Klassekampskalender marts 2008

Kommunistisk Politik 5, 2008

Der er én evne, man ikke kan tage fra Anders Fogh og hans regering. Den magter at mobilisere enorme menneskemængder – i protest mod dens politik – og den gør det ikke bare lokalt, men på globalt plan. Den 15. februar var det nøjagtig fem år siden, at største verdensomspændende demonstration fandt sted, da millioner og atter millioner sagde Ingen krig mod Irak! og afviste Bush’s, Blairs og Foghs folkeretsstridige aggressionsplaner.

Fem år senere er det med ufattelig tydelighed demonstreret, hvem der havde ret. Det var folkene på gaden, selvom Fogh og Co. svinede dem til. Regeringscheferne, efterretningstjenesterne og medierne løj, men store dele af befolkningerne gennemskuede dem og lagde grunden til en ny og slagkraftig antikrigsbevægelse.

I dag er Bush og hans ekvipage på vej ud, selvom det ikke helt kan udelukkes, at der inden eller i forbindelse med præsidentvalget vil blive begået statskup i USA med henblik på at sætte den amerikanske forfatning ud af kraft.

Den katolske Tony Blair er nu ude af britisk politik, men det betyder ikke at han skal afskrives som en trussel. Sammen med Anders Fogh Rasmussen er han topkandidat til stillingen som præsident for EU, unionens mest magtfulde politiske post.
Anders Fogh siges tilmed at være den rabiat reaktionære franske præsident Sarkozys foretrukne kandidat.

Muligheden af at Blair fortsætter sin kriminelle løbebane som formand for EU har udløst en stor underskriftsindsamling på internettet, hvor titusinder af EU-borgere tager afstand fra hans kandidatur.
Den langt mindre kendte, men ikke mindre reaktionære Fogh, burde også forsynes med et advarselsskilt på nettet!

Disse to krigsmageres kandidatur er en understregning af, at EU er på vej fremad – som imperialistisk og kolonialistisk supermagt. Blair og Fogh står samtidig for et nært samarbejde med krigsmager nr. 1 – den amerikanske præsident.

Den 15. marts indkaldes der til en ny global antikrigsdag ved femårsdagen for invasionen af Irak under overskriften World Against War. Over hele verden demonstreres i disse dage for at bringe den ulovlige besættelse af Irak til ophør, stoppe NATO-krigen i Afghanistan og de øvrige ulovlige krige, kup og besættelser, som finder sted i voksende omfang med skærpelsen af modsætningerne mellem verdensmagterne.

Det er som bekendt også lykkedes Fogh og Co. at bringe krigen hjem, først og fremmest i form af en vedvarende krig mod ungdommen – den danske og nydanske.

Den 1. marts er det årsdagen for den brutale og formålsløse nedrivning af det historiske Jagtvej 69. Den progressive københavnske ungdom har ført en forbilledlig kamp mod reaktionen og dens redskab politiet. Den har endnu engang vist at undertrykkelse blot skærper modstanden.

Den har krævet flere fristeder, en politisk løsning og et nyt ungdomshus, og har fremtvunget en ny situation, alene ved ikke at opgive kampen. Nu skal spørgsmålet om det ny ungdomshus løses. Er det ikke sket inden den 3. april har man annonceret en blokade af Rådhuset den dag De unge nydanskere har samtidig vist, at de ikke vil  acceptere diskrimination og politibrutalitet og at blive sat udenfor det danske samfund som andenrangs.

Endnu bredere dele af ungdommen – gymnasieelever og uddannelsessøgende – har bebudet en kæmpedemo mod den ny nedskæringsfinanslov. Hvor politikerne lovede forbedringer for uddannelserne under valgkampen, er realiteterne det stik modsatte. Derfor demonstreres der massivt den 4. marts.

Og så er det i marts, at OK-forhandlingerne skal afrundes, og hvor det afgøres, om der kommer massive lønforhøjelser eller der bliver storkonflikt på det offentlige område. Kampviljen er stor med udsigt til den største arbejdskonflikt ikke bare i dette årti, men i adskillige.

Foghs nyliberale offensiv har ramt den offentlige sektor og ’velfærden’ hårdt og har udløst massive og landsomfattende protester. Lavtlønsfagene – fortrinsvis kvindefag – i den offentlige sektor har et gigantisk lønefterslæb, som skal indhentes.

Op til kvindernes internationale kampdag den 8. marts er det en deprimerende kendsgerning, når det må fastslås at den diskriminerende uligeløn ikke formindskes, men er voksende og har været det siden 1980’erne.

Der er ved at brede sig en ny overbevisning om, at ligestillingskampen ikke er slut, og at ansvaret for at stoppe velfærdsnedskæringerne og Fogh og Co’s nyliberale hærgen i Danmark og udenfor kræver en samlet front af de arbejdende i den private og offentlige sektor, af kvinder og unge, af alle samfundets progressive kræfter.
Det er også på kalenderen i marts 2008.

Netavisen 29. februar 2007


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne