Manifest mod nyliberalisme

Af Franz Krejbjerg
Kommunistisk Politik 15, 2008


Naomi KleinDen canadiske forfatter og journalist Naomi Kleins ’Chok Doktrinen’ er en fremragende afsløring imperialismens nyliberale projekt

Naomi Kleins nyeste kæmpeværk Chok Doktrinen – katastrofekapitalismens opkomst  udkom på dansk på forlaget Klim i foråret 2008 (originaltitel: The Shock Doctrine, The Rise of Disaster Capitalism). Bogen er en journalistisk gennemgang af den neoliberale kontrarevolutions blodige sejrsgang fra Chile til krigen mod Irak.

Det er ikke godnatlæsning for små børn, når det side efter side afsløres hvilke forbryderiske metoder, de største amerikanske firmaer benytter sig af.
Værket fortæller samtidig historien om forræderi på forræderi mod arbejderklassen og verdens folk gennem mere end 30 år. Forfatteren tager læseren med til Baghdads ’Grønne zone’, hvor magthaverne har adgang til alle fornødenheder bag ved høje mure og bevæbnede vagter ,mens den krigsramte befolkningen udenfor må lide alverdens afsavn, og fortsætter videre til Sydafrika, New Orleans, Rusland, Sri Lanka.

Overalt beskriver hun et samfund, hvor styrtende rige snyltere gemmer sig bag hegn, så de kan nyde velfærden i fred for de fattige. Til sidst ender bogen ved apartheidmuren, Israels skamstøtte, der har omdannet hele landet til en grøn zone og til gengæld indespærret det palæstinensiske folk.


Torturmodellen

Chokdoktrinen - Nu i dansk udgave på KlimMen Naomi Kleins forehavende er mere end blot en beskrivelse af de store amerikanske firmaers grådighed og mange ofre. Hun vil afdække et bagvedliggende mønster. Hun beskriver hele den neoliberale kontrarevolution med udgangspunkt i en erkendelse af den åbenlyse sammenhæng mellem, hvordan USA og villige medsammensvorne overfaldt Irak og hvordan fangerne blev behandlet på Guantanamo.

Fangerne blev udsat for en form for tortur, hvor de blev banket, berøvet alle ejendele og holdt i uvidenhed og isolation. Med Irak var det hele landet, der blev knust til ukendelighed, alt imens krigsherrerne fortalte den hjemlige opinion, at det drejede sig om at bygge et nyt demokrati.

Ud fra sin tese om sammenhængen mellem de torturmetoder, der bruges mod fanger, og Irak-krigens særtræk, udvikler hun ideen til at blive en beskrivelse af hele den neoliberale metode.

Bogens første skridt er en analyse af CIAs hemmelige forsøg med elektrochok og andre afhøringsteknikkeri 50erne, beregnet på kommunister. Forskellige metoder blev afprøvet under ledelse af psykiateren Ewen Cameron, der havde den teori, at man kunne udslette et menneskes selvstændighed fuldstændigt ved at kombinere medicin med elektrochok og fuldstændig isolation i ugevis – og derefter bygge en ny personlighed op efter amerikanske behov.

Ingen af disse torturforsøg havde nogen videnskabelig værdi, men uanset forsøgsresultaterne skrev CIA drejebog i forhørsteknik i 1963, der siden blev brugt flittigt i Vietnam og Sydamerika. De samme metoder er siden 11. september 2001 blevet brugt systematisk mod ”fjendtlige kombattanter” og terrormistænkte. Manualen beskriver også, hvordan modstandere skal tages til fange, midt om natten eller tidligt om morgenen, med brug af overdreven magtudfoldelse, og straks desorienteres med en hætte over hovedet.

Forskere fra rehabiliteringscentre har påvist, at tortur ikke virker til opklaring; ikke engang nazisterne kunne trække pålidelige informationer ud af ”modvillige informanter”. Torturens andet slet skjulte formål: at sprede rædsel og terror, kan også ofte få den stik modsatte effekt. For hver der falder, rejser der sig flere nye til kamp. Helt sikkert er det til gengæld, at bødlerne efterlader sig et kaos, og at ofrene i mange tilfælde bliver invalideret eller dør.

Friedmann skolen

Med Ford Foundation i ryggen udviklende University of Chicagos økonomiske fakultet sig op gennem 1950erne til en skole for ”ekstrem frihandelskapitalisme”. Det ’frie marked’ beskrives som et perfekt, videnskabeligt system. Det var her, Milton Friedman udklækkede konservative akademikere, der kunne repræsentere de store multinationale firmaers interesser, dækket ind under tilsyneladende videnskabelige formler og teoretisk tågesnak.

Det er allerede i denne periode, at de britisk-amerikanske planer for inddæmningen af arbejderbevægelsen og selvstændighedsbevægelser i den tredje verden bliver grundlagt. De indeholdt en pakke med militærkup, dødslister og et friedmansk minimalstatsprogram for uhindret adgang for udenlandske firmaer.

I 1953 gennem føres et kup mod Irans demokratisk valgte administration under premierminister Mohammed Mossadeq. I 1954 kup mod den demokratisk valgte, reformvenlige præsident Jacobo Arbenz i Guatemala. I 1964 kup mod João Goulart, der iværksatte økonomiske og sociale reformer i Brasilien. I 1965 besluttede den indonesiske præsident Sukarno at nationalisere olien. Samme år gennemførte militæret et af de blodigste kup og myrdede mange hundredtusinder, ikke mindst kommunister, som CIA havde registreret.

På sydspidsen af Sydamerika udviklede Chile sig til i efterkrigstiden at blive en alvorlig torn i øjet på den amerikanske industri. Der blev iværksat en omfattende propaganda og en rekruttering af unge studenter fra Chiles katolske universitet til Chicagoskolen. Skolen blev et ankerpunkt i den ideologiske kamp mod den John Keynes-inspirerede New Deal-politik, som havde reddet USA ud af depressionen i 1930’erne, og nu havde fundet anvendelse i Sydamerika.

De nyliberale økonomer og deres argumenter gjorde ikke det store indtryk på chilenerne. I 1970 valgtes Allende på et program for nationalisering af landets største rigdomme. Uden at have taget ved lære af historiens begivenheder stod Allende-regeringen fuldstændig ubevæbnet, da militæret den 11. september 1973 myrdede ham og demokratiet. Samme dag som de CIA trænede militærfolk tog magten, satte de Chicago-uddannede økonomer sig på den økonomiske politik. Chile blev neoliberalismens første triumf. Priserne blev givet fri, grænserne åbnet for import, undergrunden sat til salg, og den offentlige sektor skåret ned.

Remsen lyder måske ikke helt ubekendt mere, men kunne på det tidspunkt kun gennemføres ved hjælp af diktatur, der indespærrede og torturerede i tusindvis af venstreorienterede aktivister. Chiles nye statsform baserede sig på en tæt alliance mellem en politistat og de store erhvervsvirksomheder – fascisme kort og godt. Samme udvikling fulgte i Uruguay og Argentina.
Mens de fascistiske CIA-trænede militærjuntaer var en menneskelig katastrofe, blev Friedmans kapitalismedoktrin lig med en økonomisk bankerot, en plan for elendighed.

Neoliberalisme og terrorkrigen var fra starten ét og samme projekt.

Gældsfælden

Chok Doktrinens detaljerede og veldokumenterede kapitler om katastrofekapitalismens begyndelse i Sydamerika holder læseren knuget helt fremme på stolesædets yderste kant. Udredningen begrænser sig ikke til en kritik af de direkte implicerede personer, virksomheder og regeringsagenturer – også Nobelkomiteen og Amnesty International bliver med rette kritiseret for at sætte kikkerten for det blinde øje, når det gælder sammenhængen mellem tortur og den økonomiske politik.

I begyndelsen af 1980erne kollapser flere af diktaturstaterne ikke mindst p.g.a. enorm gæld og inflation. De nye demokratier påtager sig mere eller mindre frivilligt at overtage gældforpligtigelserne, og tvinges dermed i armene på Verdensbanken og den internationale valutafond (IMF). Kravet herfra er at gældeftergivelse og lån kun ydes mod fortsat neoliberal politik. Ikke nok med at regningen fra diktaturets ekstravangante livsstil og militære isenkram skulle betales en gang til af ofrene. De blev også nægtet adgang til at udvikle en selvstændig økonomi.

I Østeuropa blev nøjagtig samme metode anvendt mod Polen. Da det proamerikanske og reaktionære parti Solidaritet blev valgt gik det ind på at overtage gælden. Mod at få refinansieret gælden strøg dette såkaldte arbejderparti det politiske program, de var blevet valgt på, og privatiserede hele butikken. I Sovjetunionen var det Jeltsins kup, der banede vejen for det endelige sammenbrud og masseudsalg.

Mønsteret blev fulgt i næsten 100 lande verden over i begyndelsen af 1990erne. Nelson Mandela var ikke bedre i Sydafrika, hvor de hvide boere kom ud af den nationale forsoning uden at give magten over økonomien fra sig.


Bush inc.

Med Bush-regeringen fik de store amerikanske virksomheder valgt deres drømmepræsident. Statsmagtens sidste funktioner stod overfor privatisering. Krigsindustrien leverer nu ikke kun materiel, men også personel, udfører de egentlige kamp- og ’beskyttelses’-opgaver og står klar med fængsler til de genstridige eller kliniker til de sårede soldater.
Krig er blevet den mest profitable forretning i USA, så hvem vil investere i fred?

Naomi Klein illustrerer hele vejen igennem bogens mere end 600 sider med bjerge af eksempler aldeles fremragende, hvad kapitalisme er. Det neoliberale korstog, krigen mod terror og torturfængslerne er ét og samme system. Beskrivelsen tegner det samlende mønster mere og mere tydeligt op: Genkomsten af den rå kapitalisme, der efter sig trækker et blodigt spor af kontrarevolution, hjulpet på vej af reformismens forrædere – sagt med mine og ikke Naomi Kleins ord, men dokumenteret af hendes fakta.

Hvad angår det egentlige projekt bag dette manifest mod nyliberalismen, er det desværre ikke et forsvar for revolutionen. Den revolutionære vej afskrives som sekterisk sammen med Stalin og marxistisk samfundsvidenskab. Programerklæringen hælder i stedet til et miks af John Maynard Keynes økonomiske New Deal-tænkning og Hugo Chavez’s folkelige forankring. Det moderne mål i kampen for en ’demokratisk socialisme’ er at blive som i Skandinavien . . .

Bogen er endnu et tegn på, at den reformistiske strømning i antiglobaliseringsbevægelsen er ved at konsolidere sig med nye projekter, der igen – kan det forudses – trods årtiers forberedelse ikke vil holde en halv eftermiddag under fascismens blietzkrieg.

Den uro, som reformisterne martres af, er tanken om at imperialismens gru vækker drømmen om socialisme som i Lenins og Stalins Sovjetunionen til live igen. Derfor skal arbejderklassen endnu engang charmeres med historien om kapitalismens onde mænd, der kan afløses af en anden politik: en ærlig ubestikkelig regering, der vil styrke den offentlige sektor og nationalisere de vigtigste industrisektorer.

Den politiske videnskab basserer sig på en analyse af klassekampens historie. Hvad Naomi Klein leverer er hendes genfortælling, en genre som hun mestrer, og bogen kan derfor varmt anbefales.

Netavisen 29. juli 2008


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne