’Ikke flere mord med selvforsvar som undskyldning’

Af Nirvin, PalUng

Tale ved demo i København ved 6 året for krigen mod Irak den 21. marts 2009, arr. af Nej til krig
Nirvin er medlem af den palæstinensiske ungdomsorganisation PalUng

Det at vi står her i dag, får mig til at tænke på, da vi stod her den gang for mere end 7 år siden. Den såkaldte krig mod terror var netop begyndt i Afghanistan (oktober 2001) og realiteterne om en invasion af Irak kom nærmere og nærmere (20 marts 2003). 

Jeg kan huske, at jeg stod her sammen med hundreder af andre ligesindede og demonstrerede imod den danske deltagelse i krigen, men vores utilfredshed gjaldt ikke blot den danske deltagelse, den gjaldt hele denne krig. Men hverken de utallige demonstrationer eller de millioner (36) af stemmer verden over kunne stoppe hverken krigen i Afghanistan eller den senere invasionen af Irak.

Store mænd, som Bush og Fogh, var fremme for at huske os på, at disse krige blev udført for, at vi skulle føle os sikre i vores hverdag. De sagde endda, det var for at sikre irakerne og afghanerne en bedre hverdag og en forhøjet levestandard. Men jeg spørger jer, fremmødte, og henvender samtidig mit spørgsmål til Fogh og Bush: Hvordan har disse to krige gavnet os? Og frem for alt: Hvordan har de gavnet den almene iraker og den fattige afghaner?   

Fra Afghanistan blev vi truet af Al-Qaeda og fra Irak var vi truet af en syg mand med masseødelæggelsesvåben. Eller det var i hvert fald, hvad vores statsledere vaskede hænder med, men jeg spørger blot: Hvor er de henne? Hvordan kan det tage næsten 8 år at spore Bin Laden? 8 år hvor den fattige afghaner blot er blevet fattigere, mere undertrykt, har mistet dele af sin familie, hvis eneste levebrød er at dyrke opium.

Og jeg spørger igen: Hvor er de masseødelæggelses våben, som Saddam skjulte? Hvorfor har man ikke fundet dem endnu? Og hvor er den frihed og det demokrati, irakerne blev lovet? Det eneste irakerne har fået tildelt af vesten er død og ødelæggelse. Og nu 6 år efter vores invasion efterlader vi irakerne i et kæmpe blodbad af borgerkrig og internt had!   

1 million irakeres død, millioner af flygtninge på verdensplan, barnemord, tortur og likvideringer er blot et udpluk af, hvad vi retfærdiggør med vores demokratiske værdier og kalder selvforsvar.

Dette selvforsvar, denne krig mod terrorisme, så vi senest et eksempel af i Gaza. Denne gang var vi dog ikke direkte en del af kampen, men den blev ført af vores kære allierede Israel. Denne gang var det Israel, der tog vetoretten på ”kampen mod terror”, en kamp der resulterede i over 1300 menneske død, hvoraf en tredjedel var uskyldige børn.
Også denne krig, denne statsterror, var vi med til at retfærdiggøre. Vi kaldte den selvforsvar.

Og jeg spørger i dag: Hvem er det,der har givet os alle facitlisterne?
Hvem har givet os retten til at bestemme, hvem der er en trussel, og hvem der ikke er?
Og hvordan kan vi acceptere, at verdens stormagter kan sige ’Ups vi tog fejl!” –  der var ingen masseødelæggelses våben, der var ingen Hamas-folk i FN skolen, og boligblokkene i Qana var ikke en hizbollah-base, men uskyldige flygtninge, der gemte sig for Israels bomber?

Vi, med USA i ryggen, har taget patent på definitionen af terror, men hvem er vi til at kunne udtale os?

Vi bruger altid terrorisme til at beskrive de andres handlinger og aldrig vores egne. Det burde aldrig være de store magter, der bliver spurgt, hvem terroristen er. Det er et spørgsmål, man burde stille de svage, dem der lider under de stores beslutninger.  Det er den fattige amerikanske soldat, der meldte sig til militæret i tro på et bedre liv, det er irakeren der ser sit land gå i ruiner, det er palæstinenseren, som ikke kan få lov til at vende tilbage til sit hjem, det er afghaneren, der ikke ved hvordan dagen i morgen vil se ud –  det er dem man burde stille spørgsmålet.

Den stærke, om det er Israel eller Amerika, vil altid beskrive deres ofres kamp som værende terrorisme, men nedrivningen af hjem i Jerusalem, brug af fosforbomber i Gaza, frihedsberøvelse af børn på Vestbredden, forhindring af den mest livsnødvendige medicin i at komme ind i Gaza, tortur af fanger i Guantanamo og Abu Ghraib, besættelsen af Irak, Afghanistan og Palæstina vil aldrig gøre sig fortjent til titlen som terrorhandlinger – selvom det er civile der er målet.

Derfor er tiden inde nu til at sige: Ikke flere krige i vores navn, ikke flere krige i demokratiets navn, ikke flere mord med selvforsvar som undskyldning.
Vi er ALLE mennesker og vi fortjener alle et liv i fred, Vi fortjener ALLE at kunne bo i vores hjem i et land uden frygt for bomberegn.
Vi fortjener alle vores frihed, derfor siger vi alle i kor:

Frit Afghanistan!
Frit Irak!
Frit Palæstina!

Netavisen 24. marts 2009


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne