Ligeløn NU

Af Vivian Rasmussen, ufaglært socialarbejder
Kommunistisk Politik 9, 2008

Vivin RasmussenPå papiret har vi ligeløn. Danmark bryster sig af at have en ligelønslov. Det lyder jo fint, men det er mere end 30 år siden, den blev vedtaget, og vi har stadig ikke ligeløn.

Dog: Inden for lovens definition har vi. Lige løn for lige arbejde. Der er oprettet en række udvalg og kommissioner, der understøtter denne alt for indskrænkede opfattelse af ligeløn og ligestilling. De bruges til udadtil – også ud over Danmarks grænser – at glorificere vores ”lille smørhul”.

Virkeligheden er imidlertid, at hvis man er sygeplejerske i det offentlige, tjener man kun omkring 75 pct. af, hvad man får i det private. Man skal altså arbejde 16 måneder for at opnå en årsløn som kollegaen på et privathospital. Ligeløn?

Den største faktor for uligelønnen er fastholdelsen af kvindefagene, og aflønningen her. Problemet har eksisteret i mere end et halvt århundrede.
I starten var det ikke mindst ufaglærte kvinder ved samlebåndsarbejde, der som en stor gruppe blev underbetalt, meget udtalt i elektronikindustrien. Rengøringsbranchen har altid været et typisk kvindefag og er stadig voldsomt underbetalt.

Med den offentlige sektors overtagelse af en lang række samfundsopgaver, så kvinderne kunne få adgang til udnyttelse af deres arbejdskraft, er der vokset andre kvindedominerende fag frem. Det gælder eksempelvis social- og sundhedshjælpere og -assistenter. Sygeplejersker og plejere er vokset betydeligt i antal.

Vi skal heller ikke glemme kassedamerne, som med konsumindustriens vækst er skudt voldsomt i vejret. Det er en sigende benævnelse: Kassedamer. I alle disse fag hjælper tilføjelsen m/k ikke på deres ringe løn. Kassedamerne har været i fokus grundet deres ringe løn og arbejdsforhold i to årtier. Omsorgen var stor, men lige lidt har det hjulpet. I det sidste årti har omsorgen været størst for de stakkels kvindelige chefer med milliongager.

Kendsgerningen er, at disse kvindedominerende fag i det offentlige har oparbejdet et lønefterslæb på omkring 30 pct., varierende fra gruppe til gruppe. Tålmodigheden er brugt op! Der skal være ligeløn NU!

Det råder overenskomstresultatet ikke bod for. Lønandelen af de så hyppigt omtalte 12,8 pct. udgør blot 8 pct., som bliver mere end spist op af prisstigninger og inflation på de tre år, overenskomstperioden varer. Til står der stadig et løngab på 30 pct., som tilmed risikerer at vokse.

Jeg besluttede op til dette års 8. marts derfor at indgå i Ligeløn NU-initiativet, som på Kvindernes internationale kampdag holdt deres første arrangement. Det kørte videre som en bevægelse, der baserede styrken i overenskomstkampen på arbejdspladserne på tværs af fag.

Vi skal ikke vente på politikernes omsorg. Den kan ligge på et meget lille sted:
– Der er ikke råd, siger vores finansminister. Det vil føre til en overophedning af økonomien og udløse en kartoffelkur. Samtidigt deler han skattelettelser ud til de rige med den anden hånd. Vores beskæftigelsesminister er ikke bedre:
– Hvis vi mangler arbejdskraft i den offentlige sektor på grund af ringe løn, så henter vi den i Portugal.

Dansk Folkepartis, Socialdemokratiets og SF’s valgløfter var tomme. Få måneder efter valget indgik de forlig med regeringen om den såkaldte Velfærdspakke, der ikke gav mulighed for at indhente lønefterslæbet.

Vi må selv slås, og situationen i øjeblikket er unik. Kampgejsten og opbakningen fra befolkningen har aldrig været større. Det er NU, det gælder. Vi kræver respekt for vores arbejde. Mere i løn og flere hænder. Og vi vil ikke lade os spise af med en ligelønskommission, der blot er en ny syltekrukke. Vi kan vinde denne kamp.

Så til politikerne:
– Hold jeres labber fra konflikten!

Neyavisen 25. april 2008


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater