Af Carsten Kofoed
Synspunkt
Kommunistisk Politik 20, 2009
Den 7. oktober er det otte år siden, at USA angreb Afghanistan. ”Krigen mod terror” var begyndt. Osama bin Laden og Afghanistan med sin strategiske beliggenhed i det olie- og naturgasrige Centralasien og med grænser til både Iran og Kina var blevet udråbt til gerningsmændene til 11. september. USA råbte op om ”gengældelse”, men Afghanistans Taliban-regering havde hverken angrebet USA eller støttet andre i at gøre det. USA’s aggression mod Afghanistan er derfor en FN-stridig angrebskrig, som heller ikke godkendtes i FN’s Sikkerhedsråd. Afghanistan hverken var eller er noget centrum for terror. Det er Det Hvide Hus.
Kabul blev indtaget i november 2001, og et marionetstyre med eksilafghanere og narkobaronerne og krigsherrerne i Den Nordlige Alliance indsattes. Talibanerne, der i 1996 havde afsluttet den blodige borgerkrig, bragt fred og sikkerhed til Afghanistan efter næsten 20 års uafbrudt krig og igangsat en genopbygningsproces, som dog modarbejdedes af amerikansk ledede FN-sanktioner, blev fordrevet.
NATO og Danmark blev inddraget i den efterfølgende besættelse. Siden januar 2002 har Danmark haft et stigende antal besættelsestropper i Afghanistan, så det nu er over 700. 26 danskere har spildt deres liv dernede, mens flere milliarder kroner er blevet brugt på krudt og kugler – og en enkelt brønd og lidt skolebøger for propagandabilledets skyld. Mens cirka halvdelen af danskerne er imod krigen, er alle folketingspartier undtagen Enhedslisten for. Trods dette er antikrigsbevægelsen her i landet utroligt tam.
Men tam er modstandskampen i Afghanistan bestemt ikke. Den har tiltaget såvel i bredde som i styrke, og Taliban fremstår i dag som dens ubestridte hovedkraft med egne skyggeadministrationer med retsvæsen, politi, uddannelse – også undervisning af piger. Ifølge analyseinstituttet ICOS har Taliban i dag en ”permanent tilstedeværelse i 80 procent af Afghanistan”, og yderligere 17 procent af landet har en ”betydelig Taliban-aktivitet”.
Over 100.000 udenlandske besættelsestropper befinder sig nu i Afghanistan med amerikanske krav om flere. Antallet af dræbte besættelsestropper er det største nogensinde. Karzai-styret er gennemkorrupt, udueligt i forhold til at bekæmpe modstandsbevægelsen og ses som forræderisk af størstedelen af afghanerne, hvad også den massive folkelige boykot af fupvalget den 20. august viste – et totalt kollaps for det NATO-kontrollerede ”demokrati”.
Skandalen i Københavns Lufthavn i forbindelse med Obamas besøg, hvor USA’s øverstkommanderende i Afghanistan, general Stanley McChrystal, nærmest tiltvang sig adgang til Air Force One, udstillede en supermagt i akut krise.
Og alt dette takket være de i Vesten så misforståede talibanere, som for flertallet af afghanerne af erfaring først og fremmest betyder fred, sikkerhed og retfærdighed – i modsætning til NATO og dets vestliggjorte eksilafghanske lakajer. Derfor har Taliban den muslimske afghanske befolkning med sig. Hvad vil Taliban så efter befrielsen?
Talibans leder, mullah Mohammed Omar, sagde den 20. september i anledning af afslutningen på ramadanen:
”Det Islamiske Emirat Afghanistan har markante og nyttige planer for Afghanistans fremtid under islams retfærdige sociale system efter tilbagetrækningen af de fremmede tropper. Disse inkluderer genopbygning af den sociale og økonomiske infrastruktur, udvikling af uddannelsessystemet, landets industrialisering og udvikling af landbruget.”
Om det lader sig gøre, vil tiden vise. Taliban er i hvert fald den afghanske kraft, der i dag har den bredeste folkelige støtte og de bedste muligheder for at bringe et frit Afghanistan fremad. Forudsætningerne – fred og sikkerhed – har de vist at kunne levere.
Carsten Kofoed har siden 7. oktober 2008 kørt Frit Afghanistan Blog
http://fritafghanistan.blogspot.com/
Netavisen 7. oktober 2009
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
