”Kvalitetsreform” og Trepartsaftale Et dække for markedsgørelse og privatisering

Kommunistisk Politik 13, 2007

Da Fogh sidste år lancerede ideen om ”kvalitetsreformen”, kaldte han det ”en gennemgribende reform, der skal forbedre kvaliteten af den offentlige service”. Et forsøg på igen at få teten i dansk politik, hvor virkelighedens liberalistiske udvikling i den offentlige sektor med udlicitering, skandaler, tempoopskruning og stress for de ansatte og utilfredse brugere sidste år udviklede en mere eller mindre spontan velfærdsbevægelse af folk, som har fået nok.

I stedet for at bakke op om og udvikle en sådan bevægelse var LO de første til at tilbyde den isolerede Fogh Rasmussen krisehjælp med tilbud om trepartsforhandlinger og var dermed med til at tage presset væk fra Foghs liberalistiske politik. En EU-politik, som både LO og Socialdemokratiet har et stort medansvar i.

Derfor er det måske heller ikke så overraskende at LO-toppen begejstret tog imod Foghs tilbud om trepartsforhandlinger. Og begejstringen har holdt sig:

– Hurra, siger Hans Jensen nu om de afsluttede forhandlinger og kalder det ”en meget flot aftale” og lader, som om de milliarder, der er bevilget til især efteruddannelse, ikke tages ud af eksisterende rammer og af rammerne for kommende overenskomstforhandlinger. Ikke bare Pia Kjærsgård på sin måde, men også LO på deres måde forsøger at give den totalt asociale og forbryderiske Fogh-regering et socialt skær.

Lider af mangelsygdomme

Regeringen har med treparts-aftalen med den traditionelt socialdemokratiske fagbevægelses hjælp taget et stort skridt hen imod en ’kvalitetsreform’ for den offentlige sektor, som Fogh vil fremlægge som lovforslag efter folketingets sommerpause. Allerede nu fortæller Fogh og Hans Jensen med et stort smil, at LO’s og AC’s trepartsaftale med de offentlige arbejdsgivere og regeringen indgår heri. Det skal noteres at det store FTF,  i sidste øjeblik sprang fra forhandlingerne, og ikke tilsluttede sig aftalen.

Men man behøver ikke meget sundhedstjek af den offentlige sektor for at kunne stille diagnosen:

Den offentlige sektor og det danske sundhedssystem er sygt. De lider af mangelsygdomme, fordi de igennem mange år har været udsat for EU’s hestekur med udliciteringer, privatiseringer og nedskæringer, formuleret i flotte papirer om at gøre EU til verdens mest konkurrencedygtige økonomi i 2010.

Her har Danmark været klassens duks.

Som et led i hele dette sceneri indgår regeringens bureaukratiske ”noget for noget”-dokumentation som bereder vejen for yderligere udlicitering og privatisering inden for den offentlige sektor.
Det er denne liberalistiske dagsorden, som er den egentlige årsag til den miserable situation i den offentlige sektor – men den er tabubelagt og har ikke været til forhandling og skal ikke til diskussion i offentligheden. Hverken efter Foghs eller LO-toppens mening, for de deler den begge.

Men det er en dagsorden, der – så længe den får lov til at virke – ikke kan undgå at underminere hele den offentlige sektor stadig mere, uanset man giver den lidt ansigtsløft med tilbud om uddannelse og at arbejde længere.

Fremskyndelse af privatiseringerne

For regeringen går denne manipulerende ”kvalitetsreform- øvelse” ud på at få os spundet ind i illusionen om at genoprette situationen i den offentlige sektor med mere kvalitet for de samme penge, hvilket er en umulighed. Og når det så konstateres, at det ikke længere er muligt – ja, så må private tage over.

Hele denne trafik med at fremme privatisering sker netop for tiden i et voldsomt tempo inden for sygehussektoren, hvor udbygningen af privathospitaler eksploderer, hjulpet på vej af virksomheders sundhedsforsikringer, som usolidarisk via pengepungen gør, at man kan springe køen over. Det sker også via mekanismen med alt for snævre økonomiske rammer i det offentlige sygehusvæsen, forbundet med en ventelistegaranti, som betyder et boom for udviklingen af privathospitaler.

En udvikling, der er i fuld gang med at gøre det tidligere danske solidariske sygehusvæsen til et der var engang. Det danske sundhedsvæsen er i fuld fart på vej mod at blive dårligt – og også dyrt, for privatisering er dyr for skatteborgere og almindelige mennesker.

Flere midler og forbedring af forholdene

Det er ikke de beskedne og indlysende nødvendige justeringer i uddannelsesforholdene for de offentligt ansatte, der er midlerne til for alvor at rette op på den stadig mere forfaldne situation i den offentlige sektor, som det mere end halvprivatiserede, fiaskoplagede DSB nærmest er blevet et ulykkeligt symbol på. Situationen er blevet yderligere akut forringet med ’strukturreformen’ fra sidste år.

Af de 6,5 milliarder, der ifølge trepartsaftalen skal bruges til forbedringer i den offentlige sektor, er kun en halv milliard kommet til, ud over hvad der i forvejen var lagt op til. Samtidig er prisen – besparelser på andre områder – ikke nævnt med et ord.

Men trepartsaftalen eller den planlagte Fogh-reform vil ikke rette op på den negative udvikling i den offentlige sektor eller afbøde mangelsygdommene. Der skal simpelthen flere midler til, for at den bare kan begynde at genvinde tidligere tiders kvalitetsniveau, for ikke at tale om rykke ind i fremtiden.

Og det kræver samtidig et gigantisk løft i løn- og arbejdsforhold for de hundred tusinder af benarbejdere i den offentlige sektor, der i modsætning til deres loyale nyliberale chefer ikke har oplevet noget velfærdsløft, men er sakket kraftigt bagud i forhold til det private område.

Den  nyliberale nedskæringspolitik på det offentlige område, kamufleret som ’kvalitet’ og ’reform’, må stoppes.

Vil man en bedre offentlig servicesektor med velfærd for alle, så kommer man heller ikke uden om et stop for skattestoppet og dens snævre rammer med store konsekvenser for de ansatte og brugerne – og et fuldstændig stop for privatisering og udlicitering. Et stop for, at danske milliarder bruges til ulovlig krig og besættelse.

Det er en retning, der er absolut tabu både ved trepartsforhandlinger og ved regeringens kvalitetsreform. For en kæmpende dansk velfærdsbevægelse må det imidlertid ikke være noget tabu, men centrale spørgsmål, hvorom solidariteten kan udvikles.

En sådan velfærdsbevægelse for alle, der tog sine første skridt sidste år, kan forene store dele af befolkningen – ansatte og brugere, unge og uddannelsessøgende, offentlige og privat ansatte.

Men det kræver også, at denne bevægelse gennemskuer den socialdemokratiske fagtops sande rolle – og at den ikke lader socialdemokraterne manøvrere bevægelsen ind i døden i deres forsøg på at udnytte den rent parlamentarisk.

Se også

Oplæg til efterårsvalg
Kommunistisk Politik 13, 2007

Foghs 100 forslag til ‘kvalitetsreform’
Kommunistisk Politik 13, 2007

Blåstempling af Foghs reaktionære politik
Kommunistisk Politik 13, 2007

Netavisen 20. juni 2007


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne