Når Bella Centeret ikke kan holde

Af prof. Patrick Bond

På en dag hvor 350.org og tusinder af allierede tappert forsøger at styrke den globale bevidsthed om den overhængende katastrofe, kan vi stille nogle barske spørgsmål om hvad der skal gøres når folk tager af sted og bagagen er pakket. Uanset aktivismen i dag foregår styringen af det globale klima bag lukkede døre, og det virker klart at der ikke kan underskrives nogen meningsfuld aftale i København d. 18. december.

De nyligt gennemførte forhandlinger i Bangkok mellem Kyoto-protokol funktionærerne slog fast at de nordlige stater og deres selskaber ikke vil gøre sig nogen ærlig anstrengelse for at nå ned på 350 CO2-enheder pr million. På højrefløjen lader Barack Obamas forhandlere til at føle at Kyoto protokollen fra 1997 er urimeligt forpligtende for den nordlige verden og lader mange større forurenere i syd gå ram forbi, sådan som Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika.

De 5 % nedskæringer i udledning der blev lovet i Kyoto (i 2012, i forhold til niveauet i 1990) er ikke længere mulige. Obamas folk håber at verden vil acceptere 2005 som et nyt udgangspunkt; en 20 % reduktion i 2020 vil så kun bringe målet tilbage til ca. 5 % under 1990 niveau. Den slags pinligt lave ambitioner garanterer en løbsk klimakatastrofe, som Obama helt sikkert ved – han burde sigte på 45 %, siger de små ønationer.

Den anden grund til at seriøse miljøforkæmpere ikke tager Kyoto alvorligt, er dens bestemmelser om handel med CO2-kvoter, der muliggør falske påstande om nedskæringer i nettoudledning. Siden fremkomsten af Den Europæiske Unions planer for handel med udledning, Chicago-udvekslingen og projekterne for rene udviklingsmekanismer og deres følger, er der blevet samlet en kolossal mængde dokumentation for et systematisk mislykket marked, fupnumre og manglende evne til at regulere handlen med CO2-kvoter (se hjemmesiden www.350reasons.org, som er åbnet i dag).

Endelig er der endnu en grund til at vi har brug for hurtigt at komme ud over Kyotos svage, markedsorienterede tilgang til problemet, nemlig at ødelæggelse forårsaget af klimaforandringer vil ramme verdens fattigste, mest sårbare folk langt hårdere end dem i nord. Udbedring af nordens klimagæld til syden er påkrævet. EU tilbød en klatskilling i september, mens afrikanske ledere stiver moralen af til en kamp i København der vil give mindelser om Seattle for ti år siden.

Siden jeg diskuterede denne trussel for seks uger siden i en ZNet-klumme, har de efterfølgende forhandlinger i Bangkok og skriverier på nettet givet mig en barsk påmindelse om nordlig stædighed, på to fronter – de hvis interesser især gælder kortsigtet kapitalakkumulation, men også de mainstream miljøforkæmpere som kun gradvis begynder at fatte hvilken gigantisk strategisk fejl de begik i Kyoto.

Forhandlinger om miljøet

I den første lejr er Obamas folk der håber på at ikke-bindende planer på nationalt niveau vil være acceptable i København. Men deres sag svækkes af forholdene hjemme, hvor de to vigtigste lovforslag – Waxman-Markey, som er blevet godkendt i Repræsentanternes Hus, og Kerry-Boxer, der er under overvejelse i Senatet – vil gøre langt mere skade end gavn.

I behøver ikke at nøjes med mine ord; den bedste kilde er kongresmedlem Rich Boucher, der kommer fra et kul-domineret sydvestligt distrikt i Virginia. Boucher støttede Waxman-Markey, fortalte han en journalist i sidste måned, netop fordi den ikke ville have nogen dårlig indflydelse på virksomhederne i hans valgkreds. De to milliarder tons udledningstilladelser i lovgivningen betyder at ”et elektricitetsværk der brænder kul, ikke vil behøve at reducere udledningen fra værket”, klukkede Boucher. ”Det kan bare blive ved med at brænde kul.”

Boucher var et af de stædige kongresmedlemmer der ødelagde Obamas løfte om at sælge CO2-kvoter og ikke forære dem væk, hvorefter han pralede over for sin lokale avis, Times News, med at ”dette er en hjælp til at holde elektricitetspriserne på et niveau hvor de er til at betale, og en styrkelse af muligheden for at kraftværkerne kan blive ved med at bruge kul”.

Folk som Boucher arbejder også hårdt på at fratage Agenturet for Beskyttelse af Miljøet (EPA = the Environmental Protection Agency) myndigheden til at regulere CO2. Det lykkedes med Waxman-Markey, og da senator John Kerry talte for sin lovgivning, spillede han sig magten af hænde ved at bemærke at når EPAs regulerende myndighed ikke er taget ud af hans lovforslag nu, er det kun for at det kan fjernes senere, så der bliver ”lidt plads til forhandlinger i det videre forløb”.

Lovforslaget til Senatet har alskens andre kritisable komponenter som hårdtarbejdende aktivister fra Climate SOS, Rising Tide North America, Friends of the Earth, the Center for Biological Diversity, Biofuelwatch og Greenwash Guerrillas hamrer løs på.

I USA er styrkeforholdet derfor uafgjort. På det yderste højre er de fossile brændstofindustrier koncentreret om at gøre Obamas klimalovgivning til en farce – og det har de indtil videre haft succes med. I midten fortsætter de vigtigste af de etablerede ”grønne” institutioner – som f.eks. Miljøforsvarsfonden og Rådet til Forsvar af Naturens Ressourcer – med at arbejde på strategier for kvotesalg i det håb at redde lidt legitimitet til Obama, fordi disse lovforslag udgør et ”første trin” i retning af mere seriøse reduktioner af udledningen, efter hvad de påstår.

Ikke desto mindre vil USAs forhandlere tage til København (som de gjorde til Bangkok og næste måned vil gøre til Barcelona) med det formål at tilintetgøre hvad som helst godt der måtte være tilovers i Kyoto Protokollen, som f.eks. potentielt bindende nedskæringer med indbyggede kontrolmekanismer, og derefter lade disse amerikanske dynamikker udfolde sig på en måde der fører direkte til miljøkatastrofe.

Ligesom i 1997, da Al Gore indførte kvotehandel i den indledende aftale – og sidenhen brød et implicit løfte ved ikke at opnå at få USA (under både Clinton og Bush) til at ratificere Protokollen – er der al sandsynlighed for at hvis man opnåede en aftale i København, ville den blive lige så værdiløs som Kyoto.

Det bringer os til den handlingslammelse der truer to andre kræfter: den almindeligt miljøbevidste borger i USA – måske en typisk tilhænger af nyttige www.grist.org blogs – og aktivister med grundlag i den såkaldet tredje verden, der må slås med de mest ødelæggende følger af de kommende årtiers klimakaos.

Jonathan Hiskes fra Grist reagerede fornylig på det første dilemma ved at kalde direktøren for Goddard Instituttet for Rumforskning James Hansen – den berømteste klimaforsker i USA – for ”særligt problematisk”. Hansen havde ikke kun risikeret livet i år under en højt profileret arrestation ved en kulgenerator i Vest Virginia og ved gentagne lejligheder vidnet mod kvotehandel, men også sluttet sig til Climate SOS til Hiskes’ ærgrelse.

Hvorfor nu hidse sig op over Hansen? Hiskes hævder at når Hansen og andre ”nul-kompromis typer” beskriver Obamas lovforslag som ”værre end ingenting”, overser de ”de historiske fortilfælde for at lovgivning der fra starten er dybt kritisabel, udvikler sig til noget effektivt og holdbart. Den oprindelige lov om ren luft tog ikke hensyn til krisen med syreregn, en mangel der ikke blev rettet før 1990. Den oprindelige lov om social sikkerhed omfattede ikke hus- eller landarbejdere og udelukkede dermed i praksis mange spanske, sorte og indvandrede arbejdere.”

Den indlysende forskel er at de to love gav miljøforkæmpere og arbejdere magt over for deres fjender. De havde et generaliserende potentiale og kunne udvides gradvis. I modsætning dertil er Obamas klimalovgivning så langt ude ad det forkerte spor – ved at lade markedsgørelsen af luften være kærnen i klimastrategien og give magt til de fossile brændstofindustrier – at toget ikke kan styres væk fra retningen mod afgrunden. Bare lad det styrte ned.

(Så for helvede, det samme kunne man vist sige om 2009-lovgivningen og de finansielle programmer for økonomi og sundhed, der giver magt til bankmænd, afhængige finansmænd, energifirmaer, forsikringsselskaber og andre der var dem der fra starten skabte problemerne.)

Den anden kraft der er fanget i klimapolitikkens handlingslammelse, er det Penang-baserede Tredje Verdens Netværk (TWN = Third World Network) og dets mange beundrere, som i Bangkok insisterede på at Kyoto Protokollen skulle fastholdes af to grunde, dels fordi den i det mindste giver mulighed for bindende rammer, dels fordi lande der ikke i øjeblikket er forpligtede over for Kyoto, stadig skulle have ret til at øge deres udledninger for at ”udvikle sig”.

Jeg accepterer den første grund, for hvis USAs forhandlere blokerer for udvidelse af Kyoto, kan aftaler på nationalt plan bestemt blive langt svagere. På den anden side, hvis EPA faktisk gjorde brug af sin magt til at reducere de værste ca. 7.500 CO2-udledningssyndere i USA, ville det være langt mere effektivt end lovgivningen om kvotehandel der lader forurenerne slippe af krogen.

Det vigtigste problem med TWNs ”udviklings”-argument er at en stor del af den CO2-udledende økonomiske aktivitet og ressourceforbruget i tredje verden snarere skulle anses for at være ”fejludvikling” og burde stoppes af miljømæssige, socioøkonomiske og moralske grunde.

Her i Sydafrika har et langvarigt (helt fra apartheidtiden) forhold mellem staten og det såkaldte ”mineralske energikompleks” affødt en politisk blok der er så magtfuld at den nu er i gang med byggerier til 100 milliarder dollars af nye kulfyrede og atomdrevne kraftværker. Strategien er at blive ved med at tilbyde verdens billigste elektricitet til britiske og australske (tidligere sydafrikanske) minedrifts- og metalfirmaer, heriblandt Anglo, BHP Billiton, Lonplats, og Arcellor-Mittal.

Som baggrund kan man pege på at Eskom, der er leverandør til staten, tabte 1.3 milliarder dollars sidste år på at spille hasard om fremtiden for aluminium. 40 % af Sydafrikas CO2-udledning kan henføres til en håndfuld af de største firmaer, blandt andet den farlige olie-fra-kul/gas virksomhed Sasol. Og billig elektricitet til minedrifts- og metalfirmaer står i modsætning til modbydeligt høje prisstigninger (250 % fra 2008 til 2011) for almindelige mennesker, hvad der derefter medvirker til de intense demonstrationer der for tiden destabiliserer dusinvis af kommuner (Center for Civilsamfundet dokumenterer dem dagligt i vores Observatorium for Social Protest på www.ukzn.ac.za/ccs).

Ydermere sker der det at efterhånden som selskaberne eksporterer profitter og dividender til hovedsæder i London og Melbourne, giver vores store underskud på betalingsbalancen tidsskriftet The Economist grund til at regne Sydafrika for verdens mest risikable opkommende marked. Kort sagt er det umuligt at argumentere for at Sydafrikas CO2-udledning, der er verdens største per capita, skal regnes for ”udvikling”.

En måde at gribe fejludviklingen an på – særlig fra eksporten af CO2-intensive mineraler og eksportafgrøder såvel som fra manufakturvarer der transporteres med fly eller båd – er beskatning af import og eksport.

Den franske præsident Nicolas Sarkozy har for en måned siden foreslået en lille importtarif (hvad der svarer til 4 cent per liter benzin). ”Det vigtigste er at en CO2-skat ved grænserne er vital for vore industrier og vore arbejdspladser.” I USA er energiministeren og organiseret arbejdskraft også i gang med at skabe opmærksomhed ad de samme linjer.

Sarkozys lille skatteforøgelse vil ikke ændre forbrugsmønstrene. Soumya Dutta fra Folkets Videnskabsbevægelse forklarer at ”i Indien, som er et langt mindre rigt samfund, er der i begyndelsen hylen og skrigen hver gang benzin- og dieselpriser går op med 6-10 %, men i løbet af en måned lægger forholdene sig til ro, og forbruget bliver ved at vokse – hele tiden.”

Martin Khor fra Sydens Center fordømmer Sarkozys handling som ”klimaprotektionisme” og bemærker: ”Det ville være trist hvis den progressive bevægelse skulle støtte og tilslutte sig de forsøg der gøres på at blokere for produkter fra udviklingslande med henvisning til klimaforandringerne.” Han har ret i at kalde den slags skatter for ”egoistiske trusselshandlinger udført i egen interesse”.

Mere generelt siger Khor: ”Vi skal ikke give de magtfulde lande en undskyldning for eller legitimitet til at bruge klimaforhold eller arbejdsmæssige og sociale forhold til at blokere for vores eksport og slippe af sted med det ved hjælp af tilsyneladende pæne undskyldninger.”

Selvfølgelig skal man kritisere detaljerne i den franske strategi og bestemt også dens protektionistiske orientering. Men den afgørende faktor ved indførelse af enhver form for sanktioner – uanset om det er en CO2-skat eller handelssanktioner mod det burmesiske regime eller Zimbabwes ledende regeringsparti – er accepten fra dem der er berørt og selv kæmper for en ændring, et synspunkt Sarkozy ikke har taget med i betragtning.

En alternativ strategi for København

Hvad kan man gøre? At ændre en CO2-skat til en positiv bistandsfond for den tredje verden er et forslag fremsat af Daphne Wysham fra Instituttet for politiske Studier. Udbyttet skulle gå direkte til de lande hvis produkter bliver skattebelagt, med det eksplicitte formål at reducere drivhuseffekten.

Den slags nuancer i de strategiske debatter på nationalt niveau skal aktivister i nord have i tankerne når de vurderer de ægte udviklingsambitioner hos det globale syd.

I alle tilfælde er der en række centrale principper for den progressive bevægelse der ikke står til forhandling. Forud for Bella Centeret i København opregnes her de krav der er blevet formuleret af Climate Justice Action:

• at lade fossile brændstoffer blive i jorden

• at genetablere folkenes og samfundenes kontrol med produktionen

• at relokalisere fødevareproduktionen

• at foretage en massiv begrænsning af overforbrug, særlig i nord

• at respektere indfødte og skovbefolkningers rettigheder, og

• at erkende den økologiske og klimamæssige gæld til befolkningerne i syd og rette op på den.

Hvis centeret ikke holder, er det ok: Bølgen af modige direkte aktioner som protest mod klimaforbryderne i de seneste uger og udsigten til at ”Seattle-gøre” København 16. december er et inspirerende udtryk for pres fra venstre, der inden længe vil imødegå presset fra højre. Det er vores eneste håb, er det ikke?

Patrick Bond er leder af Center for Civilsamfundet ved KwaZulu-Natals Universitet.

Oversat af Minna Skafte Jensen efter Global Resaarch 27.10.09

Netavisen 12. november 2009