De kommende europæiske gældskrige

EU-landene synker ned i depression

Af professor Michael Hudson

Kommunistisk Politik 9, 2010

Gerækenland: Millioner har været på gaden mod de Eu og IMF-dikterede spareplanerDen europæiske krise er langt fra overstået, understreger den amerikanske professor Michael Hudson Tværtimod vil en række lande synke dybere i depression og resultatet kan blive destabiliserende gældskrige De påtvungne råkapitalistiske  modeller i de tidligere østlande  kan vise sig ødelæggende for unionen

Regeringsgælden i Grækenland er kun den første i en række europæiske gældsbomber, der er ved at eksplodere. Gældsætningen i de post-sovjetiske økonomier og Island er andre eksplosioner. På trods af at disse lande ikke er med i eurozonen, er de fleste af deres gældsposter i euro. 87 % af Letlands gæld er i euro eller andre udenlandske valutaer og skyldes bort til især svenske banker, medens Ungarn og Rumænien har eurogæld til hovedsagelig østrigske banker. Så lån foretaget af medlems-regeringer uden for euroen er foretaget for at støtte valutakursen og betale den private sektors gæld til udenlandske banker, ikke for at finansiere indenrigske budgetunderskud som i Grækenland. 

Al denne gæld er ubetalelig høj, da de fleste af landene løber ind i et stadig dybere handelsunderskud og synker ned i depression. Nu hvor ejendomspriserne styrtdykker, finansieres handelsunderskud ikke længere via pantebreve i udenlandsk valuta og ejendomssalg. Der er ingen tilgængelige måder at stabilisere valutaen på (dvs. en sund økonomi). I det seneste år har man støttet valutakursen via lån fra EU og Den Internationale Valutafond. Vilkårene for disse lån er politisk uholdbare: skrappe nedskæringer i den offentlige sektor,  højere skatter til i forvejen overbeskattede arbejdere og kriseplaner, der indskrænker økonomien og driver flere arbejdere til at immigrere.

Bankfolk i Sverige og Østrig, Tyskland og Storbritannien er ved at opdage, at forøget kredit til nationer, som ikke kan (eller vil) betale, kan gå hen og blive deres problem og ikke skyldnernes. Ingen ønsker at acceptere det faktum, at den gæld, der ikke kan betales, heller ikke vil blive det.  Nogen må betale omkostningerne ved at stille gælden i bero, eller den nedskrives ved at lade den betale i stærkt devaluerede valutaer, men mange juridiske eksperter mener, at gældsaftaler, som kræver, at gælden tilbagebetales i euro, ikke kan håndhæves. Enhver suveræn stat har ret til at lovgive om egne gældstermer, og de kommende omjusteringer af valutaer og nedskrivninger af gæld vil være mere end blot ”at skære toppen af”.

Den store depression i USA og Canada

Der er ikke grund til at devaluere, medmindre det er ”ud over kanten”, det vil sige tilstrækkeligt omfattende til faktisk at ændre handels- og produktionsmønstre. Derfor devaluerede Franklin Roosevelt dollaren med 75 % i forhold til guld i 1933, hvad der hævede den officielle pris fra 20 dollar til 35 dollar pr. ounce. Og for at undgå en stigning i den amerikanske gæld af samme proportioner annullerede han ”guld-klausulen”, som fastlåste betalingen af banklån i forhold til guldprisen. Det er her, den politiske kamp vil stå i dag – omkring tilbagebetaling af gæld i valutaer, der er devalueret.

Et andet biprodukt af Den Store Depression (verdenskrisen i 1930’erne) i USA og Canada var at fritage panteskyldnere (husejerne) for personlig gældshæftning og gøre det muligt at rejse sig oven på en fallit. Banker, der gennemfører tvangsauktioner som indehaver af pantebrevene, kan tage ejendom i besiddelse, der har været stillet som sikkerhed, men har ikke nogen yderligere krav over for de konkursramte. Denne praksis – baseret på sædvaneret – viser, hvordan Nordamerika har befriet sig fra arven fra den feudalagtige kreditormagt og gældsfængslerne, der gjorde de tidligere europæiske gældslove så strenge.

Hvem skal bære tabene?

Spørgsmålet er, hvem der skal bære tabet. At bevare gælden pålydende i euro vil betyde, at mange lokale forretningsfolk og ejendomme går fallit. Omvendt vil en omlægning af gælden til en lokal devalueret valuta udradere kapitalen i mange euro-baserede banker. Men bankerne er trods alt udenlandske – og i sidste ende må regeringerne repræsentere de hjemlige vælgere. Udenlandske banker stemmer ikke.

Udenlandske dollarbesiddere har mistet 29/30 af guldværdien af deres besiddelser, siden USA i 1971 holdt op med at indløse sit betalingsbalanceunderskud i guld. De modtager nu mindre end en tredivtedel af denne, da guldprisen er steget til 1.100 dollars pr. ounce. Hvis verden kan acceptere dette, hvorfor skulle man så ikke kunne tage den kommende europæiske gældnedskrivning i stiv arm?

Der er en voksende anerkendelse af, at de post-sovjetiske økonomier fra start af blev tilpasset til at tjene udenlandske interesser, ikke den lokale økonomi. F.eks. betaler det lettiske arbejdsmarked over 50 %  i skat (arbejdere, arbejdsgivere og sociale bidrag) – så meget, at det ikke er konkurrencedygtigt – medens ejendomsskatterne er under 1 % og udgør et incitament til galopperende spekulation. Denne skæve skattefilosofi har gjort de ”baltiske tigre” og Centraleuropa til førsteklasses lånemarkeder for svenske og østrigske banker, mens arbejderne ikke kan finde ordentlig betalt arbejde i hjemlandet. Intet, som svarer til dette (eller de elendige arbejderbeskyttelseslove), findes i de vesteuropæiske, nordamerikanske eller asiatiske økonomier.

Det virker urimeligt og urealistisk at forvente, at store dele af den nye EU- befolkning kan gøres til genstand for lønrestriktioner i hele deres liv, der gør dem til gældsslaver gennem hele tilværelsen. De fremtidige relationer mellem ”det gamle” og ”det nye” Europa vil afhænge af eurozonens villighed til at omlægge de post-sovjetiske økonomier efter mere solvente liner – med mere produktiv kredit og et mindre rentier-favoriseret skattesystem, som fremmer beskæftigelse frem for værdipapir-inflation, der tvinger arbejderne til at immigrere. Ud over valutaomstrukturering for at løse den uoverkommelige gæld er den her antydede nødvendige løsningsmodel for disse lande en omfattende omlægning af skat på arbejde til ejendomsskat i lighed med Vesteuropa. Det er intet retfærdigt alternativ. Ellers truer den ældgamle interessekonflikt mellem långivere og låntagere med splitte Europa op i modsatrettede politiske lejre – med Island som generalprøven.

EU i gældssaksen

Indtil dette gældsproblem er løst – og den eneste vej til at løse det er en aftale om gældsnedskrivning – ser EU’s udvidelse ud til at være ovre (opslugningen af ‘det nye Europa’ i ‘det gamle Europa’). Men en omlægning til denne fremtidige løsning vil ikke blive let. Finansielle interesser har stadig en dominerende magt over EU og vil modsætte sig det uundgåelige. Gordon Brown har allerede afsløret sin holdning i truslerne mod Island om illegalt og forkert at bruge Den Internationale Valutafond som inddriver af gæld, som Island ikke juridisk hæfter for, og sortliste islandsk medlemskab af EU.

Konfronteret med Browns tyrannisering – og med Holland i rollen som Storbritanniens lydige skødehund – gik 97 % af de islandske vælgere sidste måned imod den gældsaftale, som Storbritannien og Holland forsøgte at tvinge ned i halsen på Altingets medlemmer. Så høj en stemmeprocent har ikke været set i verden siden den gamle stalinistiske æra.

Det er kun en forsmag. Det valg, som EU ender med, vil formodentlig få millioner på gaderne. Politiske og økonomiske alliancer vil skifte, valutaer vil smuldre, og regeringer vil falde. Den Europæiske Union og det internationale finansielle system vil ændres på måder, der endnu ikke er på bordet. Det vil især blive tilfældet, hvis nogle lande kopierer den argentinske model og nægter at betale, indtil særdeles mærkbare nedslag aftales.

Vil lade arbejderne betale

At betale i euro, så der i ejendom og personlig indkomst ophobes negativ egenkapital, hvor gælden overstiger den aktuelle værdi af tilgængelige indkomster til at betale prioritetsgæld eller for den sags skyld personlig gæld, er umulig for nationer, der håber på at bevare et minimum af civilt samfund.

”Kriseplaner” i Den Internationale Valutafonds og EU’s regi er en antiseptisk, teknokratisk jargon for de livsforkortende og dræbende virkninger af at skære ned på løn, sociale ydelser, udgifter til sundhed, hospitaler, uddannelse og andre basale behov samt udsalg og privatisering af den offentlige infrastruktur. Køberne kan forvandle landene til ”toldbods-økonomier”, hvor alle skal betale for adgang til veje, uddannelse, lægehjælp og andre leveomkostninger, og hvor der gøres forretninger ud af ting, der længe har været understøttet ved hjælp af  progressiv beskatning i Nordamerika og Vesteuropa. 

Frontlinjerne trækkes op med hensyn til, hvordan privat og offentlig gæld skal afdrages. For lande, som nægter at betale i euro, holder kreditornationerne deres ”muskler” parat i kulissen – nemlig kreditvurderings-agenturerne. Ved det første tegn på, at en nation nægter at betale i hård valuta, eller bare ved den første antydning af, at den stiller spørgsmålstegn ved  udlandsgældens rimelighed, vil disse agenturer rykke ind for at reducere landets kreditværdighed. Dette vil øge låneomkostningerne og truer med at lamme økonomien ved at udsulte den for kredit.

Det seneste skud blev affyret den 6. april, da Moody’s nedgraderede Islands gæld fra stabil til negativ: ”Moody’s erkendte, at Island måske stadig kunne opnå en bedre aftale ved fornyede forhandlinger, men udtalte, at den nuværende uvished skadede landets kortsigtede økonomiske og finansielle udsigter.”
Kampen er startet. Det bliver et interessant årti!

Professor Michael Hudson er økonomisk chefrådgiver for Reform Task Force Latvia (RTFL). Hans hjemmeside er michael-hudson.com.
Oversat og forsynet med mellemoverskrifter af Kommunistisk Politik efter Global Research 13. april 2010

Netavisen 4. maj 2010


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne