Kvinder i Irak under imperialistisk belejring

Interview med den irakiske forfatter Haifa Zangana

Mens begge deltog i en international konference i Asturias i Spanien i juni måned, interviewede Workers World’s chefredaktør John Catalinotto den irakiske forfatter og aktivist Haifa Zangana. Zanganas romaner omfatter ”Kvinder på rejse”, ”Via enorme haller af erindringer” og ”Nøgler til en by”. Hun har også skrevet ”Enkernes by” om besættelsen.

Haifa Zangana, Madrid, Juni 2010. Foto: John Catalinotto

JC: Hvad var kvindernes rolle i den anti-koloniale bevægelse og din egen involvering i politik i Irak? Hvordan afspejler det sig i dit forfatterskabg? Hvordan påvirkede 1990 sanktionerne kvinderne og alle irakere?

Irakiske kvinder har været blandt de mest frigjorte i Mellemøsten af deres køn. De har en langvarig historie vedrørende politisk aktivisme og social deltagelse siden det 19. århundrede, de har taget del i kampen mod kolonial dominans samt i kampen for national enhed, social retfærdighed og lige rettigheder gennem det 20. århundrede. Faktisk rapporterede UNICEF i 1993, at “sjældent har kvinder i den arabiske verden haft så megen magt og nydt så stor støtte, som de gjorde i Irak”.

Jeg var ikke nogen undtagelse.

Jeg var medlem af Iraks Kommunistiske Parti-Central Ledelse (CL), og blev fængslet i 1972 (først i Qasr Al Nihay og senere i Abu Ghraib) for min deltagelse i væbnet kamp, mens jeg stadig studerede på Apotekerskolen ved Bagdad Universitet.

CL, som kom til verden midt i 1960’erne, var en revolutionær fraktion i Iraks Kommunistiske Parti. Man gik imod IKPs politik med at samarbejde med de regeringer, der støttede Sovjetunionens politik.

Sidst i 1960’erne var CL blevet en magtfuld gruppe indenfor IKP, der advokerede for væbnet kamp i bestræbelsen på at rejse masserne, inspireret af den cubanske revolution og kampen i Vietnam. CL kæmpede for selvstyre til de irakiske kurdere inden for et demokratisk Irak og forlangte en ende på besættelsen af Palæstina.

Jeg forlod Irak i 1974 for at arbejde med PLO i Syrien og Libanon og i begyndelsen af borgerkrigen i Libanon i 1975 flyttede jeg til London. Efter at jeg forlod Irak har min familie regelmæssigt måttet rapportere til sikkerhedstjenesten for at bevise, at de ikke har kontakt med mig.

På trods af, at jeg var kritisk overfor Baath-regimet, har jeg altid holdt fast i det faktum, at det ikke repræsenterede det irakiske folk, og at irakerne ikke kollektivt burde straffes for forbrydelser begået af regimet. Det er derfor, at jeg aktivt er gået mod de brutale sanktioner – eller ”belejringen”, som vi kaldte det, der blev etableret med FN-resolution 661 af 6. august 1990 og varede frem til invasionen i 2003. Belejringen ramte ethvert aspekt af irakernes liv og forårsagede død, sygdomme, hurtig økonomisk tilbagegang og næsten ende på al menneskelig udvikling.

Arbejdsløsheden steg, og folk kunne ikke købe mad og medicin. Lønningerne til sundhedsarbejdere og til akademikere faldt fra 200 dollars om måneden før belejringen til 10 dollars. For at overleve måtte irakerne sælge alle materielle goder af bare lidt værdi. Midt i 1990’erne var en halv million børn døde, en forbrydelse, der af mange anses som folkemord.

Da hun blev konfronteret med sådanne statistikker i 1996, udtalte den daværende amerikanske FN- ambassadør Madeleine Albright til Leslie Stahl i et interview i programmet ’60 minutter’, at ”det var prisen værd” for at vælte Saddam regimet. Sanktionerne havde en ødelæggende virkning på folkesundheden, især børnene og kvindernes. Irakiske videnskabsfolk og læger gennemførte betydelig forskning i årsagerne til den usædvanlige forøgelse af kræfttilfælde i kølvandet på det engelsk-amerikanske bombardement i 1991 med forarmet uranium. Og igen efter den gentagne brug heraf under ”Chok og rædsel”-angrebet i 2003.

De afgørende vidnesbyrd indikerer, at brugen af forarmet uranium er årsagen til denne nye kræftepidemi, selvom det er blevet mødt med total benægtelse fra de officielle kanaler i begge lande. De irakiske kvinders lidelser udvidedes fra rent fysiske til psykologiske. 57 % af kvinderne lider af depression, søvnløshed, vægttab og hovedpine som følge af chok fra de militære bombardementer, deres børns død og ængstelse og uvished for fremtiden (UIFEM 2004).

For at give et eksempel på brutaliteten i disse sanktioner: Den 6. december 1995 sendte jeg en A4 konvolut til mine nevøer og niecer i Mosul. Den indeholdt penalhus, tre viskelædere, tre blyantspidsere, seks fyldepenne, to markører, en limstift og to kuglepenne. Den var markeret ”Gave til børn”. Konvolutten kom retur påstemplet ”Grundet internationale sanktioner mod Irak er vi ikke i stand til at sende Deres pakke. ” Jeg fik at vide, at jeg skulle kontakte Det Britiske Kontor for Handel og Industri for yderligere oplysninger.

Invasion og besættelse vækker modstanden

JC: George W. Bush administrationen lovede demokrati og bedre liv for irakere. Hvad er den reelle virkning af den engelsk-amerikanske invasion, den langvarige besættelse og det såkaldte militære opsving?

Den militære invasion af Irak i 2003 har kun bragt det irakiske folk tab af menneskeliv, ødelæggelse og formindskede håb om demokrati. I over 7 år har de været underkastet kollektiv afstraffelse, helt i israelsk stil.

De betragtes ofte som terroristiske forbindelser. Når USA’s irakiske lakajregering taler om sikkerhed, betyder det derfor razziaer, vilkårlige anholdelser, bortførelser, drab begået af lejesoldater, som kaldes sikkerhedsfolk, og bilbomber på overfyldte markeder.

Fortsat sprænges der dagligt bomber i Bagdad, Salah ad Diu, Najaf, Anbar og Ninevah. Frygten for at dø, planlagt eller tilfældigt, gennemsyrer samfundet i et omfang, så det nærmer sig total lammelse. Den vidt omtalte ”succes for det militære opsving (’surge’)” er ledsaget af en større folkeforflytning og etnisk udrensning. Tidligere religiøst blandede kvarterer i Bagdad blev homogeniserede sunni eller shiitiske muslimske enklaver.

Sådan blev vejen banet for at besættelsesstyrkerne for at tegne et nyt kort over et sekterisk opdelt Bagdad. Desuden har opsvinget arret Bagdad med barrierer, grænseposter og mure. Der er nu omkring 1400 grænseposter og over 50 bydele adskilt af betonmure alene i Bagdad. Hver mur har en indgangspost og udgangspost, der omkranser tæt sammenhørende samfund som ghettoer og indhegnede samfund.

Disse mure kaldes ”sikkerhedsmure” i Den Grønne Zone. Imidlertid kalder de fleste irakere dem for ”besættelsesmure”, der fremmaner sammenligninger med apartheidmuren, som Israel har bygget, og som splitter palæstinenserne i hele Vestbreddens længde. Opførslen af skillemure og ødelæggelsen af broer bevirker, at næsten ingen blandede religiøse eller etniske områder vil overleve, hvad der befæster del-og-hersk politikken.

Murene har enorm effekt på irakernes dagligliv ved at sønderrive den sociale struktur i Bagdad og opløse Irak. Murene har været en måde til at tømme gaderne og landet på i sammenhæng med tvangsforflytningen af godt en fjerdedel af befolkningen. For at gennemføre denne anvendtes også skarpskydning fra snigskytter, der afløste hinanden i månedsvis, fra toppen af bygninger i nøgleområder og talløse bilbomber. Irakiske kvinder har mistet alt, hvad de som aktivister har opnået før invasionen, og udgør tusindvis af de 650.000 ofre siden midten af 2006.

Midt i 2007 havde én ud af otte irakere forladt deres hjem og var blevet flygtninge. Op mod 50.000 har forladt deres hjem hver måned. FN’s flygtningehøjkommissariat har udtalt, at flugten er den største langvarige folkeflytning siden fordrivelsen af palæstinensere efter dannelsen af Israel i 1948. Irakisk Røde Kors anslår, at to ud af tre af de forflyttede er kvinder og børn, der ofte lever i husholdninger, der styres af kvinder.

Den irakiske flygtningekatastrofe, der først eksploderede i medierne i starten af 2007, er den seneste synlige facet i det amerikanske projekts kollaps i Irak. Dette kollaps omfatter også USA’s militære tab, afsløring af systematisk tortur mod fanger og overgreb imod civile, og de eskalerende økonomiske, politiske og miljømæssige omkostninger ved de amerikanske regionale strategier.

Tvangsforflytningen af to millioner irakere indenfor landets grænser og yderligere to millioner til nabolandene blev i 2006 fulgt af grusomme overgreb begået af mordpatruljer og militser, der faldt sammen med besættelsens ønsker om en alternativ måde til at sikre amerikansk dominans som følge af det mislykkede forsøg på at undertvinge landet. Den nye strategi baserer sig på fragmentering af befolkningen i kontrollerbare dele, der kan deles og handles med.

I løbet af de syv års besættelse har USA bevæget sig fra offentligt at modsætte sig religiøse styrker i den arabiske verden og tale for en moderne sekulær ”demokratisk model” i Irak til åbent at sætte sin lid til sekteriske islamistiske kræfter. Det er en stærk indikation af, at det er mislykkedes at finde nogen anden social basis for deres neokoloniale herredømme. USA har forsøgt at retfærdiggøre dette skift ved at hævde, at bevægelsen mod demokrati, der blev skabt af befrielsen, blotlagde dybe konflikter i det irakiske samfund, som blev skjult af tidligere diktaturer.

Uhørte former af vold, der har medført enorme lidelser for alle irakere, tilskrives nemt sekterisme. Vi får igen og igen at vide, at den vigtigste fortælling om Irak er, at irakere hver dag dræber irakere i hundredvis, og at hovedspørgsmålet er, om det nu er blevet til en sekterisk borgerkrig eller ej – og ”Hvorfor hader de hinanden?” skal være det vigtigst spørgsmål i dag. At give ofrene skylden er den bredt accepterede begrundelse for at udenlandske tropper forbliver i Irak på ubestemt tid.

Modstanden genvinder sin styrke i 2010

JC: Hvad er den irakiske modstands rødder? Hvordan udvikler modstanden sig? Forener den sig? Hvordan går kampen mod de amerikanske besættere, da vi ikke mere får nyt om amerikanske tab?

Tværs over landet har elementer af modstanden mod besættelsen udviklet sig, der strækker sig fra væbnede bataljoner til fredelige politiske fælles protesthandlinger, og de tiltager i omfang og intensitet.

Mange kvinder er del af denne bevægelse, og yder den både direkte og indirekte støtte. Husk: Væbnet modstand mod besættelse er en ret ifølge international lov. Og modstandsbevægelsen fødtes ikke kun af ideologiske, religiøse og patriotiske overbevisninger, men også som et svar på realiteter som de brutale handlinger fra besættelsesmagten og dens administration. Irak blev symbolet på den amerikanske regerings fiasko med hensyn til at opnå den lovede hurtige sejr.

USA’s propagandamaskine dækkede over denne fiasko ved at fremstille den langsomt voksende væbnede modstand som militser i nabolagene, der bekæmpede hinanden. Dødspatruljer begyndte nu aktivt og dagligt at smide et antal lig i forskellige nabolag for derefter at beskylde folk for sekteriske motiver. Derfor blev ”borgerkrig” for dem et tema i ”Operation Information”.

Forløbet af den væbnede kamp var et hurtigt stigende antal daglige angreb i sammenhæng med tilstedeværelsen af amerikanske tropper. Brooking-institutionen Iraq Index opgiver tallet som stigende fra 50 om dagen i første halvdel af 2005 til godt 170 midt i 2007. Hovedkategorierne, der har medført amerikanske tab, er IED (’vejsidebomber’), raketter, bilbomber, håndgranater og helikoptere og dertil ”andet”, som vel må betyde direkte ildkamp. USA svarede ved at forøge dets hemmelige operatoner, og puste til sekteriske konflikter og stammekonflikter som middel til at svække modstanden.

Så var der ændringen i den amerikanske politik, der startede med undertegnelsen af 200 våbenhvileaftaler, som endte med ”Awakening-grupperne” (: amerikansk finansierede lokale overvågningsgrupper), med erklæringer om tilbagetrækning og hemmelige tilnærmelser til enkelte af modstandsgrupperne. Antallet af angreb begyndte at falde, efter den amerikanske hær øgede sin brug af missilangreb med ubemandede Predator-droner.

Soldaterne blev tilbageholdt på baserne, og når de tog ud på patruljer, var de godt beskyttet af irakisk militær. Derfor voksede antallet af dræbte irakiske soldater. Brooking tallene er nede på godt 40 angreb om dagen i gennemsnit i 2008 og godt 15 i 2009. Der er på det seneste sket en stigning i angrebene i Bagdad, Mosel og Diayla, mens gennemsnittet i Anbar, Tamim, Salahuddin og Basra er to angreb om dagen. Brooking giver ikke detaljer for alle provinser, men morterangreb rapporteres ligeledes i de sydlige provinser.

Hjemmesiden icasualties.org giver officielle tal på amerikanske tab, som steg til 961 i 2007, og faldt til 150 sidste år. I år er det amerikanske tab på godt 6 pr. måned. For de fysisk sårede er raten fortsat 6 til 7 sårede for hver dræbt soldat – i alt godt 4.700 døde og over 31.000 sårede.

På trods af nedgangen viser tallene, at Irak-krigen fortsætter. Besættelse kalder naturligvis altid på modstand, et princip anerkendt af international lov og moralsk ansvarlighed. Sekterisk og etnisk baseret politik ænder ikke ved dette basale faktum.

Med hensyn til bestræbelserne på at samle modstandsbevægelsens fraktioner, så valgte 13 irakiske modstandsgrupper den 1. juni 2009 Dr. Harith al-Dari, generalsekretær for Forbundet af Muslimske Videnskabsmænd i Irak (AMSI), som politisk repræsentant ved enhver fremtidig forhandling med besættelsesmagten.

På spørgsmålet om hvilken plan modstandsbevægelsen følger sagde al-Dari i et interview i den tunesiske avis Al-Shuruq i juni 2009: ”Vor plan er at fortsætte med at imødegå besættelsen med hvert eneste mulige legitime middel, som påbudt af de gejstlige religioner og menneskehedens love, indtil vi befrier vores land.

Modstandsbevægelsen har rejst sig for at befri Irak, sikre Iraks enhed og integritet som hjemland og folk, beskytte Iraks identitet, naturressourcer og internationale grænser, som besættelsen har ødslet bort og udsat for fare. Irak tilhører alle dets indbyggere, alle dets komponenter og alle dets sekter”. Det er værd her at bemærke, at de forskellige fraktioner af modstandsbevægelsen, skønt ikke totalt forenede, aldrig har bekæmpet hinanden. Deres fjende er og forbliver besættelsen.

JC: Hvordan har din stadige aktivitet mod besættelsen berørt dit liv som en forfatter? Hvad ser du som dit næste skridt?

Jeg har ikke skrevet litterær fiktion, ikke et ord, siden krigen og besættelsen i 2003. En mørk og steril tavshed spreder sine skygger over fantasien. Besættelsens rå realitet har gjort fiktionsskrivning til en meningsløs gerning. Jeg føler mig omringet af død og dobbeltmoralens pigtrådshegn.

Jeg savner at skrive skønlitteratur. Jeg savner ordene og glæden ved at leve i fantasien med mine fiktive personer. Nogle gange, når jeg ikke skriver om irakernes vanskelige forhold under besættelse eller deltager i aza’er (mindemøder) for venner og slægtninge, der er blevet nedslagtet eller er forsvundet i Irak, drømmer jeg om at skrive en fortsættelse af min sidste roman: ”Kvinder på rejse”. Oversat fra Workers World af Kommunistisk Politik

Netavisen 7. august 2010