Kapitalistisk brandslukning: Stadig flere dollarsedler på finansbålet

Af Jan R. Steinholt
Kommunistisk Politik 20, 2008

Den finansielle supermagt er historie.  De militære muskler genopstår som ’kreditgaranti’, skriver Jan Steinholt, Revolusjon, Norge

Har du tillid til den mand og hans dollar?Den såkaldte redningspakke fra finansminister Henry Paulson og centralbankchef Ben Bernanke på mindst 700 milliarder dollar (tre og en halv billion norske kroner) giver ingen løsning på krisen, heller ikke efter at republikanerne og demokraterne i Kongressen omsider klarede at enes om ingredienserne i førstehjælpskassen. Hjerteanfald lader sig ikke kurere med plaster i metervis.

Skænderiet  mellem republikanere og demokrater er led i opløbet forud for præsidentvalget i november. McCain og Obama vil for enhver pris hindre rivalen i at få æren for at ”redde nationen”.
Spørgsmålet er hvordan denne pakke skal betales af en på forhånd bankerot amerikansk stat, det vil sige hvordan den skal finde dækning i reelle værdier og ikke fiktive penge. Selv kraftige skatteskærpelser nytter kun lidt overfor en befolkning som allerede lever på  kridt.

Heller ikke finansverdenen fæster tillid til kriseløsningerne, fordi det stadig er usikkert, hvordan USA skal klare og hoste op med de dollarmængder som er nødvendige for at bjerge de skakmatte finansinstitutioner og redde dem fra deres eget udlånsshow. Paulson-pakken var knap nok blevet proklameret som en genial plan før den største sparekasse Washington Mutual klappede sammen og blev overtaget af JP Morgan, som måtte sælge 250 millioner aktier for at finansiere opkøbet. JP Morgan er nu det sidste privatbaserede halmstrå, som markedsteologerne håber på skal geleide USA ud af krisen.

Valgkampsbesvær

Folk som står uden tag over hovedet, fordi de ikke klarer renter og afdrag, er tabere uanset hvad. Det er ikke dem, som skal reddes af krisepakkerne. Der er stærk folkelig modstand mod at finansbaronerne skal fordufte i faldskærme til billioner af dollars, og at staten  skal opkøbe de syge lån til beløb, som ligger hen imod den nominelle værdi, og altså ikke til den kraftigt reducerede markedspris. Uheldigvis for Bush-administrationen kommer krisen midt under en valgkamp, og det bliver derfor vanskeligere end ellers at fortie og ignorere almindelige amerikaneres raseri over, at de bliver siddende tilbage med sorteper.

Regeringen har samtidig tilkastet 25 milliarder dollars i kredithjælp til de tre store amerikanske bilproducenter General Motors, Ford og Chrysler. Alle tre har haft underskud i flere år og er blevet udkonkurreret af japanske og europæiske biler. Mindst en af gigantkoncernerne er truet af konkurs.

Redningsoperationer til trods: Værktøjskassen til Centralbankerne redskabskasser, det være sig Federal Reserve eller Norges Bank, er begrænsede. Uanset hvad de foretager sig med de toneangivende renter, vil det gå galt. Hvis de sætter renten ned og dermed stimulerer efterspørgslen efter kredit og øger pengemængden i omløb, vil det opmuntre til yderligere spekulation og svække valutaen. Sætter de renten op og bremser pengemængden, hæmmer det spekulationen, men samtidig bremser det op for produktionen som følge af dyrere kredit, og giver synkende eksportindtægter som følge af en styrket valutakurs.

Bankerne, som normalt låner ud til hinanden, vil i krisetider holde tilbage på sine reserver, noget som presser markedsrenterne opad på trods af centralbankens forsøg på at intervenere. Det er dette vi ser udspille sig også i det norske bankvæsen i disse dage med alle de konsekvenser, det vil få for boligkøberne.

Som eneste land i verden kan USA optrykke en ubegrænset mængde sedler for at dække sine umiddelbare behov, men selv i USA vil det nødvendigvis give sig udslag i en betydelig inflation og en svækket dollar. En svagere dollar vil på sin side bidrage til at skrue oliepriserne opad. Og den vil også gøre det mindre interessant for asiatiske og arabiske lande med store valutabeholdniner at anbringe deres reserver i amerikanske statsobligationer med minimal afkastning.

Kina og Japan har længe opkøbt amerikansk offentlig gæld for at undgå yderligere undergravning af dollaren, hvad der ville ramme deres vigtige eksport til USA. Alligevel er eksporten allerede hårdt ramt, og værre vil det sandsynligvis blive. Spørgsmålet er hvor længe Japan vil se sig tjent med at være redningsplanke for en synkefærdig pram lastet med dollar. Kina har denne gang ikke forhastet sig med at komme havaristen til ny undsætning.

Europa og Asien murrer

Selvom de europæiske centralbaner i stort omfang er trådt til for at sprøjte milliarder af euro og dollar ind i sine egne skrantende finansinstitutioner og tilsyneladende giver USA et ”håndslag” ved at frigive flere dollar, så er det værd at mærke sig at et land som Kina, med gigantiske dollarbeholdninger, ikke ser nogen grund til at løbe USA til undsætning. Det samme gælder Rusland, som desuden har været nødt til at sprøjte milliarder af rubler hen til sine egne kuponklippere. Af frygt for at opleve nye krak som i den katastrofale Jeltsin-periode sidst i 90erne lukkede Putin og Medvedev handelen på Moskva-børsen, da kaos hærgede allerværst på Dow Jones og Nasdaq.

De amerikanske investeringsbanker er nu alle historie. Det er banker, som har baseret hele deres virksomhed på andet end traditionelle banktjenester. I stedet har de specialiseret sig i opkøbsstrategier, fondsplaceringer og økonomisk ’rådgivning’. Det er blandt andet respekterede finanshuse som Lehman Bros, Goldman Sachs og Meryl Lynch, som har givet såvel monopolselskaber som stater rundt om i verden gode råd om, hvordan de skal ordne deres finanser. Venezuela var et af de lande, som fik det røde kort fra Lehman Bros for manglende privatisering og mangelfuld økonomisk bærekraft.

Ikke underligt at Hugo Chavez lod sig friste til at sige tak for sidst og farvel til Lehman Bros, da sidstnævnte gik nedenom og hjem.

Finansminister Peer Steinbrück i den tyske koalitionsregering tog bladet fra munden, da han revsede USA for ”uansvarlighed”, fordi amerikanerne har ignoreret de europæiske henstillinger om strammere markedsreguleringer.
I en åben udfordring sagde Steinbruck at ”USA vi lmiste sin status som supermagt i verdens finanssystemtil fordel for flere kapitalstærke centre i Asien og Europa – Verden kommer aldrig til at være den samme igen”, sagde han i den tyske Forbundsdag den 25. september.
Om ti år, fortsatte han, – vil vi se på året 2008 som et fundamentalt brud. Jeg siger ikke at dollaren vil lmiste sin status som reservevaluta, men den vil blive relativ.

Dette er sjælden kraftig kost fra en europæisk minister, som demonstrerer at EU – som selv er alvorlig ramt af krisen – prøver at udnytte situationen til at styrke sine positioner på verdensmarkedet.  Det er et risikofyldt projekt. Dagligt vælter det ind med meldinger om nye europæiske banker i krise, blandt andet i Belgien, Sverige og Danmark. Enkelte spådomme går ud på at krisen kan komme til at slå endnu hårdere ind i Europa end i USA.

Farlig tillid

Hvordan tingene udvikler sig på den internationale scene afhænger nu frem for alt af de tiltag den amerikanske regering og Kongressen tager. Krisepakken i USA kan blive til tilnærmelsesvis virkningsløs,hvis ikke resten af verdens finanscentre accepterer at være med til at finansiere den.

Problemet for USA er at dollaren er en kraftig svækket og overprissat verdensvaluta, og økonomiske rivaler bygger sig op på flere fronter. Den amerikanske økonomi og statsfinanserne er nu i en sådan forfatning, at dollaren teknisk set skulle være parkeret som verdensvaluta, og stå i en langt lavere vekslekurs. Når lande som Tyskland og Kina i utvetydige vendinger påpeger, at kejseren er uden klæder, ringer alarmklokkerne både i det Hvide Hus og i Pentagon.

Det eneste som sikrer en verdensvaluta er at der er tillid til den.  Papirpenge, som ikke engang kan måles mod en guldstandard, kan bare undtagelsesvis garanteres gennem ren økonomisk styrke. Tilliden må  sikres gennem militære muskler. Det er i kraft af USA’s overlegne militære kapacitet, at dollaren holder stand, for nu at sige det enkelt. En væsentlig bestanddel af dette er dollaren rolle som olievaluta.

Skal USA sikre dollaren en fremtid, må USA forsikre verden om, at dollaren (og altså olien) bliver forsvaret med militære midler. De mislykkede krigseventyr i Irak og Afghanistan har kun delvis bidraget til det.

Derfor indebærer finanskrisen en øget fare for, at USA kaster sig ud i nye militære eventyr, for eksempel mod Iran. Indenrigspolitisk kan det også være et gunstigt træk for på ny at samle amerikanerne under chauvisnismens flag. Det kan vende opmærksomheden væk fra krisevirkningerne og give en ’ekstra’ forklaring på skatteplyndringen af almindelige mennesker.

Resten af analysen behandler norske forhold – se originalartiklen her
Kapitalistisk brannslokking: Stadig flere dollarsedler på finansbålet

Netavisen 6. oktober 2008


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne