Storkonflikten kører! Stem Nej til FOAs magre forlig!

Konfliktkommentar
15. maj 2008

Der var ingen, der var ude med de fine ord og betegnede resultaten af urafstemningen blandt pædagogerne i BUPL som ’en sejr for den danske model’ eller ’en sejr for strejkeretten’. Det var, hvad hhv. LO-toppen og den opportunistiske del af venstrefløjen kaldte det magre forlig mellem FOA og KL, som nu er sendt til urafstemning.

Pædagogerne forlangte nemlig – med et stort flertal på over 61 pct. – at få lov til at strejke sig til højere løn og bruge ’den danske model’ til at afvise et råddent forlig. De går ind i storstrejken fra mandag den 19. maj.

Resultatet skabte ikke begejstring blandt politikerne, i arbejdsgioverforeningerne eller i LO-toppen. Til gengæld var der lutter glæde blandt de strejkende sundhedsarbejdere og sosu’erne på hospitalerne og bred forståelse i befolkningen for, at der skal et lønløft til.

Pædagogerne væltede planerne om at få lagt storkonflikten død nogenlunde inden for de rammer, som arbejdsgiverne – regeringen og folketingsflertallet – har udstukket og indtil nu næsten urokkeligt har fatholdt. Nu skulle bare det genstridige Sundhedskartel på plads, og OK2008 ville være i hus til arbejdsgivernes tilfredshed.

Sådan er det ikke gået. BUPLs nej åbnede op for en ny situation:  Storkonflikten blandt de offentligt ansatte optrappes og udvides. Derfor rumstereres der allerede med trusler om lockout fra KL og om det regeringsindgreb, man var så tilfredse med at undgå efter forliget mellem FOA-toppen og KL, der skulle bevare myten om ’den danske model’, hvor arbejdskøberne og arbejderne selv forhandler sig til rette.

Pædagogernes Nej er en sejr for gulvet og et sviende nederlag for fagtoppen, som direkte eller indirekte arbejder for, at storkonflikten bliver en fiasko, og ikke når sine mål. Det institutionaliserede forræderi er også en del af ‘den danske model’.

Nogle faglige ledere erklærede åbent, at de ønskede konflikten skulle mislykkes. LO-toppen prøvede at undgå at blamere sig med sådanne udtalelser, men gjorde intet for at støtte eller solidarisere sig med konflikten, udover de mest elementære faglige forpligtelser.

Andre igen, som formanden for BUPL og et flertal i hovedbestyrelsen, brød de offentligt ansattes kampfront ved at indgå et soloforlig med KL, netop som storkonflikten skulle igang. FOA og Dennis Kristensen kunne ikke undgå at indlede strejken, men indstillede den igen ved først givne lejlighed, hvor man stod i en positiv situation for at nå længere i retning af at få opfyldt sine egne krav om 15 pct. lønløft + en ligelønskommission med penge i.
Man solgte dem for peanuts.

Ingen af disse såkaldte fagklige ledere vil kæmpe for at sejre. De ’slås’ kun,  indtil de kan redde et smalt forlig igennem. Det er folkene på gulvet, der ønsker at kæmpe, og at føre kampen til sejr. Det har pædagogernes nej vist, der satte en af fagtoppene på plads, foreløbig i al fald. Nu er det Dennis Kristensens og FOA-toppens tur til at lære: Den harf indgået et andet råddent forlig. Der er kun grund til at stemme Nej – på trods af ja-.anbefalingerne fra den opportunistiske venstrefløj.

Sundshedskartellet er i konflikt, sosu’er og FOA-folk under regionerne (hospitalerne) er fortsat i strejke, og pædagogerne kommer til med 13.000 mand fra den 19. maj. Der er lagt op til den store konfrontation.

For at kampen kan vindes er en række nye skridt vigtige eller ligefrem nødvendige.

For det første må strejken og de brettigede krav om lønløft og målet om at styrke velfærden i den offentlige sektor  fortsat synliggøres gennem mangeartede aktiviteter på grundplan. Alle strejkende må blive aktivister – og den brede sympati aktiveres.

For det andet må de faglige ledere tvinges til at opgive sologangene og fastholde fælles krav og fælles aktioner. Mange steder i landet har FOA-folk, sundhedsarbejdere og pædagoger været på gaden sammen i protester. Dette aktionssamarbejde må udvides, og også LO og andre forbund må tvinges til at støtte konflikten.

For det tredie må den brede sympati i befolkningen mobiliseres til støtte for konflikten. Der har f.eks. ikke været gennemført en eneste stor og bredt anlagt demonstration mod arbejdsgiverne og regeringen (som i dette tilfælde reelt er de samme) for at sprænge lønrammen og kræve stop for massakren på den offentlige sektor. Et effektivt stejkestøttearbejde også i retning af de private arbejdspladser må organiseres.
 
For det fjerde er udfaldet af urafstemningen i FOA af væsentlig betydning. Forkastes Dennis Kristensens tynde aftale, vil kræfterne for en sejrrig konflikt styrkes enormt, når FOA genindtræder i konflikten med kommunerne. Det er muligt at kæmpe sig til en langt bedre aftale, både for FOA og generelt for den offentlige sektor. Derfor må der stemmes nej!

For det femte: Der forberedes bag kulisserne et politisk indgreb mod konflikten. Formentlig vil man ventre til efter den 29. maj, hvor resultatet af FOA’s afstemning offentliggøres. Bliver det er ja, vil det være lettere at påtvinge den snævre lønramme gennem et regeringsindgreb over for Sundhedskartellet,. BUPL og FOA egne strejkende  på hospitalerne. Ved et nej vil de hævde at være tvunget tl at gribe politisk ind for at undgå kaos. I begge tilfælde vælger de en politisk konfrontation, som kan imødegås gennem stiore protester og ved at indlede strejker i andre sektorer. Tilsidesætter regeringen og politikerene spillereglerne for den ’danske model’, kan arbejderne også tilsidesætte de fagretslige regler, og tvinge regeringen væk!

At det endnu ikke er lykkedes regeringen og folketingsflertallet, de offentlige og private arbejdsgivere og koret af borgerlige medier samt medløberne i fagbevægelsen at slagte storkonflikten er et udtryk for, hvor stor kampviljen er på gulvet. Nu kan det være nok – og chancen for forandring er nu!
Med den holdning vil storkonflikten kunne føres til sejr!

Netavisen 15. maj 2008