Verdens mægtigste mand

Leder
Kommunistisk Politik 22, 2008

Valget af Barack Obama som USA’s næste præsident repræsenterer det amerikanske folks ønske om forandring, håbet om et andet Amerika  – og også det amerikanske establishments eksplicitte  løfte om nye tider. Hans valg udtrykker viljen til et totalt brud med 8 katastrofale neokonservative krigsår med George W. Bush, der endte i den største økonomiske krise i et århundrede.

Derfor valgte amerikanerne en sort mand, først om præsidentkandidat og derpå som præsident, i en jordskredssejr, der knockoutede Bush’s og McCains dybt forhadte republikanske parti, indbegrebet af indskrænket selvtilfredshed, krigsliderlighed og bornert racisme.

Man stemte på en  nyslået senator fra 2006 uden politisk bagkatalog, uden internationalt ry, uden personlig krigserfaring, fordi han er ukompromitteret af berøringen med det miskreditterede politiske establishment i Washington og de snævre amerikanske magtcirkler.
Af samme grund fravalgtes fru Clinton i den benhårde magtkamp om verdens mægtigste politiske post.

Det gik på et tidspunkt op for den herskende klasse i USA, at Obama ikke bare tilbød sig som middelklassens og det amerikanske folks redningsmand, men også som kapitalismens og den amerikansk imperialismes redningsmand i dens alvorligste krisestund hidtil.

Med truende nederlag  i de to krige i Irak og Afghanistan, med de eskalerende konsekvenser af den største finanssvindel i historien og med en svækket amerikanske supermagt, stadig mere forhadt og isoleret, kårede de udslagsgivende i den herskende klasse i USA Obama som deres præsidentkandidat og kastede enorme summer ind for at få ham valgt. I den sidste del af præsidentkampagnen var McCain totalt marginaliseret. Der stod Obama på alle kanaler.

Samtidig lykkedes det for Obama og hans kampagne at mobilisere ønsket om forandring, ikke mindst blandt de unge, til at skabe en egentlig politisk massebevægelse bag ham, en græsrodsbevægelse, som effektivt anvendte al moderne kommunikationsteknologi fra internettet til den allesteds forhåndenværende mobil. Ved siden af millionerne fra milliardærerne organiserede Obama en storindsamling af vælgernes spareskillinger i form af 5, 10 og 100 dollarsedler.

Det lykkedes at skabe en politisk alliance mellem ’middelklassen’ og store amerikanske minoritetssamfund, både etniske, sociale og politiske.

I sin sejrstale i Chicago erklærede Obama da også, at hans præsidentskab vil være  ’af folket, ved folket og for folket’.  Den for et halvt år siden næsten ukendte Obama havde realiseret den amerikanske drøm og erobret verdens mægtigste post: ’Alt kan lade sig gøre i USA’.

Og Obama erklærede, at med offervilje fra befolkningen kan USA også arbejde sig ud af de nuværende dybe vanskeligheder, måske ikke på et enkelt år, måske ikke i en enkelt præsidentperiode, men ’det kan lykkes’. Hans vigtigste politiske egenskab ser ud til at sige de ’rigtige ting’, udtrykke de folkelige ønsker og behov, mens han bekræfter den amerikanske mytologi.

Men Barack Obama er ikke blot den amerikanske elites og det amerikanske folks fælles præsidentkandidat. Efter Bush-årene ønsker verden forandring, og er parat til at give ham chancen. De herskende leder efter udveje af den globale krise. De  er parat til at glemme og tilgive USA alt – supermagtsarrogance, fornærmelser, ulovlige krige, børskollapser,  hvis Obama kan skabe fornyet tillid til ’demokratiet, ’kapitalismen’, til  USAs’ ledende rolle’ i verden og genopbygge supermagtens ’politiske’ og ’moralske’ autoritet.

Hadet til det imperialistiske USA, ’anti-amerikanismen’,  skal skylles væk.

Det er imidlertid sikkert, at Barack Obama ikke vil (og ikke vil kunne) indfri hverken sine egne løfter, de amerikanske folkemassers forventninger eller verdens ønsker. Ikke på  én præsidentperiode, ikke i to. Slet ikke. For han er surrogatet for forandring, ikke forandringen selv, en nødvendighed efter katastrofen Bush. Amerikansk imperialismes smilende nye frontfigur, som skal sikre den profit, overlevelse og en vej ud af dens dybe krise.

Det amerikanske folks og verdens krav om virkelige forandringer vil bestå.

Netavisen 5. november 2008