På vej mod et valg

Faglig kommentar, Kommunistisk Politik 17, 2007

Krigsforbryderen, unionsnisten og velfærdsslagteren Fogh har lagt i kakkelovnen til et Folketingsvalg. Det er desværre ikke arbejdspladserne, unionsmodstanderne eller de sociale udstødte, der fremtvinger et valg med krav om slagtning af Foghs politik. Det er Foghs egne taktiske overvejelser, der er resulteret i at benytte en opportun situation for fortsat at sikre sine regeringstaburetter de næste fire år.

Vil vi leve med det?

Fogh vælger dette tidspunkt, fordi jorden brænder under ham. Krigseventyret i Irak endte med et sviende, blodigt nederlag, og eventyret i Afghanistan bevæger sig i samme retning. Løgnen om EU’s nye forfatning, der ifølge regeringen ikke ændrer meget ved den nuværende traktat, trækker Fogh yderligere ned i dyndet.

Der er rejst krav om en folkeafstemning; men her hører demokratiet op. Det samme krav har i England 80 pct. af befolkningens støtte. Det vil naturligvis understøtte det danske folks krav. Statsledere og unionsnister Europa forsøger at forbigå kravet – belært af den franske og hollandske befolknings afvisning. På velfærdsområdet er regeringen også i knibe.

Sosu-arbejdernes kamp og krav i juni satte disse offentlige kernearbejdergrupper og deres arbejdsforhold i centrum. Deres krav har vundet stor sympati og genklang i befolkningen. Det har også bragt adskillige partier – herunder det populistiske DF (Hvem husker ikke, da DF slog plat på pensionisterne, hvorfor de blev lovet guld og grønne skove, men endte med en vissen ældrecheck) – på banen med luftige løfter.

Krig, Union og et manglende velfærd er de tre afgørende klodser, der kan vælte Fogh og hans kumpaner. På den ene side mangler en opposition, der kan markere grundlæggende uenigheder på disse spørgsmål. På den anden side ønsker Fogh med et lynvalg at vende tilbage til Christiansborg med vælgernes friske opbakning. Så er der rent bord at spille på.
Fogh ønsker derfor også et valgtema, der forsøger at omgå de tre tunge punkter: Skattelettelser.

Dette tema har med regeringens eget udspil i sig selv en voldsom social slagside. Det er de riges paradis, der bliver forgyldt; men hvis diskussionen bliver indsnævret til dette lille felt, så vil velfærdsdebatten drukne.

Det var derfor da også dejligt forfriskende, at finansminister Thor Pedersen (V) tog bladet fra munden og i søndags i Politiken fremlagde sin holdning på de underbetalte offentligt ansatte:
– Det er en myte, at de offentlige ansatte sakker bagud på lønnen. Det passer simpelthen ikke, fastslår han og kalder dem for lønklynkere.

Bevisførelsen går ud på at trække gennemsnitslønnen på et par fag: Politibetjente: 33.000 kr. og sygeplejere: 27.000 kr. om måneden. Hvorvidt politidirektører, oversygeplejersker med mere han har regnet med vides ikke. Det vides dog, at regnestykket er baseret på, at samtlige tillæg er regnet med. I disse fag er nat og weekendarbejde helt almindeligt og alene af den grund usammenligneligt med grupper på det private arbejdsmarked.

Det er til gengæld en kendsgerning, at Sosu’ernes kamp blev startet på grund af, at to sundhedsassistenter i Ulfborg-Vemb kommune fik arbejde som ufaglærte på vinduesfabrikken Velfac til en startløn på 137 kr. i timen, hvor de som assistenter med en flerårig uddannelse bag sig havde 117 kr. i timen. Efter oplæringstiden på Velfac havde de udsigt til yderligere 20-30 kr. ekstra i timen. Det er en årlig forskel på små 100.000 kr. om året.
Det kan mærkes i dagligdagen!
Lad os rose Kongerigets kassemester for de ærlige udmeldinger!
Lad os også bemærke, at de ikke er fremsat i febervildelse eller ved en fejltagelse. Det er et klart signal om, at regeringen er interesseret i at drage Ny Alliance og De Radikale ind i et kommende regeringssamarbejde. Det vil ske på bekostning af DF’s indflydelse, som har deltaget i den VKO-konstellation, der har hærget i de sidste 6 år.

I denne situation kigger mange febrilsk efter et parlamentarisk alternativ for at undgå en gentagelse af en åben borgerlig regering – uanset bogstavkombinationer. Sammensætningen på Christiansborg leder blikket hen på Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti. Det sørgelige er blot, at SD er grundlæggende enige i den førte politik på de tre afgørende klodser. Skulle man være i tvivl afdækkes det af to af landets største kommuner netop nu, hvor budgetforslagene er kommet bordet: Drastiske nedskæringer hele vejen rundt med ekstra fokus på børneinstitutioner og skoler i København og Århus.

I Københavns kommune har såvel faglige som forældre organisationer afholdt møder med et massivt fremmøde. Det er uvist om, hvorvidt det ender med at spænde bevægelsen for en socialdemokratisk valgplatform, da det jo er ”regeringens skyld, at kommunerne har dårlig økonomi” – eller hvorvidt de vælger sosu’ernes kamp for kravene, uanset magthavere.

Det er her det afgørende valg står – før og efter et eventuelt folketingsvalg.

Netavisen 30. august 2007