Den økonomiske genoplivning er en illusion

Krig er fred, frihed er slaveri, uvidenhed er styrke og gæld er genoplivning

I lyset af de stadigt igangværende og urokkeligt vedvarende råb om ”ende” på recessionen, ”løsning” på krisen og ”genoplivning” af økonomien, må vi huske på, at det er noget, vi får fortalt af de selv samme folk og institutioner, der i årene forud fortalte os, at ”der ikke var noget at bekymre sig om” og ”at fundamentet er sundt”, og at der ikke var ”fare” for en økonomisk krise.

Hvorfor fortsætter vi med at tro på disse selvsamme, hvis udtalelser og valg kun har været forkerte? Hvorfor tror vi på dem og venter os mere præcise informationer og analyser?

Måske en brugbar kilde kunne være epicentret for krisen, i hjertet af de nationale bankforretningers skyggeverdenen, også kendt som den globale regulator af bankvæsenet og samtidig den ”mest prestigefyldte finansielle institution i verden”, som præcist har forudsagt krisen indtil videre: Bank for International Settlements  – Banken for Internationale Anliggender (BIS). Det er et godt sted at starte.

Den økonomiske krise er alt andet end overstået. ”Løsningerne” er i slægt med at sætte hæfteplaster på en amputeret arm. BIS,  centralbanken for verdens centrale bankforretninger, har advaret imod og advarer stadig imod sådanne fejlanbragte forhåbninger. 

Hvad er Bank for International Settlements? 

BIS udsprang af Young Komiteen nedsat i 1929 og blev skabt for at håndtere spørgsmål vedrørende de tyske krigsskadeserstatninger, som blev indskrevet i Versailles-traktaten fra 1919. Komiteen blev ledt af Owen D. Young, præsident og administrerende direktør for General Electric, medforfatter til Dawes-planen i 1924, medlem af bestyrelsen for Rockefeller Fonden samt viceformand for Den nationale Bank i New York. Som amerikansk topdelegeret ved konferencen om tyske krigsskader, blev han ledsaget af J.P. Morgan jr. . Young-planen for tyske erstatninger blev skabt.

Planen trådte i kraft i 1930 ovenpå aktiemarkedssammenbruddet. En del af planen indebar skabelsen af en organisation for internationale anliggender, som blev oprettet i 1930 og kendt under navnet Banken for Internationale Anliggender. Den var angiveligt skræddersyet til at formidle og koordinere Weimar Tysklands krigsskadesbetalinger til de allierede lande.

Imidlertid var dens sekundære funktion, der er meget mere tys-tys og meget vigtigere, at optræde som ”koordinator af transaktioner mellem nationale banker rundt om i verdenen”. Den betegnes som ”bank for nationalbankerne”, og BIS er ”en privat institution med aktieejere, men udfører transaktioner for offentlige kontorer. Sådanne operationer holdes strengt fortrolige, så offentligheden normalt er totalt uvidende om de fleste BIS- transaktioner”.

BIS dannedes af ”nationalbankerne i Belgien, Frankrig, Tyskland, Italien, Holland, Japan og England sammen med de førende kommercielle banker i USA, inklusiv J.P. Morgan og kompagni, 1. National Bank i New York og 1. National Bank i Chicago. Hver nationalbank udstedte 16.000 aktier, og de tre amerikanske banker udstedte samme antal aktier”. Imidlertid har ”kun nationalbanker stemmemagt”.

Nationalbankerne har to månedlige møder i BIS, hvor de drøfter et stort antal emner. Det bør noteres, at de fleste ”af  transaktionerne, der udføres af BIS på vegne af nationalbankerne, kræver den yderste hemmelighed”, hvilket sandsynligvis er grunden til, at de fleste mennesker aldrig har hørt om det. BIS tilbyder nationalbankerne ”tillid og hemmeligholdelse som er højere end en 5-stjernet banks”.

BIS blev etableret ” for at råde bod på Londons fald som verdens finansielle center ved at sørge for en mekanisme, hvor ud fra en verden med tre hovedfinansielle centre, London, Paris og New York, stadig kunne operere som en”. Carroll Quingly har forklaret det sådan:

“Finanskapitalmagterne havde et andet vidtrækkende mål: intet mindre end at skabe et verdenssystem af finansiel kontrol på private hænder, der var i stand til at dominere det politiske system i hvert eneste land og verdensøkonomien som helhed. Et system, som skulle kontrolleres på feudal vis af verdens nationalbanker i fællesskab, via hemmelige aftaler indgået på jævnlige møder og konferencer.

Toppen af kransekagen skulle være Banken for Internationale Anliggender i Basel i Schweiz, en privat bank ejet og kontrolleret af verdens nationalbanker, som i sig selv er private selskaber”.

BIS er uden tvivl den vigtigste, mest magtfulde og hemmelighedsfulde finansielle institution i verden. Dens advarsler bør ikke betragtes overfladisk, da det er den institution i verden, som  mere end nogen anden er vidende om sådanne informationer”.   

Derivat-kriser på vej

I september 2009 rapporterede BIS, at “det globale marked for derivater steg til 246 milliarder dollar i andet kvartal, da risikovilligheden vendte tilbage, men systemet forblev ustabilt og tilbøjelig til kriser”. BIS’ kvartalsrapport fastslog, at derivaterne steg med 16 % ”mest grundet en bølge af terminsforretninger og forkøbsretskontrakter med tre måneders rente rater”. BIS’ cheføkonom advarede om, at derivat- markedet udgør ”store systematiske risikoer” i den internationale finansielle sektor, og derpå, at ”Faren er, at kontrolinstanserne igen vil fejle med at indse, at store institutioner har anbragt sig i en meget mere udsat position end de kan magte under chokbetingelser”. Økonomen tilføjer, at ” at brugen af derivater via garderingsfonde og lignende kan skabe alvorlige, og skjulte, udsatte positioner”.

Dagen efter, at rapporten fra BIS var udsendt, advarede den tidligere cheføkonom William White om, at ”verden ikke har tacklet problemerne med den økonomiske nedtur i hjertet og sandsynligvis vil glide tilbage i recession”, og han advarede yderligere om, at ”regeringsaktioner for at afhjælpe økonomien på kort sigt kan så sæden for fremtidige kriser”. Han blev citeret for at advare om at bevæge sig ind i en recession med dobbelt lavpunkt. ”Er vi på vej ind i en V [verdensomspændende recession]? Næsten sikkert. Er vi på vej ind i en L? Jeg vil ikke være den mindste smule overrasket. Han tilføjede: ”Den eneste ting, der virkeligt vil overraske mig, er en hurtig og bæredygtig genoplivning fra den position, som vi er i”.

En artikel i Financial Times forklarede, at Whites kommentarer ikke bør tages let, da han, udover at lede BIS’ økonomiske afdeling fra 1995 til 2008, ”gentagne gange har advaret om den farlige ubalance i det globale finansielle system så langt tilbage som 2003 og – idet han brød et kæmpe tabu i nationale bank kredse på det tidspunkt – vovede han at udfordre Alan Greenspan, den daværende amerikanske nationalbankdirektør, om hans politik om den vedvarende tilgængelighed af billige penge”.

Financial Times fortsatte: “Verden over har nationalbanker pumpet tusindvis af millioner dollar af nytrykte pengesedler ind i det finansielle system i løbet af de seneste to år i bestræbelserne på at undgå depression. Samtidig er regeringen gået til lignende ekstremer, og har optaget enorme summer af gæld, penge som de har proppet i virksomheder fra bankerne til bilfabrikanterne”.

White advarede om, at ”disse metoder måske allerede er ved at skabe en inflationsboble af fordelagtige priser, fra aktier til råvarer”, og at ”der er en lille risiko for, at inflationen kan komme ud af kontrol på mellemlang sigt”. I en tale i Hong Kong forklarede White, at ”de underliggende problemer i den globale økonomi, så som den uholdbare handels-ubalance imellem Europa, USA og Asien ikke er blevet løst”.

Den 20. september 2009 skrev Financial Times, at BIS, “hovedet på den krop, der overvåger reguleringen af den verdensomspændende bankvirksomhed”, på G20 mødet ”udsendte en barsk advarsel om, at verden ikke har råd til at glide ind i en ’selvtilfreds’ formodning om, at den finansielle sektor nu er kommet på fode igen”, og Jamie Carauana, generaldirektør i BIS og tidligere direktør for den spanske nationalbank, sagde, ”at markedsopsvinget ikke skulle misfortolkes”.

Dette følger advarsler fra BIS hen over sommeren 2009 omkring fejlplacerede forhåbninger til stimuleringspakker, som forskellige regeringer rundt om i verden har gennemført. Sidst i juni advarede BIS om, at ”finanspakker kun ville give et midlertidigt skub til væksten, og ville blive fulgt af en udvidet periode med økonomisk stagnation”.

En artikel i The Australian beskrev BIS som ”den eneste internationale organisme, der korrekt har forudset den finansielle krise… har advaret om, at den største risiko er, at regeringerne kan blive tvunget af verdens investorer i obligationer til at opgive deres stimuleringspakker og i stedet for skære ned på udgifterne, samtidig med, at man forhøjer skatter og renter”, da den årlige rapport fra BIS ”de seneste tre år har advaret om faren for en gentagelse af depressionen”.  

Desuden har ”BIS’ seneste årlige rapport advaret om, at lande som Australien stod overfor muligheden af et stormløb mod valutaen, som ville tvinge renterne i vejret”. BIS advarede om ”at midlertidige pauser vil gøre det mere svært for myndighederne at tage de skridt, der er nødvendige, om end upopulære, for at genskabe det finansielle system sundhed, og endog ultimativt forlænge perioden med langsom vækst”.

Samtidig ”har regeringsgarantier og fordelsforsikringer udsat skatteyderne for potentielle kæmpetab”, og idet man forklarer, hvordan finanspakker udgør betydelige risici, skriver man i artiklen, at ”der er en fare for, at finanspolitikmagerne vil udtømme deres gældsætningsmuligheder, før de afslutter deres kostbare job med at reparere det finansielle system”, og at ”der er en definitiv mulighed for, at stimulerings-programmer vil drive de reelle renter og inflationsforventninger i vejret. Inflationen vil styrkes, imens nedturen dæmpes”, og BIS ”udtrykker sine tvivl om banksikkerhedspakken vedtaget i USA”.

Yderligere advarede BIA om inflation: ”Den store og betrettigede bekymring er, at før det kan omstødes, vil den dramatiske lettelse i pengepolitikken overføres til vækst i de bredere monetære og kreditforanstaltninger”. Det vil ”føre til inflation, der vil give næring til inflationsforventningerne, eller blive brændstof på en ny prisboble på faste værdier, der lægger sæden til den næste finansielle boom-cyklus”. Med den seneste rapport omkring den derivatboble, der skabes, er det blevet smerteligt klart, at det er nøjagtig, hvad der er foregået. At der er skabt endnu en prisboble. Problemet med bobler, er at de brister.

Financial Times oplyser at William White, tidligere cheføkonom i BIS også ”argumenterer med, at efter to år med regeringsstøtte til det finansielle system, har vi set banker der er endnu større – og endnu farligere – end nogensinde før”, ligesom også ”Simon Johnson, tidligere cheføkonom i Den Internationale Valutafond”udtaler, at ”finansindustrien har i virkeligheden overtaget den amerikanske regering” og understregede særligt, at ”genoplivning vil slå fejl, med mindre vi nedbryder det finansielle oligarki, som blokerer for grundlæggende reformer”.

I begyndelsen af september 2009 mødtes nationalbankerne i BIS, og det blev oplyst, at de ”var enedes om en pakke af indgreb for at styrke kontrollen med og overvågningen af bankindustrien i kølvandet på den finansielle krise”, og chefen for den europæiske Centralbank blev citeret for at udtale: ”Aftalerne, som er nået i dag iblandt 27 store lande i verden er essentielle, da de sætter nye standarder for kontrollen af bankvirksomhed og overvågning på globalt niveau”.

Blandt de ting, der er enighed om, er ”långiverne bør styrke kvaliteten af deres kapital ved at inkludere flere aktier”, og ”bankerne må også styrke beløbet og kvaliteten af de aktiver, de holder i reserve og tøjle finanserne”. En af nøglebeslutningerne, der er taget på Basel konferencen (opkaldt efter Basel Komiteen for Bank overvågning, oprettet under BIS) er, at ”bankerne bliver nødt til at hæve kvaliteten af deres såkaldte Tier 1 kapital base, der måler en banks evne til at opsuge pludselige tab”, dvs. at majoriteten af sådanne reserver skal være fælles aktieanparter og bunden opsparing og beholdningerne være fuldt offentlige”. 

Midt i september udtalte BIS, at ”nationalbankerne må koordinere global overvågning af clearings- centraler for derivater og overveje at tilbyde dem adgang til nødhjælpsfonde for at begrænse risici’erne ved systemet”. Med andre ord ”skubber kontrollanter på for at føre mange af dette markeds 596 trillioner dollar fra handel med derivater hen over disken over til clearings centraler, som optræder som køber over for enhver sælger og sælger overfor enhver køber, og mindsker faren for det finansielle system for manglende dækning. ”Rapporten, som er udgivet af BIS, spørger om clearing centralerne ”skal have adgang til nationalbankernes kreditfaciliteter og i så fald hvordan?”. 

En kommende krise 

Derivat markedet udgør en massiv trussel mod den globale verdensøkonomis stabilitet. Imidlertid er det en blandt mange, som er beslægtede og sammenflettede; den ene udløser en anden, Den store elefant i rummet er den store finansielle boble, der er skabt af redningsaktioner og stimuleringspakker verden over. Pengene er blevet brugt af store banker til at konsolidere deres økonomi ved at opkøbe mindre banker og opsluge den reelle økonomi, produktiv industri. Pengene er desuden gået til spekulation, til at fodre derivat boblen og resulterer i en stigning på aktiemarkederne, der er en komplet illusion og en fabrikeret hændelse. Redningsaktionerne har i realiteten næret derivat boblen til et farligt niveau ligesom de har fået aktiemarkederne til at vokse til en helt uholdbar position   

Der lurer imidlertid en massiv trussel ved omkostningerne til hjælpepakker og såkaldte stimulerings-pakker. Den økonomiske krise blev skabt som følge af lave renter og let tilgængelige penge: højrisiko lån blomstrede, der blev investeret i alt og intet, boligmarkedet blev pustet op, det kommercielle ejendomsmarked pustet op, derivat handelen svulmede til at omfatte hundrede af billioner dollars om året, spekulationen løb amok og beherskede det globale finansielle system. Investeringskommanditselskaber var de villige redskaber for derivat handelen, og storbankerne var de vigtigste deltagere og besiddere. 

Samtidig sad pengene løst hos regeringerne, især i USA, og betalte for krige til mange billioner og forsvarsbudgetter, og trykte penge ud af den blå luft, takket være det globale centralbankssystem. Alle de penge, der blev produceret, producerede på deres side gæld. I 2007 udgjorde den totale gæld  i USA – i landet selv, den kommerciellem gæld og forbrugergælden – et chokerende tal på 51 billioner dollars. 

Og som om denne gældsbyrde ikke var nok, i betragtning af det er umuligt nogensinde at betale den tilbage, har vi de to seneste år set den mest ekspansive og hurtigste gældsudvidelse, som nogensinde er set i historien – i form af stimulus og hjælpepakker verden over. I juli 2009 rapporteredes det, at ’amerikanske skatteydere kan være gældsat for helt op til 1´23.7 billioner dollars for at pumpe økonomien op og redde finansselskaber, sagde Neil Barofsky, særlig befuldmægtiget for skatteministeriets Støtteprogram for dårlige tilgodehavender.  
 
Konklusion 
 
Advarslerne fra Bank for International Settlements (BIS) og dens tidligere cheføkonom William White må ikke tages let. Både BIS’ og William Whites tidligere advarsler er gledet ubemærket forbi, men har med tiden vist sig at være rigtige. Lad ikke den mediedrevne forhåbning om ’økonomisk opsving’ stille den ’økonomiske realitet’ i skyggen. Selv om det kan være deprimerende at erkende, er det langt større at være klar over, hvilken jord det er, man betræder, selvom den er bestrøet med farer, end at være uvidende og tåbeligt løbe gennem et minefelt. Uvidenhed er ikke en velsignelse, det er en forsinket katastrofe. 

En læge må først korrekt identificere problemet og stille diagnosen, før han kan tilbyde nogen form for recept som løsning. Hvis diagnosen er upræcis, vil recepten ikke virke, og kan faktisk gøre tingene værre. Den globale økonomi har en stor kræftknude i sig: der er nogen, der prøcist har diagnosticeret den, men medicinen, den fik, kunne kurere en forkølelse. Den økonomiske knude er identificeret: Spørgsmålet er om vi accepterer dette, og forholder os til det, eller om vi vi lade som om medikamentet mod forkølelse vil helbrede den? Hvad mon giver den største overlevelseschance? Er der stadig grund til at tro at ’uvidenhed er til velsignelse’? 

Som Gandhi sagde. ’Der er ingen gud større end sandheden’.  

Oversat af Kommunistisk Politik efter Global Research. Et afsnit om Bilderberg-gruppen samt udførlige noter er udeladt.
De kan ses i netudgaven på Global Research

Netavisen 19. oktober 2009