumper mest. I dag står hver tredje helt uden faglig organisering, hvor det i 1995 var hver fjerde.

Tallene fremkommer af en analyse, LO har fået tre arbejdsmarkedsforskere ved Københavns Universitet til at lave. De vurderer, at udviklingen i organisationsgraden er en alvorlig trussel mod den såkaldte danske model:
– Den danske model bygger på tilslutning fra kernetropperne, som er alle dem, der både er medlemmer af en fagforening og en a-kasse. Men dobbeltmedlemmerne bliver færre og færre, og det udfordrer i den grad vores måde at regulere arbejdsmarkedet på, siger Jesper Due, som dog ikke vil sætte tal på, hvor smertegrænsen går for den danske models overlevelse.
– Men det er især LO-fagbevægelsen, der er ramt, og 3F og HK står over for de allerstørste udfordringer.

VK-regeringens genopretningspakke kan i den forbindelse være et redskab for de borgerlige i at forfølge deres ideologiske mål om at forringe styrken i den reformistiske fagbevægelse. Genopretningspakken betød, at dagpengeperioden halveres fra fire til to år, og det fulde fradrag for fagligt kontingent fjernes, hvilket tilsammen med sikkerhed vil sætte ekstra fart på trafikken ud af de traditionelle fagforeninger og a-kasser.

LO’s næstformand Lizette Risgaard finder, at medlemstilbagegangen er bekymrende:
– En del danske lønmodtagere har ikke opdaget værdien af overenskomsterne, og hvor meget de betyder for økonomien og velfærden i deres egen hverdag. Derfor er vores store opgave lige nu at få kursværdien på overenskomsterne til at stige i folks bevidsthed. Hvis mureren og hotelreceptionisten ved, at de blandt andet har krav på ferie med løn, pensionsopsparing og ret til barsel med løn på grund af overenskomsterne, vil de også værdsætte overenskomsterne langt mere.

Det er altså ikke LO med dets klassesamarbejde, der har mistet appellen, men arbejderne, der er for dumme til at se kursværdien af overenskomsterne. Som om LO’s samarbejde med den borgerlige regering, f.eks. omkring pensionsreformen, ikke også har fået mange arbejdere til at miste troen på LO’s kursværdi.

Næstformanden tørrer ikke bare problemet af på arbejderne, men forsøger også at hente goodwill hos arbejdsgiverne:
– Hvis der ikke er opbakning til den model fra både arbejdsgivere og lønmodtagere, risikerer begge parter gradvist at miste indflydelse og velerhvervede rettigheder, og det ville da være dumt at medvirke til at svække sig selv, udtaler Lizette Risgaard og giver dermed et vink til lønmodtagerne om, at de også selv har et medansvar for fremtiden og ikke bare kan overlade det til fagbevægelsens top.

Men det ville klæde LO-toppen at gribe i egen barm, når baggrunden for LO’s svækkelse skal analyseres. Der er ikke megen solidaritet at spore, når sosu’er er gået på gaden for at slås for et så rimeligt et spørgsmål som ligeløn. Det kunne med opråb fra toppen have udløst en kæmpe bevægelse. Man kan i samme forbindelse nævne den i bedste fald manglende opbakning til de velfærdsbevægelser, der gennem 00’erne har forsøgt at stikke en kæp i hjulet på Foghs og Løkkes frontalangreb på velfærden.

LO’s ledelse har gennem et århundrede fravalgt kampens vej – og værst af alt: amputeret kampens våben.

Vi har i Danmark altid brystet os af den høje faglige organisationsprocent og vores (socialdemokratiske) enhedsfagbevægelse. Enhedsfagbevægelsen er systematisk efter en årrække  i den europæiske union blevet undergravet af de gule fagforeninger, og organisationsprocenten rasler ned. Og en enhedsfagbevægelse og en meget høj organiseringsgrad er vigtige faglige mål.

Men til syvende og sidst afgøres fagbevægelsens faktiske rolle af linje og politik, den følger, af ledelsens karakter og af dens aktioner. Frankrig og Grækenland er eksempler på lande med slagkraftige fagbevægelser, selvom organisationsprocenter er lavere og der er flere om buddet.

LO-toppen har støttet det nyliberale unionsprojekt hele vejen igennem og prædiket at EU ville blive smuk og social. I stedet er der kommet social dumping og rasende nyliberale angreb på tilkæmpede arbejderrettigheder – og på fagbevægelsen selv. En helt anden kurs er nødvendig.

Netavisen 4. november 2010