Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 5, 2008
Leden ved aristokraterne i fagbevægelsen er voldsom. Anderledes forholder det sig med holdningen til bevægelsens grundpiller: solidaritet, sympati og kamp.
Lige før jul afsagde EF-domstolen en vigtig og principiel kendelse, der griber voldsomt ind i det, vi kender som den nordiske model med indbygget konfliktret.
Historien er, at det svenske bygningsarbejderforbund i 2004 etablerede blokade over for et lettisk firma, Laval, der havde fået entreprise på at bygge en svensk skole, men betalte sine bygningsarbejdere langt under den svenske overenskomst.
Laval kørte sagen for den svenske arbejdsret, som måtte give bygningsarbejderforbundet ret i deres krav om benyttelse af blokadevåbenet – i henhold til svensk (og dansk) aftalemodel. Til glæde for private og offentlige kapitalister, regeringer og andet ”godtfolk” valgte den svenske arbejdsret meget belejligt at betinge sig, at dens egen dom skulle afprøves ved EF-domstolen.
Dommen faldt den 18. december 2007: Blokadevåbenet kan ikke benyttes af værtslandets fagbevægelse til beskyttelse af arbejds- og lønvilkår over for udstationerede arbejdere, der ikke er omfattet af udstationeringsdirektivet.
Kort og godt: Blokadevåbenet er ifølge dommen svækket væsentligt og principielt. Arbejdernes mulighed for kollektive kampskridt er svækket væsentligt og principielt. Den nordiske arbejdsmarkedsmodel er en saga blot.
Monopolernes EU behøver ikke at juble højlydt. De går stille med dørene. De har heller ingen grund til at hovere: De fik deres vilje. En vilje, som alle EU’s instanser er gearet til at sætte igennem.
Vaxholmdommen står i skærene kontrast til, hvad LO og Dansk Arbejdsgiverforening garanterede den danske arbejderklasse og befolkning op til afstemningen i 1972: ”Nødderne knækker vi selv”.
Når store dele af den danske fagbevægelse pegede på, at aftalemodellen ville komme under beskydning, at vore nationale rettigheder ville blive undergravet, blev man beskyldt for skræmmekampagne og det, der var værre.
Dengang som nu løj magthaverne. De bygger deres bedrag på Goebbels’ metoder: Med årene og fortielsen af løgnene vil bedrageriet fortage sig i tågerne. Men Goebbels blev som bekendt i sidste ende stillet til ansvar.
Regeringspartierne, Ny Alliance, Det Radikale Venstre, Socialdemokraterne og SF har indgået en ny Europa-politisk aftale, som har til formål at foregøgle, at Folketinget respekterer den nordiske arbejdsmarkedsmodel. Men en kendsgerning er, at repræsentanter for de samme partier i EU-parlamentet stemte imod, at strejkeretten ikke skal være et EU-domæne!
I Danmark er problemet med underbetaling af udenlandsk arbejdskraft ikke det mindste ubekendt. Alene inden for byggebranchen arbejder 20.000 østeuropæere, hvoraf kun tre pct. er organiseret i en dansk fagforening. Ugebrevet A4 konstaterer:
”Den lave grad af organisering medvirker til, at selv om østarbejderne knokler løs, får de sjældent det samme for det som deres danske kolleger. Her, næsten fire år efter udvidelsen af EU mod øst, er der stadigvæk meget langt fra ordnede forhold for østarbejderne i Danmark.”
Da ”Østaftalen” blev indgået, forsikrede LO og forbundene, at danske overenskomster ikke var truet. Aftalen rummede redskaber til at sikre forholdene:
– Vi er stærke nok til at styre udviklingen.
Endnu en løgn!
Den socialdemokratiske, reformistiske fagbevægelse har malet sig selv op i en krog.
Dens konstante forræderier og dens pamperi er forhadt blandt arbejderne. Der er ingen respekt eller autoritet tilovers for klanen af forbundsledere, der er indhyllet i kapitalistiske fonde og lukrerer på egne medlemmers værdiskabelse.
Derfor har de kristelige haft så let spil. Derfor er de kristelige blevet en trussel. LO er ikke kun for sent ude med at erklære de kristelige krig. LO og forbundslederne fører en desperat krig i 11. time for at hytte deres eget skind.
Leden ved aristokraterne i fagbevægelsen er voldsom. Anderledes forholder det sig med holdningen til bevægelsens grundpiller: solidaritet, sympati og kamp.
Netop på grund af reformismens ledelse af fagbevægelsen har grundpillerne ikke været synlige i årevis. Denne usynlighed kan sosu’ere, pædagoger, 3F’ere i det grønne område, sygeplejersker, skolelærere med mange flere bryde i den kommende overenskomstkamp.
Det er på tide, at vi river initiativet ud af hænderne på aristokraterne: Vi kan knække nødderne selv!
Netavisen 27. februar 2008
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
