“Drang nach Osten”:  Hvad udløste 2. Verdenskrig?

Af gen. Leonid Ivashov

Kommunistisk Politik 18, 2009

Den 1. september var det 70 år siden, Hitler gik ind i Polen, og krigen blev til 2. verdenskrig. Vestlig propaganda forsøger at dele skylden for krigsudbruddet ligeligt mellem Nazityskland og det socialistiske Sovjet. Sandheden er en helt anden: Dele af den britiske elite støttede Det tredje riges Østudvidelser – og  2. Verdenskrig blev startet af tilhængere af Drang nach Osten, konstaterer den russiske tdl. general Leonid Ivashov.

Leonid Ivashov er vicepræsident i det russiske geopolitiske akademi og tidligere øverstbefalende i den russiske hær med rang af generaloberst. Han trak sig tilbage i 2001 og har tilsluttet sig den antiimperialistiske organisation Axis for Peace.

Informationskrigen om 2. verdenskrigs historie er i fuld gang. Der er derfor fornuft i at genundersøge de skumle og hemmelige planer, som Vesten og de hemmelige organisationer, der fremmer dets kapitalinteresser, brugte til at udløse den.

Det er  ganske klart, at udvidelse mod øst og mod syd altid været nøgletemaet i vestlig geopolitik: den berygtede Drang nach Osten var på ingen måde Hitlers påfund – den kom til verden meget tidligere, og ikke senere end Karl den Stores epoke (det 8. århundrede).
Søgning efter skatte i det mageløse Indien,  dets kolonisering og den økonomisk motiverede erobring og udryddelse af orientalske stammer og folk, var manifestationer af den samme evige Drang nach Osten, der blev det legitimerende koncept for Vestens eksistens. Ja, selv Amerika blev opdaget i processen med at trænge østpå.
Helt logisk var således det sene 19. århundredes og det tidlige 20 århundredes geopolitiske koncepter også centreret omkring erobringen af territorier, der strakte sig østpå.

Englænderen Halford Mackinder formulerede teorien om global dominans som det teoretiske grundlag for Storbritanniens kolonipolitik, da han skrev:
”Den, der hersker over Østeuropa, behersker ’Hjertelandet’ (Rusland – L. Ivashov); den, der hersker over Hjertelandet behersker ’Verdens Øen’ (Eurasien – L. Ivashov); den hersker over Verdens Øen behersker verden”.
Intentionen om at dominere Rusland er et helt åbenlyst element i denne vision. Den amerikanske teoretiker A Mahan udviklede på sin side strategien om at kvæle det russiske riges udstrakte kontinentalmasse.

Den tyske geopolitiske skole (F. Ratzel, K. Haushofer, K. Scmidt) betragtede en stat som en levende organisme, hvis udvikling ledsages af fremadskridende behov for plads, helt op på planetarisk niveau.
Endnu engang forestillede teorien sig udvidelse mod øst, og pegede dermed automatisk på Rusland i rollen som hovedangrebsmålet.

Ovennævnte koncepter var ikke udslag af en flygtig mode, men afspejler mange århundreders aggressiv ekspansionistisk politik. Mens russerne kun førte krig i Europa i selvforsvarets navn eller i andre vestlige landes interesse, så har trekanten Storbritannien-Frankrig-Tyskland altid (eller i det mindste de sidste to århundreder) næret en strategisk ambition om at udvide sig over Ruslands enorme territorier, eller i det mindste om at provokere andre spillere til at gå i krig mod Rusland. Storbritannien havde særligt stort held med sidstnævnte.

Den britiske forbindelse er åbenlys i tilfældet med Napoleons aggression mod Rusland og Japans angreb i 1904 på Rusland i det fjerne Østen, såvel som med hensyn til fremprovokeringen af 1. verdenskrig. Og dette gælder i endnu højere grad med hensyn til Hitlers fremstød mod øst.
Uden tvivl var London og Paris seriøst bekymrede over Tysklands voksende styrke og frygtede, at de en dag selv blev stillet over for den. Som følge heraf svingede deres politik mellem at følge to mål:
– At undgå at konfrontere den tyske aggression alene
– At tilskynde Hitler til at angribe Sovjetunionen.

Nogle fraktioner i den britiske og franske elite forfægtede kollektive tiltag med det formål at bremse Hitlers aggressivitet sammen med USSR. Andre fraktioner (særligt indflydelsesrige i Storbritannien) forsøgte derimod at hjælpe Hitler med at gennemføre hans berygtede Drang nach Osten plan. De britiske konservative glemte aldrig Lloyd Georges politiske testamente fra starten af det 20. århundrede; at traditionerne og de vitale engelske interesser krævede ødelæggelse af det russiske imperium for at sikre engelsk dominans i Indien og realisere Storbritanniens interesser i Trans-Kaukasien og det centrale Asien.

Skiftene imellem de ovennævnte to strategier førte til politikken med at imødekomme Hitler og forsøge at skabe favorable betingelser for hans angreb mod øst. I september 1938 undertegnede Storbritannien og Frankrig München-aftalen med Hitler og fodrede ham ubarmhjerteligt med Tjekkoslovakiet som  belønning for aftalen. Som Europas fjerdestørste økonomi var Tjekkoslovakiet en værdifuld erhvervelse for Tyskland.

De, der hævder, at 2. verdenskrig på en eller anden måde blev udløst af ikke-angrebspagten mellem Sovjetunionen og Tyskland, bør huske omstændighederne bag dette  drama. USSR underrettede den tjekkiske regering om, at man var parat til fuldt at indfri aftalen fra 16. maj 1935, som USSR havde indgået med landet. Udtalelserne gik i luften 2.-4. oktober 1938 fra Tass (den officielle sovjetiske mediekanal) og fordømte også anneksionen af Sudeterland, der tilhørte Tjekkoslovakiet, og afkræftede samtidig rygterne om, at de lande, der havde underskrevet München-aftalen, havde konsulteret repræsentanter for USSR i forbindelse med aftalen.

Ved sin tilbagevenden til London fra München fortalte Chamberlain sine landsmænd, at hans rejse havde bragt fred. Denne larmende erklæring dækkede i virkeligheden over følgende to kendsgerninger af største vigtighed for London:
1. Hitlers militære styrke var nu vendt mod øst, mod Sovjetunionen.
2. En deklaration blev undertegnet med Hitler, der udtrykte ønske om, at de britiske og tyske nationer aldrig igen ville bekrige hinanden.

Den 6 december 1938 underskrev den franske udenrigsminister G. Bonnet og den tyske J. Ribbentrop en tilsvarende fransk-tysk deklaration.
Den sovjetiske ledelse kunne kun være bekymrede over udviklingerne, der synes at være aftalt spil, som ikke blot ofrede Tjekkoslovakiet, men potentielt også USSR. Desuden udtalte Chamberlain, at Tyskland og Storbritannien var de to søjler for europæisk fred og anti-kommunisme og derfor måtte overvinde deres uoverensstemmelser på fredelig vis. Han udtalte eksplicit, at det ville være muligt at finde en løsning i europæisk politik, som var acceptabel for alle parter på nær Rusland.
Var det ikke at opfordre yderligere til Hitlers aggression mod øst på bekostning af USSR’s sikkerhed?

Spørgsmålet, der rejser sig, er naturligvis, om det havde været muligt at forhindre 2. verdenskrig? Jeg er sikker på, at muligheden eksisterede og dukkede op et antal gange. Den første chance blev tabt i forbindelse med ved Hitlers Anschluss med Østrig. Selv Mussolini protesterede imod dette vovede træk, men Frankrig og Storbritannien forholdt sig af en eller anden grund i ro. Ikke overraskende opfattede Hitler deres manglende reaktion som et tegn på svaghed og som et grønt lys for hans politik.

Den næste chance forsvandt, da Europa var på vej mod München-aftalen. Chamberlains regering tillod endog Hitler at styrke Tyskland ved at opsluge Tjekkoslovakiets industri-ressourcer og dets hær simpelthen for at få hans ekspansionsplaner til igen at orientere sig mod øst. Storbritannien nægtede urokkeligt at øve indflydelse på dets trofaste allierede Polen for at overtale Warszawa til at give Den røde Hær ret til at passere gennem polsk territorium for at komme Tjekkoslovakiet til undsætning.

Selv i august 1939 var det stadigt muligt at forhindre 2. verdenskrigs udbrud.. Alt, hvad der behøvedes, var samtykke fra Storbritannien og Frankrig (hvis udsendte delegationer på dette tidspunkt forhandlede i Moskva) til skabelsen af en anti-fascistisk koalition. Det samlede militære potentiale hos de tre lande var næsten det dobbelte af Tyskland og Italiens. London var imidlertid styret af sin egen logik og sine egne politiske kalkulationer.

USA havde også meget med før-krigsudviklingen i Europa at gøre.  Amerikanske kapital tjente fedt på 1. verdenskrig ved at gøre forretninger med de krigsførende lande, og Washington handlede med udsigten til den ny global katastrofe med udgangspunkt i denne erfaring.
Parallelt nærede USA Hitler, hjalp Storbritannien og bistod USSR med at skabe dets egen industri. Endvidere ville den kommende krig indlysende nok svække USA’s europæiske rivaler. I det store og hele så USA frem til det nye drama i håb om at få kontrol over Europa, Storbritannien med alle dets kolonier, Japan og det ødelagte USSR som resultat deraf. For USA åbnede 2. verdenskrig muligheder for både materielle gevinster og for at fremstå som en ny verdensmagt.
Med andre ord blev endnu en chance –  den sidste – for at tæmme Hitler forspildt i august 1939.

Under disse omstændigheder var Stalins valg påtvunget af situationen. Det var bydende nødvendigt for ham at finde en måde til at udskyde, om ikke helt udelukke, tysk aggression mod USSR.

I modsætning til det udbredte synspunkt blandt vestlige politikere og politologer var den ikke-angrebspagt, der blev undertegnet af Tyskland og USSR den 23. august 1939 ikke, og kunne umuligt være,  hovedårsagen til Hitlers angreb på Polen og til 2. verdenskrig som sådan.

For det første besluttede USSR sig kun for at underskrive pagten efter at delegationerne fra Frankrig og Storbritannien afviste muligheden for at underskrive en aftale om at modsætte sig Hitler i fællesskab med Sovjetunionen. Stalin måtte tage højde for den kendsgerning, at London og Paris underskrev militære aftaler med Berlin, og at USSR kunne blive offer for et analogt sidestykke til München-aftalen.

For det andet var der ingen direkte sammenhæng mellem undertegnelsen af Molotov-Ribbentrop-Pagten og Hitlers beslutning om at erobre Polen. Hitler udarbejdede planen for  krig mod Polen den 3. april 1939 og Tyskland kasserede sin ikke-aggressions- og venskabspagt med Polen den 28. april 1939. Følgelig besluttede Berlin sig for at besætte Polen – og dermed få fodfæste for et angreb på Sovjetunionen – måneder før, pagten med USSR blev underskrevet den 23. august.

For det tredje måtte USSR ubetinget tage skridt til at skabe en bufferzone ved at omlægge sine grænser mod vest, da det stod over for en truende krig. Allerede 1. marts 1936 svarede Stalin som følger på et spørgsmål fra den amerikanske journalist Roy Harvard:
 ”Jeg ved ikke præcist, hvilke grænser Tyskland kan arrangere i overensstemmelse med dets hensigter, men der findes kræfter, der er opsatte på at ’låne’ det grænser.”

Med underskrivelsen af  Ikke-angrebspagten og dens hemmelige tillæg i 1939 havde Sovjet-regeringen ingen hensigt om at annektere noget østeuropæisk landa territorier. Dets mål var at forsinke det fascistiske angreb og forhindre dannelsen af en alliance af vestlige lande til aggression imod USSR, ligesom det var at inddæmme Tysklands udvidelse mod øst.

Denne Drang nach Osten fortsætter den dag i dag. Da man har behov for en generel fortolkning af begivenhederne i  epoken omkring 2. verdenskrig, som passer alle NATO- og EU-lande, opererer vestlige politikere med ideen om de ”to totalitære systemer”
Dens hovedtese er, at Stalin og Hitler delte Europa via Molotov-Ribbentrop-pagten, men at de senere blev fastlåst i konflikt.
Ydermere søsættes påstande om, at Hitler kun lige nåede at være den første til at angribe først, eftersom Stalin planlagde et angreb på Tyskland. Denne ’vision’ antyder, at alle lande var ofre – med undtagelse af USSR og Tyskland

Siden det fascistiske Tyskland blev besejret og ophørte med at eksistere, mens Rusland som USSR’s efterfølger  bevarede sin plads på verdenskortet, er det nu det land, der må acceptere ansvaret for at slippe 2. verdenskrig løs.

Befolkningerne i Polen, De baltiske lande, Tjekkoslovakiet og andre lande antages derfor for at være ofre, først for hemmelige aftaler mellem Stalin og Hitler, og så for sovjetisk besættelse. Selv Ukraine, som førte krig sammen med det fascistiske Tyskland ´mod noget langt mere truende (Rusland naturligvis) portrætteres som et offer for sovjetisk besættelse.

Som Vestens ægtefødte barn følger forestillingen om de ’to totalitære systemer’ i kølvandet på ”Drang nach Osten” – det propaganderer mod øst.
Selv Tyskland, der længe blev holdt tilbage af et skyldkompleks, er igen blevet aktivt i denne henseende. I 2002 blev Adenauerprisen tildelt E. Nolde, der af  de tyske medier betgenes som landets eneste filosoferende historiker, for studier, der angiveligt beviser, at det nazistiske regimes udryddelse af jøder var – tro det eller lad være! – en reaktion på elimineringen af landadel- og godsejerklasserne i Rusland. Ifølge ham afspejlede den tyske nationalsocialisme den russiske revolution, folkemordet som facisterne begik skulle afspejle elimineringen af klasser i USSR, og Auschwitz skulle være Gulags parallel.
Sådan er ”den historiske sandhed”, som for tiden søger  at erobre Østen.

Forestillingen om ‘det lige store ansvar’ genlød for nylig som ekko i den berygtede resolution fra OSCE af 3. juli i år. Spørgsmålet, der rejses af Ruslands fjender, er:  Har Rusland ret til sit eget standpunkt i international politik, hvis – som de hævder – dets egen oprindelse er ”illegitim” og dets status skyldes den specielle  rolle, det spillede i 2.  verdenskrig?

Vores svar er: Ja, det har ret til en mening om international politik. Det er hvad vi resolut svarer de ideologer og praktisører af Drang nach Osten’s ideologer og praktikere på 70 årsdagen for 2. verdenskrigs udbrud.

Oversat af KP efter Global Research, september 2009.

Netavisen 14. september 2009