Spartakus-syndromet

Kommunistisk Politik 6, 2007

Der er et stykke vej fra Desmond Tutu og Sydafrikas forsoningskommission med det hvide herrefolk og så til de tanker om fremtiden, den danske magtelite gør sig. Den danske udgave af de såkaldte neocons helmer ikke med at rulle det internationale ’68-oprør tilbage. De ønsker alle progressive fra de sidste 400 år sømmet op på kors langs byens gader, og hver dag vil de marchere forbi og spytte og håne vore helte.

Først den dag, hvor alt er lagt øde – fra Irak til Wonderful Copenhagen – og arbejderklassen er erstattet af robotter, har eliten fuldbragt deres paradis-vision. Ulydighed mod dette koncept for det lille monarki er vore dages heltegerning.

‘Fristeder’ og ‘Kulturhuse‘ er udanske ifølge den borgerlige tæsketank Cepos. Var man ikke klar over borgerkrigens indhold af klassekamp, så er denne åbenhjertelige forenings udsagn ikke et mareRitt, men grundlaget for statsmagtens klub af absurd rige. Hos Cepos propaganderer man det grundsynspunkt, at det med mennesker simpelthen er urentabelt og skal elimineres. Der er ikke langt fra dermed at erklære ungdommen for udansk og urentabel til kristne fundamentalisters råberi om djævleyngel – og heller ikke til politiets fremfærd.

De gode gamle dage er den nye tids metoder, hvor indvandrerunge bliver arresteret for at sige imperialisme og anklaget for terrorisme, og hvor ghettoungdommen undertrykkes med kollektiv fattigdom.
Nu kom turen til Nørrebro. Næste stop er Christiania. ” Vi er en del af jer selv.” Smak! Bonk!

Den nye Kommunistisk Parti (tidligere noget af KPiD og DKP/ML) besværer sig over denne forbløffende udvikling i deres blad. I en leder skriver man: ”Indrømmet: Situationen er speciel. Selvfølgelig er det uacceptabelt at brænde folks biler og cykler af, smadre inventar på et gymnasium og lignende ting, som er sket i weekenden. Men indførelse af politistatsmetoder er ikke løsningen. Politiet gør flittigt brug af de øgede magtbeføjelser, de har fået med terrorlove og ny politilov. Det er dem der åbner for brug af de præventive anholdelser og masseanholdelser, vi oplever i øjeblikket.” (Arbejderen 6. marts)

De revisionistiske dagdrømme om et rødt København under overborgmester Ritt Bjerregaards vidtskuende og solidariske lederskab har fået knippelsuppe og kan allerede efter fire måneder smides direkte på losseren. En demonstration mod politirydning er ikke for de uskyldige i flinkeskole. Man må forstå, at uforudsete ting kan ske. Det er det nye KP-partis ævl i al sin klarhed: På papiret ønsker man et oprør, men end ikke en cykel må gå tabt i processen.

Det er ikke så meget nyt i politibrutalitet og overvågning uden retssikkerhed. Men at indsætte den halvmilitære antiterrorgruppe mod civile og iværksætte Danmarks historiens største politiindsats, og følge det op med arrestationer af over 750 og internering af 200 mennesker i ugevis kun under mistanke om forstyrrelse af den offentlige orden – det sætter politiets rolle i kampen mod Ungdomshuset i en særlig kategori.

Advarsler mod politibanden: Bekæmp din angst, gå ikke ud alene, undgå at løfte hovedet. Påklædning: hætte eller kasket og løbesko. Lad pung og mobiltelefon blive hjemme.

Politiet, politikerne, domstole, den idiotiske sekt Faderhuset, nazisterne, PET og ikke mindst den glade presse har stået ved tegnebrættet i måneder for at gennemføre et perfekt angreb og jævne huset med jorden. Særligt var det tydeligt, at den mediedækning, som DR og TV2 News gennemførte, var og er konstrueret til at underbygge de mange fordomme, som er blevet spredt som misinformation og skrækhistorier til hele Danmarks befolkning.

Gennem de mange timers udsendelse mere eller mindre ”live” fra Nørrebro fik man aldrig andet end netop fordomsfuld propaganda. Kun politiets løgnehistorier blev hørt, og den vanvittige sektleder blev skånsomt redigeret.

Nok er der råd til lidt museer, skuespil og en DR-koncertsal. Men Ungdomshuset – det gider borgerskabet i hvert fald ikke. Og det er der heller ikke noget nyt i. Politikerne har deres klamme fingre på pengekassen og hverken formelle indsigelser, småborgerlige eller farvestrålende anarkistiske dansehop vil få det til at regne med midler til de alternative eller skæve miljøer. Pengene går til krig og motorveje. Sådan er kapitalismen.

Ungdomshuskampen er også et simpelt lærerstykke om et gigantsvigt fra den kongelige danske fagbevægelse. Nok har de udtalt sig imod en rydning og en nedrivning, men hvor blev de af? Var de på skiferie med Ritt eller hvad?

En situation, hvor arbejderklassen vender ryggen til en gruppe piger ned til 13 år, så de kan stå alene og blive gasset og banket af politiet – det er en start for en ny, progressiv ungdom, der vil noget andet end bare et fristed.

Det er et sygt samfund, der korsfæster sin ungdom, og fagbevægelsen skylder en kæmpe hånd til at få løsladt de varetægtsfængslede og skaffe de unge et nyt hus.

Se også

En hilsen til alle, især i ”demokratiets” varetægt!
Af B.C. Andersen, arbejderforfatter, Randers

Netavisen 13. marts 2007


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater