FV2007: Hvorfor Fogh ikke faldt

Af Arbejderpartiet Kommunisterne
Kommunistisk Politik 23, 2007

På trods af en voksende venstredrejning i brede dele af befolkningen overlevede Fogh og hans krigsforbryderregering endnu engang et folketingsvalg. Årsagen er ligetil: Fogh er blevet fredet på afgørende punkter af en lam ’opposition’.
Arbejderpartiet Kommunisterne har følgende valgopsummering.

Folketingsvalget bekræftede alle grundtræk i APK’s analyse af de politiske kræfters stilling og styrkeforholdene. Det viste bl.a.:

1) At Fogh-regeringen og VKO-blokken var stærkt presset af de folkelige (masse)bevægelser.

2) At Socialdemokraterne (SR) er ude af stand til at udgøre et stærkt regeringsalternativ, fordi de på alt for mange punkter fører samme nyliberale politik som Fogh.

3) At SF vil sælge alt for ministerposter, og at Enhedslisten ikke udgør et revolutionært alternativ, men derimod en forhindring for dettes udvikling.

Og (måske vigtigst):

4) At den venstredrejning, som er blevet klar især gennem 2006 og 2007 med velfærdsmasseprotesterne, også kom til udtryk ved valget. At radikaliserings- og polariseringsprocessen i det politiske og sociale billede fortsætter med at udvikle sig.

’Rød blok’ kunne have vundet

Det var på et hængende hår, krigsforbryderregeringen blev genvalgt. De drevne krigstaktikeres beregninger holdt stik, men kun lige til øllet, til sikring ved et færøsk mandat. Det understregede også, at alle de indledende manøvrer til valget, herunder tilbagetrækning af tropper fra Irak, ’velfærdsløfter’, ’opblødning’ i forhold til behandlingen af børnefamilier på asylcentrene osv., var nødvendige sammen med konkrete taktiske manøvrer som udnævnelsen af eks-socialdemokraten Karen Jespersen til socialminister m.m. Der var brug for tusind stemmer her, fem tusind der, og ti tusind flere andetsteds.
 
Alligevel havde ’oppositionen’ vundet, hvis den havde angrebet krigsforbryderen Fogh – i stedet for at behandle ham respektfuldt som ’statsmand’ og ’seriøs, erfaren politiker’ – og lanceret en klar alternativ politik på flere centrale felter, først og fremmest stop for dansk krigsdeltagelse, garanti for EU-folkeafstemning og klare lønløft til de lavtlønnede offentligt ansatte. Nu kunne DF løbe med de to sidste punkter. Desuden ville det have haft betydning, hvis den gennem længere tid havde stået som et funktionsdygtigt regeringsalternativ (S, R, SF). Det lykkedes i stedet bl.a. De Radikale og Ny Alliance i fællesskab at aflede fra spørgsmålet om at stoppe krigsforbryderregeringen og alene gøre det til et spørgsmål om at sætte det onde DF uden for indflydelse. Det var ynkeligt at se, at ’oppositionen’ ikke kunne skyde den købte Khaders lille valgfidus ned.

Også Enhedslisten bidrog til festen og til at holde Fogh ved magten.
Ikke bare havde partiet på grund af sin principløshed rodet sig ind i en selvforskyldt splittelse ved at opstille en synligt religiøs kandidat. Det havde også lagt op til et ekstraordinært landsmøde om sagen på et tidspunkt, hvor det ikke var svært at forudse, at et folketingsvalg var sandsynligt. Af om muligt endnu større betydning var, at man ikke fordømte Fogh-regeringen som en kriminel regering, ikke tordnede mod alliancen med Bush, ikke klart fordømte Afghanistan-krigen som ulovlig, og først og fremmest at man ikke udtrykte støtte til den væbnede modstandskamp i Irak og Afghanistan, men fordømte den som ’terrorister’ og ’fundamentalister’. Det sidste ville selvfølgelig have udløst en hetz, men også trukket klare forskelle op til SF og delt vandene politisk.

Nu var liste Ø ubestemmeligt taktisk mudder (som den jo er) og kom ud med sit klare mål: at være en lænket vagthund for det kapitalistiske parlament. Man har, i praksis og åbenlyst, opgivet at være ’bevægelsernes talerør’ i parlamentet.
Det kostede en tredjedel af stemmerne fra sidste valg. Partiet lige præcis krøb over spærregrænsen.

Venstredrejning følger masseprotesterne

Socialdemokraterne og LO har som bekendt søgt at overtage og styre de folkelige velfærdsprotester og gøre dem til støttemanifestationer for Helle Thorning. Den parlamentariske opposition som helhed har både udnyttet og slået plat på venstredrejningen blandt de unge og de arbejdende og har samtidig indsnævret, bremset og bekæmpet den.
Kun Villy Søvndal forholdt sig tilsyneladende solidarisk til den og blev mere end rigeligt belønnet ved at opsuge det meste af venstredrejningen som stemmefremgang med mere end en fordobling. Det er rekordagtigt stort.

Venstredrejningen afspejlede sig i VK’s mandattab på seks, der ikke kunne erstattes af Kjærsgårds fremgang med et enkelt mandat. Hovedtendensen var bort fra VKO. Khader samlede op og bremsede denne tendens. Men netop det, at NA og R (samt Kristendemokraterne) – den såkaldte ’midte i dansk politik’ – svækkedes kraftigt ved valget, er også et udtryk for den underliggende polarisering.

S-SF-Ehl (’arbejderflertallet’ i gamle dage) gik samlet kraftigt frem, især i storbyerne med København i spidsen. Venstredrejningen følger altså udviklingen af massebevægelserne og slår stærkest igennem, hvor gadeprotesterne også har været stærkest.

Krigsforbryderregering på ’bredere platform’

Sammenlignet med de drevne taktikere og udspekulerede demagoger fra VKO virkede den parlamentariske opposition som en flok amatører med en uklar politik. Det er som vist ikke tilfældigt, men en konsekvens af både deres faktiske politik og deres taktiske fodfejl. Naser Khader var nødvendig for regeringen for at splitte og stoppe rykket væk fra højrepolitikken, men det var samtidig nemt for dem at holde ham nede på Enhedsliste-niveau.

Resultatet af det hele er som bekendt, at Fogh fortsætter – angiveligt på en ’bredere’ platform, mere ’hen over midten’, og med nye og yngre ansigter på ministerposter i et forsøg på at forvandle et skrøbeligt mandat til fire år mere med reaktionær politik.
Helle Thorning-Schmidt kunne ikke slå Fogh, men får nu endnu en chance for at vise, at hun ikke kan – i kraft af sig selv og sin nyliberale politik.

Fogh kan væltes af massekampen. At sætte sin lid til, at ’oppositionen’ blive klogere og skifter politik, er sanseløst chancerytteri.
Tilsyneladende har S og R intet lært, og de taler sammen med LO-Børsting om igen at føre oppositionspolitik ’hen over midten’. Det er den samme gamle taber-taktik.

Kommunistisk valgtaktik

APK kunne ikke anbefale noget parti at stemme på ved dette valg som et revolutionært alternativ. Valget og dets forløb har bekræftet rigtigheden heraf. SF har for længst og Enhedslisten har i praksis fraskrevet sig denne rolle.
Skal venstredrejningen forstærkes i de kommende år, vil det også være vigtigt med et revolutionært modspil på det parlamentariske plan. Det indbefatter også en kritisk afgrænsning til SR-SF-konstellationen og til Enhedslisten og dens støtter.
Det er en af de opgaver, APK vil arbejde for at løse i den kommende ’valgperiode’.

APK afviste samtidig at gennemføre en aktiv boykotlinje ved det overståede folketingsvalg. Det ville være et taktisk fejlgreb og blokere for at få de politiske budskaber ud. Krigsforbryderregeringen Fogh skal stadig stoppes. Den har ikke fået større legitimitet ved valget. Krigene i Irak og Afghanistan skal stoppes og alle danske tropper hjem. Der skal gennemføres en folkeafstemning om den ny unionstraktat. Der skal kæmpes for velfærd til alle, med regningen til de rige osv.

Hvordan den taktiske situation skal takles, vil vise sig, når den ny regering og de nye parlamentariske konstellationer er på plads – men alle de nævnte krav er brandaktuelle og står fortsat i centrum.

Se også

FV07: Krigsforbryderne fortsætter

Arbejdere i folketinget er en sjældenhed

Netavisen 20. november 2007


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne