Udsat og udsættelse

Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 12, 2009

Unge, kvinder og ældre står i forreste række, når krisen kradser. De hører til de udsatte, mange udstødte af arbejdsmarkedet og mange udsatte af boligmarkedet.

Krisen gør ondt – for nogle mere end andre.
På toppen af dansk samfunds pyramide kan spekulanter sagtens tabe voldsomme beløb, men det er sjældent, det betyder hjemløshed. De rige har dækket sig ind. Det samme kan man sige om spekulanterne, heriblandt Stein Bagger, som stadig mangler at gøre rede for 220 millioner kr. På trods af svindel, bedrageri og dokumentfalsk er han sluppet med en byretsdom på 7 år, som efter ”god opførsel” reduceres klækkeligt.

Systemets partiskhed over for borgerskabet kommer klart til udtryk, når anklageren ikke pr. automatik trækker en så principiel sag i Landsretten. Det kan være, at han får lov til at afsone straffen i form af samfundstjeneste som studievært på TV2. Vi husker endnu Kurt Thorsens samfundstjeneste på Københavns Rådhus.

Det står anderledes til med det brede lag i samfundspyramidens bund: I årets tre første måneder har 105.452 familier været gennem fogedretten, hvilket er en stigning fra sidste år på 28.000, svarende til 36 pct.

Så kan det vel heller ikke blive værre, skulle man synes – men jo. Tvangsauktionen eller udsættelsen af lejeboligen forekommer nemlig først et halvt år efter, at fyringen er modtaget, så ifølge økonom Kim Valentin, Finanshuset i Fredensborg, vil udsættelserne først toppe senere i år, oplyser Berlingeren. Det forventes, at mindst 5.000 familier i år gennem fogedretten vil ende med udsmidning.

Nu er der nogle, der mener, at der ikke er noget, der er så dårligt, at det ikke er godt for noget. I hvert fald har krisen betydet, at Københavns Byret har ansat flere folk for at kunne klare alle udsættelses-”forretningerne”. Hvor mange udsættelser skal der til, før arbejdsløshedskurven vender?

Ifølge det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) blev 75 pct. af alle udsatte sidste år hjulpet og genhuset på den ene eller anden måde, men de resterende 25 pct. dukkede aldrig op på en ny adresse og betragtes som hjemløse i teknisk forstand. Såfremt dette forholdstal holder stik, så vil det forøge de subsistensløses rækker med mere end 1.250 familier i år.
Det kan man da kalde social deroute!

Det må formodes, at enkelte løser situationen uden Folkeregistrets kendskab, men de mange berørte står jo ikke alene tilbage med arbejdsløshed og manglende bolig, men også med sociale tragedier, som kan give sig udslag i splittede familier.

Nu er der jo ingen i det danske spørgsmålsramte kongerige, der er i tvivl om sammenhængen mellem krisen og den sociale deroute. Det er lige så krystalklart, at det er de nyligt ramte af arbejdsløsheden, der har sværest ved at klare eksempelvis boligudgifterne. Kommunistisk Politik har ikke været i stand til at lave videnskabelige analyser over de subsistensløses fordeling på alder eller geografi, men ungdommen ser igen ud til at blive ramt hårdt på begge fronter: arbejdsløshed og boligmangel.

I hvert fald er arbejdsløsheden blandt unge (16-24 år) på blot ét år vokset med 125 pct. – altså betydeligt mere end en fordobling. For denne aldersgruppe er der kun kontanthjælp, starthjælp eller i bedste fald dagpenge at ty til – og for de sidstes vedkommende er den ret groft beskåret.

For mange unge medfører arbejdsløsheden tillige, at uddannelsen bliver afbrudt og kun for fås vedkommende bliver genoptaget igen. Det er med andre ord konsekvenser for livet, der af kapitalister, som er skyldige i krisen, tørres af på de unge.

I modsætning til de gængse toner fra politikere og såkaldte økonomiske eksperter er der ikke udsigt til, at krisen tager en anden drejning inden for de næste to et halvt år, altså tidligst i løbet af 2012. Ugebrevet A4 vurderer på baggrund af tidligere skøn fra Finansministeriet og Det Økonomiske Råd, at de har været alt for optimistiske. Hvis deres nuværende skøn på den konto skal sættes ind i realistiske forhold, så ”vil den økonomiske vækst forblive negativ frem til og med 2011”.

Ugebrevet retter en kritik, som er grundigt underbygget, på alt for positive udsagn om de mulige økonomiske udviklinger i Danmark. Politikere, økonomiske ”vismænd” og finansfolk over en bred bank har tydeligvis interesse i at gyde olie på vandene. Alle kneb bringes i brug for at undgå, at småsparere bliver endnu mere bekymrede og trækker egen kapital og i anden omgang tæppet væk under de fortsatte spekulationsbobler.

De sidste bobler ser nemlig ikke ud til at være bristet endnu. Pensionskassernes formuer er udset til at afløse bankkapitalens krak. Dette vil inddrage hundredtusinder af arbejderfamilier, der i falsk tryghed i årtier har sparet op i sikker forvisning om, at deres penge blev bedst forvaltet hos spekulanterne.

Krisen gør ondt – og ondt kan blive værre.

Netavisen 19. juni 2009