Obama og den amerikanske strategi

Kommunistisk Politik 24, 2008

Obama - Clinton Den kommende amerikanske præsident vil med  sine udtalelser og kabinetsudnævnelser følge den samme imperialistiske strategi for Mellemøsten og Asien, som har bragt ruin og ulykke til hele regionen

De store forventninger til en ny amerikansk udenrigspolitik under Obama, der gjorde op med Bush-regeringens militære verdenserobringer, er allerede kølnet betydeligt. En undersøgelse af hvad Obama vil i forhold til nogle nøglelande og nøglekonflikter in regionen giver et forstemmende billede.

Åbent brev fra den irakiske modstand

Den irakiske modstands vigtigste kraft er Baath-partiet, men den har samlet sig i en fælles front. I et åbent brev til den kommende præsident skriver dens ledelse – Det politiske råd for den irakiske modstand – bl.a. følgende ’for at gøre opmærksom på en række punkter og for at De kan undgå Deres forgængeres fejl’:

”Deres valgsejr skyldtes ikke, at de amerikanske borgere vendte sig imod racisme, den skyldtes de mange fejltagelser, som den nuværende amerikanske regering har begået, som tvang amerikanerne til at tænke: Aldrig mere,  og afviste at den nuværende administration skulle fortsætte på nogen måde. Det bevistes af Deres stemmeandel.

Deres valgløfter var baseret på forandring, og forandring er nødvendig, og vi siger med Dem, at det er tid til forandring. For den ødelæggelse, den nuværende administration har påført vores fædreland, Irak, så som massemord, voldelige tvangsforflytninger i masseskala, sektvæsen og racisme, har været dybt skadelig for det amerikanske folks ry. Den ødelagde værdierne i et land, der som De rigtigt indrømmede, ikke begik nogen aggression mod USA.”

Den irakiske modstand advarer Obama mod at indgå aftaler med ’tredie parter’ på Iraks bekostning (dvs. med Iran, først og fremmest) og tilbyder fleksibilitet med hensyn til tilbagetrækningen af de amerikanske besættelsestropper, ’forudsat det ikke foregår i henhold til en sikkerhedsaftale indgået med marionetpartierne eller den indsatte regering’.

Brevet fortsætter:
‘De bør rette fejltagelserne og handle modigt for at betale kompensation til alle skader på  familierne, hjemmene og psykologiske skader. De må også løslade alle de fanger, som I holder fængslede til den sidste iraker, og tvinge den sekteriske regering til at løslade alle fangerne i deres fængsler og genoprette sikkerhedsbalancen i Irak. Ellers kan vi ikke tro, De vil bringe den lovede forandring. Men gør De det, vil de kunne tælles blandt de modige mennesker, som træder ind i historien gennem vidtåbne døre.’

Det er fuldstændig sandt at Obama ikke blev valgt, fordi han var sort, men på hans antikrigsprogram, løftet om forandring og leden ved Bush og de neokonservatives løgne og krige. Obamas udenrigspolitiske hold  vil garantere, at der ikke sker en ’ærlig’ tilbagetrækning af tropperne i en krig, der under alle omstændigheder er tabt. Obama vil fastholde den aftale, som Bush-regeringen netop har indgået med sine marionetter i Baghdads grønne zone – som ikke betyder tilbagetrækning, hverken nu eller i 2011, medmindre besætterne bliver endelig besejret.


Afghanistan: Vil knuse modstanden

Både Obama og krigsminister Bates er gået stærkt ind for at øge den amerikanske besættelsesstyrke for at knuse den stadig voksende modstand, som anført af talebanerne retter stadig stærkere slag mod alle de udenlandske besættere overalt i landet, indbefattet i det ’sikre’ Kabul, og mod Karzai-marionetstyrets tropper og politi.

Som i Irak har situationen udviklet sig til ugunst for besættelsesstyrkerne. Flere og flere loedende officerer fra NATO-hærene erklærer, at krigen ikke kan vindes. Mange af dem har foreslået en studehandel med det afsatte Taleban-styre.

Den 17. november afviste Taleban offivielt et ’tilbud’ om fredsforhandlinger fra besættelelsmagternes trængte ’præsident’, utvivlsomt fremsat på vegne af USA og de øvrige besættere. Derpå erklærede USA, at det ikke ville forhandle med Taleban.

Obama tror, at der bare mangler flere soldater, og vil gennemføre en ’surge’, en offensiv, a la den, Bush gennemførte i Irak, som blev erklæret for en kæmpesucces – men ikke var det. Obama og Bates vil sende op til 20.000 ekstra kamp- og støttetropper til det plagede land.
Uanset om den amerikanske præsident hedder Bush eller Obama vil den afghanske modstand fortsætte, indtil de udenlandske styrker er fordrevet, som så mange gange før.


Pakistan og  Indien

Obamas erklæringer lader også forstå, at han vil fortsætte trusselspolitikken over for Iran – hvad der ikke udelukker aftaler og studehandeler med Teheran. Samtidig ser det ud, som er der er foregået et skift i fokus for amerikansk imperialisme, som ikke mindst er rettet mod Pakistan.Obamas erklæringer lader forstå, at han vil fortsætte med bombningerne af pakistanske områder med ubemandede fly, som krænker al international ret. Det kaotiske Pakistan i voldsom økonomisk krise ser ud til at være  et primært område for de amerikanske intriger i Asien. En opsplitning af Pakistan er en af de strategiske retninger, der overvejes.

USA har kastet sit lod i vægtskålen til fordel for et stærkt Indien som dets strategiske partner i Asien. Det er blandt andet kommet til udtryk i den nylige atomare samarbejdsaftale mellem USA og Indien, som har skabt dybe bekymringer i Islamabad for en forrykkelse af den skrøbelige sikkerhedsbalance. Alt tyder på at Obamas politik vil støtte et større og stærkere Indien.

Mellem de gamle fjender Pakistan og Indien, begge atommagter, hersker en ustabil spændingstilstand. Mange reaktionære politiske og sekterisk religiøse kræfter arbejder for at puste til spændingerne, både i de to lande, og udenfor.

De uhyggelige terroristaktionerne i Mumbay, der dræbte langt over hundrede mennesker, er benzin på dette bål. ”Indiens 9/11” har ikke mindst fået de sekteriske Hindu-politikere til at kræve gengæld mod Pakistan, som de beskylder for at stå bag. Mange iagttagere mener det er mere sandsynligt, at terroristerne kommer fra Indien. Den indiske regering har tolereret en stigende grad af terroristisk og voldelig hindu-ekstremisme, mens den har slået hårdt ned på muslimsk ekstremisme. Indien huser den trediestørste muslimske befolkningsgruppe i verden, efter Indonesien og Pakistan.

Jacqueline Cabasso, som  er direktør for Western States Legal Foundation, som overvåger atomvåbenpolitik, siger:
– Forholdet mellem Indien og Pakistan er altid særlig afgørende, fordi de begge har atomvåben og fordi regionen er så ustabil. Den nylige atomaftale mellem USA og Indien, som havde opbakning fra Obama, Clinton og Biden – Joseph Biden skubbede virkelig kraftigt på – har undermineret bestræbelserne for ikke-spredning.


Israel og Palæstina

Først og fremmest vil Obama fortsætte sine forgængeres alliance med Israel på palæstinensernes bekostning. Der er ikke kommet så meget som et fordømmende ord af den israelske kvælning af Gaza, som udgør et langsomt folkemord og en brutal krigsforbrydelse.
Hillary Clinton er den zionistiske lobbys valg som amerikansk udenrigsminister.

Clinton har aldrig kritiseret Israels undertrykkelsespolitik eller de illegale bosættelser, der fordobledes i Bill Clintons præsidentperiode. Clointon havde otte år til at sikre en ’varig fredsaftale’ som Hillary Clinton nu fabler om i sine utallige støtteerklæringer til det zionistiske Israel.

Igen og igen har hun erklæret, at ”Israels ret til at eksistere, og eksistere i sikkerhed, må aldrig drages i tvivl”. På den basis har hun støttet kampagnen mod Iran og fortiet den tidligere præsident Jimmy Carters kritik af den israelske undertrykkelsespolitik.

Hvilke varige fredsaftaler hun kan bringe i stand, fremgår tydeligt af følgende erklæring fra en tale , Hillary Clinton holdt 21. september:

“Vi ved også at farerne der tårner sig op for Israel er blevet forstærket ved Hamas’ eksistens og erobring af Gaza – og fra HIzbollah, terrorgruppen, der nu er repræsenteret i den libanesiske regering. Jeg har længe sagt at Hamas ikke må anerkendes før den frasiger sig vold og terror og anerkender Israels ret til at eksistere. Og det inkluderer sikkerhedsvolden (apartheidmuren, KP) til at holde terrorister ude, som jeg har støttet længe og kraftigt. Jeg har talt kraftigt imod Den internationale domstol i Haag for at så tvivl om Israels ret til selvforsvar, hvilket indebærer opførelsen af sikkerhedshegnet”.

Obama, Biden og Clinton lover ikke noget nyt og ikke noget godt.

Netavisen 6. december 2008