Come back til Gadens parlament

Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 20, 2007

Da de revisionistiske pseudokapitalistiske lande i Østeuropa og Sovjet efter 30-35 års degenerationsproces brød sammen – officielt kaldet for ‘murens fald’ – erklærede magthaverne, at det var kommunismens endeligt.

De benyttede samme lejlighed til at sende arbejderklassens kampmetoder på museum:

Demonstrationer, strejker og fysiske blokader med meget mere var angiveligt udlevede størrelser, der i værste fald kun ville tjene til formålet at indføre de rædselsregimer, hvorfra man viste uhyggelige billeder fra børneinstitutioner og anstalter for psykisk
syge.

Billeder om vestens hjemløse, mishandlede, fornedrede og ydmygede mennesker udstødt af systemet, krigsofre blev og bliver ikke udbasuneret af magthaverne– forstås. Tilbage på nethinden stod mejslet: Kommunisme, socialisme og kampmetoderne har spillet fallit!

Få år inden –1985 – havde netop arbejderklassen lagt borgerskabets produktionsapparat dødt i tre uger. hundredtusinder gik på gaden og krævede 35 timers arbejdsuge nedsat fra 40 timer. Udgangen blev 37 timer! Samme år forsvarede BZ-bevægelsen med tusinder
af unge sympatisører en ejendom i Ryesgade. I forsvarskampen blev et større kvarter blokeret, og politiet holdt på afstand gennem flere uger. Magthaverne var i forskellig grad destabiliseret i disse situationer. De greb murens fald med kyshånd og lagde aktionsformerne for had.

Med undtagelse af Ribus-konfliktens militante og omfattende bredde i midtEn af 90’erne tog det omkring ti år at få slikket sårene ovenpå murens fald og magthavernes syge propaganda. Den konsekvente fredsbevægelse formåede i 2003 at udløse hundredtusinders vrede og harme landet over i protest mod krigen i Afghanistan. Siden er det gået slag i slag med et foreløbigt klimaks i den foregående uge: Mere end hundredtusind i protest mod Foghs neoliberale politik, op mod titusind – primært unge – i kamp for et ungdomshus i en fredelig, konfrontativ ved brug af civil ulydighed aktion; – bevidste om muligheden af politiets fascistoide metoder.

Fagbevægelsens selvbestaltede ledere står i bedste fald i et tomrum. For få år siden erklærede de – på linie med magthaverne – at demonstrationernes æra var en saga blot. Den 2. oktober var de arrangører i forsøg på at omklamre utilfredsheden og lede den i reformistisk retning, hvilket langt fra blev en ubetinget succes. Ikke desto mindre er forbundslederne blevet omvendt.

Demonstrationernes er pludselig – tvunget af virkeligheden – anvendelige igen. Fagtoppens organ Ugebrevet A4 har foretaget en undersøgelse, der bekræfter dettte:

“59 procent af danskerne erklærer sig helt eller delvist enig i, at demonstrationer er en effektiv og fornuftig måde at få sat fokus på aktuelle problemer eller sager. Det viser en ny meningsmåling, som Analyse Danmark har foretaget for Ugebrevet A4 umiddelbart efter Folketingets åbning, og de omfattende velfærdsdemonstrationer der rullede over hele landet. Accepten af demonstrationer som aktionsform viser sig også ved, at der er et flertal på 56 procent, der svarer, at de generelt har sympati for personer, der vælger at give udtryk for deres holdninger ved at demonstrere.”

Undersøgelsen viser, at det kun er 16 procent, der mener, at det er “gammeldags”at demonstrere.
Det er vanskeligt at komme uden om at markeringerne giver resultater:

– SOSU’erne • vandt ikke bare enorm bred sympati, men rykkede også ved det politiske billede, idet flere partier flokkedes om gyldne løfter, da de i forsommeren strejkede og demonstrerede i ugevis. Flere kommuner måtte bide i græsset og imødekomme store dele af deres krav. SOSU’erne har stadig resultaterne på landsplan og en overenskomst til gode.

– Københavns forældre og institutionsansatte
formåede at tilbagevise lang størsteparten af kommunens budgetangrebpå daginstitutionssektoren
– ved brug af strejker, aktioner og demonstrationer.

– Demonstranternes markering af “Velfærd til alle” har åbnet en motorvej for videre kamp, og vanskeliggjort Fogh’s reaktionære Kvalitetsreform, finansloven og hans bestræbelser på tiltrædelse af EU’s nye traktat uden en folkeafstemning.

– Aktion G13 skabte en solid og meget bred sympati i lørdags; mens politiets vold og Ritt’s arrogance blev stillet til skue!

Situationen er moden til, at fagbevægelsens kampvillige og bevidste kræfter træder i karakter! Foreningen og udløsningen af arbejderklassens kampberedthed er et must.

Vi behøver ikke at vente på de offentliges overenskomstfornyelse til foråret; men skal det være, må kampen mellem de offentlige og private knyttes sammen, så styrken bliver maksimal.

Netavisen 11. oktober 2007