Fattigdommens vækst

Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 7, 2009

”Hun græder indeni, når børnene får et nej.”
273.000 danskere levede i 2006 under OECD’s fattigdomsgrænse. Heidi Andreasen er enlig mor til fire børn og blandt den kvarte million. Hun får hverdagen til at hænge sammen for 136 kr. Der er ikke råd til tandlæge, ferie eller fritidsaktiviteter. To gange om måneden kan hun erhverve sig tøj fra Kofoeds Skole. Det er ikke kun på pengepungen, man rammes.

Heidi fortæller:
– Man mister sig selv, når man er på kontanthjælp. Jeg har forsøgt at få job siden, men får ikke engang svar på det, jeg søger. Hun blev for et halvt år siden aktiveret – på kontanthjælp – på Kofoeds Skole i København. Hendes indtægter (kontanthjælp, børnefamilieydelse, børnepenge, tilskud og boligsikring) beløber sig til 16.228 kr. pr. måned. Efter husleje, varme, vand, el, gas, licens, buskort og taletid råder hun over 4.079 kr. om måneden.
Hun er af OECD og Det Økonomiske Råd defineret som relativt fattig.

Det er Heidi, fortæller Politiken, der græder indeni, når børnene får et nej. Politiken, der på side 4 denne dag græder sammen med Heidi, oplyser, at fattigdommen i Danmark har været stigende siden 1995, men specielt stærkt siden 2001. På fem år steg fattigdommen med ca. 25 pct. fra 228.000 til 273.000.

Den sidste økonomiske krise fandt sted i starten af dette årtusinde. Den befandt sig lysår fra den nuværende. Det vides ikke, hvor stor en andel der i dag befinder sig under OECD’s fattigdomsgrænse, men det er sikkert og vist, at den nuværende kapitalistiske krise gennem de næste to-tre år vil kræve deres ofre: mennesker, der ikke har begået anden forbrydelse end at stå til rådighed for arbejdsmarkedet og forsøgt at brødføde deres familie.

Al sandsynlighed peger på, at 25 pct. eller omkring 100.000 flere vil træde ind i de officielle statistikkers rækker af fattige. Danmark kan i løbet af ganske få år have ejendomsretten til omkring en halv million fattige mennesker, svarende til ti pct. af befolkningen.
Hvilken velfærdsstat!

Hundredtusinder af de potentielle ofre for kapitalens overproduktionskrise er arbejdere, eller bedre stillede, der i årevis af myndigheder, presse, banker og arbejdsgivere er blevet tudet ørerne fulde om det fornuftige i at anbringe deres penge i fast ejendom, pensionsopsparing – og i særdeleshed i investeringsselskaber.

Da ejendomsmarkedet for omkring to år siden gik i recession, beroligede de førende mæglerkæder og bankernes cheføkonomer: – Nu gælder det om at have is i maven. Det vender snart.

Da bunden gik ud af realproduktionen, der hvor værdierne bliver produceret, på fabrikkerne, og dermed aktiemarkedet, forlød det: – Nu gælder det om at have is i maven. Det vender snart.

Det var småsparerne, der blev snydt. Storsvindlerne gik i det store og hele fri. Bankdirektørerne trak sig tilbage med kæmpe optioner i millionklassen – og loven sagde god for det.

I Danmark har regeringen stadig ikke fastsat en officiel fattigdomsgrænse. Det er yderst belejligt: Fattigdommen florerer i stadig større omfang, men kan ikke fastsættes, da den ikke er defineret!

Således kan Heidi og hendes fire børn heller ikke defineres af officielle danske myndigheder som fattig. Hun fornægtes. Og dog: En gang imellem forbarmer pressen sig over hende og hendes lige. Andre fælder en tåre. Imens stiger antallet støt.

Ifølge OECD’s fattigdomsgrænse udgør denne gruppe mennesker omkring ti gange så mange som tørklædebærende muslimer i Danmark. Alligevel er der 100 gange så megen fokus på de såkaldt stakkels tørklædebærende muslimske kvinder, end der er på vores kapitalistisk skabte økonomiske krise med dets afsindige overgreb på vores eksistensbetingelser.

Tilbage står taberne. De er jo ifølge systemets egen filosofi også selv skyld i egen elendighed: De kloge narrer de mindre kloge. De fattige er jo blot for dumme.

Det skal vi huske dem på, når vi tager magten:
– Vi var i årtier for dumme til at tro på jeres gøgl om nødvendigheden af at have ”kloge” mennesker til at styre samfundet. Når så vi har vundet denne indsigt, kom så ikke og klag over, at vi bruger den!

Netavisen 30. marts 2009