Leif Larsen: Med liv og sjæl for sin klasse

Frede Klitgård taler ved mindemødet for Leif Larsen

Frede Klitgårds tale ved mindemødet for Leif Larsen i den store sal (festsalen) i Folkets Hus, Rømersgade (Arbejdermuseet) onsdag den 6. februar 2008

Selv om det måske ikke var helt uventet, ramte det alligevel som et kølleslag, at Leif Larsen ikke mere var hos os. Der bliver tomt efter ham, og han kan ikke erstattes.

Som smedelærling på det hedengangne Helsingør Skibsværft lærte han at svinge forhammeren, og siden hen slog han mange slag for den klasse, han var et barn af, for de underprivilegerede, for dem der skaber og bygger og er hele samfundets fundament.

Modnet gennem sin indsats i modstandskampen var han med til i 1945 at rejse kravet om 21 års valgret og dagskole for lærlinge. Det kom ikke bare flyvende, men kostede hård kamp. Leif hørte til dem, der lyttede til Frihedsrådet og det kommunistiske parti, der på mange måder var en murbrækker og viste vej – ikke blot i frihedskampen. Han skulle have en militæruddannelse og som officer være med til at demokratisere hæren. Og det trængte den jo gevaldig til.

Han blev uddannet sammen med den legendariske general Johansen, arbejdsmand Svend Wagner, der havde været leder af den illegale hær. Arbejdsmand var betegnelsen på en ufaglært arbejder, og Wagner var kommunalarbejder eller. Han var den første arbejdsmand, der blev general, og også den første general, der blev arbejdsmand. Der skete det, at da modstandsbevægelsen havde reddet samarbejdspolitikerne fra retsopgør, indtog de deres taburetter på Christiansborg og fortsatte som før. De begravede enhver tanke om fornyelse og rullede det hele tilbage. General Wagner og Leif Larsen og godt en snes andre blev simpelt hen sparket ud af hæren.
Hæren forblev hvad den havde været. Det var bittert for Leif Larsen og mange andre, men han lod sig ikke slå ud.

Som trykkeriarbejder deltog han, med liv og sjæl i kampen for at højne typografernes arbejdsforhold og lønninger. Typografer og frisører var den gang et af de ringeste fag, og det kostede megen hård kamp at komme op i solen. Der er nok glemt af mange. Det sociale engagement kom til at præge hans liv som græsrod, iværksætter og inspirator.

I mange år var han næstformand i Aktive Modstandsfolk. Det er en forening, der sled og slæbte – og stadig gør det – for at sikre frihedskæmperne og deres enker en lidt bedre tilværelse ved at få dem tilkendt erstatning eller pension efter den såkaldt ‘gode lov’, det vil sige lov om erstatning til besættelsestidens ofre fra 1945.
Leif var med til her at gennembryde solide bureaukratiske mure, der står den dag i dag, altså en mur, der aldrig faldt. Vi fortsætter det nødvendige nedbrydningsarbejde.

Også i sine mange år som journalist – en af de kritiske af slagsen – bankede hans røde hjerte for mærkesager. Som medlem af Dansk Journalistforbunds hovedbestyrelse og forretningsudvalg pressede han på for at en bedre og nutidig pensionsordning. Det lykkedes, og kollegerne hædrede ham ved at udnævne ham til æresmedlem.

Leif Larsen ved mikrofonen

Leif Larsen som taler

Det skal ikke nægtes, at Leif Larsen også måtte kæmpe imod indædte reaktionære modstandere. Det kom til udtryk i hans arbejde i gruppen Journalister for Fred. Det blev af nogle udskreget som partipolitik. Forbundet måtte ikke beskæftige sig med partipolitik, lød det. Men også disse røster forstum mede, da Leif Larsen som journa listforbundets repræsentant kastede sig ud i et forsøg på at få revideret den utroligt lukkede arkivlov, der i praksis kun gav særligt udvalgte adgang til statens arkiver. Til de arkiver, der i realiteten er folkets ejendom. Loven gælder stort set den dag i dag som politikernes skærmbræt imod ubekvemme sandheder om Danmarks nyere historie, f.eks. meget aktuelt om anvendelsen af Grønland som base for atomkrig og ulovlige transporter af præsident Bushs og Anders Fogh Rasmussens torturfanger, der er berøvet alle menneskelige rettigheder.

I rækken af litteraturen om besættelsen står Leif Larsens bøger som markante milepæle. Det gælder hans bog om Bopa, som hans legendariske far, der byggede flugttunellen i koncentrationslejren i Horserød, stiftede. Det var verdens bedste flugttunnel, med elektrisk lys og kuldeisoleret med mængder af varme uldtæpper.

Det gælder også De Forvarede, hvor han skrev sammen med historikeren Thomas Clausen. Her blotlagde de politikernes skændige behandling af ca. 600 mennesker, der blev jaget og indespærret som gidsler for politikernes kollaboration med den nazistiske overfaldsmagt.
I bogen De Forrådte afdækker forfatterne den politisk og moralsk forkastelige politik overfor tyske antinazister. Trods asyl var de ikke sikret imod udlevering til fjenden – til tugthus og henrettelse.

Leif Larsen organiserede Den Koordinerende Gruppe. Den repræsenterede mange faglige grupper og andre sammenslutninger, som rejste sagen om tyveriet fra Den Sociale Pensionsfond. Den var finansieret af en særskat og var øremærket til en tillægspension, som forvandt på i den blå luft. Det skete ved hjælp af juridiske lovvridninger og burde få konsekvenser. Da alle veje er spærret, har Den Koordinerende Gruppe nødtvunget måtte nedlægge sig selv.

Leif Larsen tog også en tørn, da en garde af historierevisonister tog fat på at minimere modstandskampens betydning og greb til ufine metoder for at tilsværte modstandsfolkene – Danmarks største og mest slagkraftige folkebevægelse, der i sidste ende sikrede Danmarks ret til selvbestemmelse, til fred og frihed. Organisationen Dokumentationscenter mod Historieforfalskning så dagens lys med Leif Larsen som ildsjælen og dens første formand. De mange offentlige debatmøder har vakt betydelig opmærksomhed og genklang og er et glimrende instrument, der er med til at sætte dagsordenen på dette felt.

Hvorfor var Leif Larsen den, han var? Hvad var det, der drev ham til den utroligt omfattende indsats? Svaret er ret enkelt og kendes af mange. Det var hans tilslutning til de kommunistiske idealer. I Det Kommunistiske Manifest forkyndte Marx og Engels en ny og bedre tid, en morgenrøde for menneskene. Der er grund til at gentage målet, der opridses i manifestet: Hver enkelt menneskes frie udvikling er betingelsen for alles frie udvikling.
Det var også Leif Larsens fremtidsvision.

Vi er sikkert mange, som aldrig vil glemme, og som vil tage vare på Leif Larsens uselviske indsats og varme kammeratskab. Han var god til at rode op i tingene – god til at sparke døre ind. Vi er sikkert mange fra hans hold, som vil følge ham og gå i hans spor.

Netavisen 8. februar 2008


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne