Solidaritet med de arbejdsløse

Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 6, 2010

2009 var et rigtig skidt år for millioner af mennesker, der mistede deres jobs verden over – og mange mere end det. Også i Danmark steg arbejdsløsheden med rekordfart. BNP faldt med over 5 pct – samtidig med at produktiviteten hos dem, der stadig er i arbejde voksede endnu mere.

På kort tid forsvandt endnu et af Fogh-regeringens fata morgana’er: at den stort set havde afskaffet arbejdsløsheden i Danmark, og at den aldrig ville vende tilbage. Det blev benyttet til at stramme reglerne for de ledige, stort set uden protester og helt uden modstand fra toppen af fagbevægelsen. Og understøttelsens værdi faldt og faldt, uden regulering opad under boom’et.

Nu er massearbejdsløsheden her som bekendt igen. Den ’fulde beskæftigelse’ var en parentes. Igen, igen. Og denne gang er de arbejdsløse mærkbart forrådt af den borgerlige regerings neoliberale politik og socialdemokraternes og fagtoppens følgagtighed. Det er massearbejdsløsheden, der bliver ved med at være der, og vil blive større – i en årrække i al fald.

Nationalbanken skønner en vækst i arbejdsløsheden (af officielt registrede ledige) fra 118.000 i januar til et gennemsnit på 152.000 ledige i år. I 2011 forventer den 162.000 ledige og i 2012 optimistisk 154.000, kun et par tusind mere end 2010. Selv en jublende forkyndelse fra Nationalbanken om, at ’recessionen er forbi’ får ikke massearbejdsløsheden til at falde. Den bliver helt sikkert langvarig.

Derfor er der også brug for solidaritet med de arbejdsløse og akut for en kæmpende arbejdsløshedsbevægelse. Det er enormt positivt, at der den 8. marts – på kvindernes internationale kampdag – blev afholdt et landsmøde for arbejdsløse i København. De ca. 150 deltagere fra fagbevægelsens venstrefløj og en række forskellige fagforeninger, men mange fra det hårdt arbejdsløsheds- og kriseramte byggeri, vedtog en udtalelse med ’14 krav til den nye regering’ (om der tænkes på Løkke og Co’s ny regeringsgrundlag eller en kommende Thorning-Søvndal-regering fremgår ikke).

Det er intet mindre end en kampplatform for arbejdsløshedsbevægelsen i dag. Blandt de vigtigste krav er forhøjelse af dagpengene med minimum 25%; Lige dagpenge til alle – ingen ungdoms- og dimittendsatser, ingen tidsbegrænsning i udbetalingen; Pensionsbetaling til arbejdsløse, syge, kvinder på barsel osv. og Rådighedsreglernes mistænkeliggørelse og urimelige kontrol af arbejdsløse skal fjernes.

Den positive betydning af dette initiativ og et sådant program, hvis der sættes handling bag ordene, kan ikke understreges nok.

Alligevel er dette program ikke tilstrækkeligt og ikke dækkende for den faktisk eksisterende arbejdsløshed og derfor heller ikke fuldstændigt for en kæmpende arbejdsløshedsbevægelse. For ikke bare folk på sygedagpenge, men også folk på kontant- og bistandshjælp er arbejdsløse og underlagt VK-regeringens stadig skrappere kontrol- og rådighedsregler, der har skabt et helt gult arbejdsmarked af aktiverede og folk, der ikke har kunnet komme i A-kasse eller er faldet ud af den.

De tælles ikke med i de officielle statistikker over arbejdsløse; i realiteten fungerer mange af dem som en ekstremt billig arbejdskraftreserve, ikke mindst inden for det offentlige. De har ingen faglige rettigheder.

Og så er der alle dem p.t. i arbejde, der måske har troet på VK-regeringens løgne om fuld beskæftigelse og evigt boom – og har villet gafle nogle ekstra penge til forbrug ved at undlade at melde sig ind i en A-kasse – foruden alle dem, der ikke har tilstrækkeligt med timer til at kunne melde sig ind.

500.000 personer ud af de i alt 2,4 millioner beskæftigede står uden for A-kasse og dagpengesystem. Det er mere end hver femte. Og mere end hver syvende er helt afskåret fra offentlig hjælp, tilmed fra kontanthjælp, fordi ’familiens formue’ eller ’ægtefællens indkomst’ er for høj. ’Formuen’ og ægtefællens indkomst skal først spises op, og evt. skal boligen sælges, før den ulykkelige i denne kategori, der måtte være blandt de næste titusinder af fyrede i 2010, kan få en sølle og minimal overlevelses-kontanthjælp.

Disse regler rammer også mange unge, der af den ene eller anden grund, som oftest personlige problemer, falder ud af uddannelsessystemet og su.

At ægtefællen til en arbejdsløs, der ikke er i A-kasse, skal betale for vedkommende, og evt. må opgive sin bolig, er grotesk i et år, hvor 100-året for kvindernes kampdag markeres. Familjeforsørgelsesøkonomiens dage er ovre. Den faldende realløn gennem de sidste mange årtier har gjort familjerne afhængige af to indtægter – og det er noget svineri, at regeringen og bistandsloven og fagtoppen mener noget andet.

En solidarisk arbejdsløshedsbevægelse må også tage disse, og endnu flere spørgsmål, på sit program for at forene hele bredden.

Netavisen 18. marts 2010