Refleksioner over en overenskomstfornyelse

Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 4, 2007

”Mit råd til politikerne er, at de skal gøre sig fri af regler og forskrifter. De må give slip på den sociale tryghed. Se på USA. Der har forretningerne åbent døgnet rundt”
Wisse Dekker – 1984, medlem af European Round Table og formand for Philips

De seneste overenskomstresultater har fortsat den politik og holdning, der har ligget til grund for de sidste to årtiers retning for overenskomster og andre faglige aftaler samt de parlamentariske arbejdsmarkedsforlig på det danske arbejdsmarked. Derfor vil det ikke alene være en fejl, men også en forbrydelse mod det arbejdende folk at betragte det isoleret og ude af sammenhæng med udviklingen. Det vil i øvrigt være et lige så stort et forræderi at påstå at ”Resultatet blot afspejler udviklingen” og ”Den er der jo ingen, der kan gøre noget ved”.

Udviklingsretningen for de sidste tyve års arbejdsmarkedsforhold og aftaler er ikke dumpet ned fra himlen som ved en tilfældighed. Udviklingen er nøje gennemtænkt og planlagt i samarbejde mellem kapital (erhvervslivets spidser), formelle politiske ledere og eliten af det faglige arbejderaristokrati (toppen af LO og forbundene).

Allerede fra starten af 80’erne havde 17 europæiske direktører for multinationale selskaber egenhændigt nedsat sig i det såkaldte European Round Tables – ERT, der blandt andet havde til formål at ’virkeliggøre EF’s indre marked med milliardinvesteringer i en ny infrastruktur’.

Direktørklubben havde ikke i sinde at vente på de såkaldte demokratiske processer i EF:
– Vores strategi er handlingsrettet, ikke blot nye bønner om hjælp, erklærede daværende formand og direktør for Volvo, Per Gyllenhammar, der samtidig fastslog, at ERT ikke skulle være en almindelig lobbyorganisation.

Udsagn fra magtens korridorer er ikke til at spøge med. I de følgende årtier satte disse repræsentanter for europæisk monopolkapital deres helt eget stempel ikke bare på infrastrukturen, men i lige så høj grad på en lang række arbejdsmarkedsforhold. Udover at ERT var et selvbestaltet initiativ, er det i øvrigt et kuriosum, at det havde svensk deltagelse 10 år før Sverige overhovedet blev medlem af EF/EU – og tilmed bestred formandsposten i en række år.
ERT blev hurtigt udvidet til mere end 40 direktører. Fra dansk erhvervsliv har både Poul Svanholm og Flemming Lindeløv (begge fra Carlsberg)  og Mærsk Mc-Kinney Møller deltaget.

De retningslinier for det indre marked, som EF antog i 1985, havde sin oprindelse i direktørklubbens diskussioner. På den Trilaterale Kommissions årlige møde i maj 1984 talte Etienne Davignon (EU-kommissær og ”bisidder” i ERT) om en fællesforståelse i Europa med hensyn til at reducere statens indflydelse og genvinde større fleksibilitet”.

– Når individet sikres med minimumslønninger og regulerede arbejdstider opstår der problemer. Vi vil aldrig kunne klare os, hvis vi beholder de reguleringer, vi har i dag, forklarede Wisse Dekker (medinitiativtager til ERT, formand fra 1988 samt direktør for Philips) i et interview i december 1984:
– Mit råd til politikerne er, at de skal gøre sig fri af regler og forskrifter. De må give slip på den sociale tryghed. Se på USA. Der har forretningerne åbent døgnet rundt.
En måned senere præsenterede han en handlingsplan for Europa i 90’erne: ”Klokken er fem i tolv”, forkyndte han. Det er på tide at frigøre de store virksomheder fra efterkrigstidens nationale netværk.

Handlingsplanen var et udkast til Hvidbogen for det indre marked, som Kommissionen selv senere fremlagde.
– European Round Table arbejdede ganske intensivt med Hvidbogen sammen med kommissionen i Bruxelles, fortalte Gyllenhammar:
– Vi deltog også i udformningen af den.

To år senere præsenterede Round Table of European Industrialists – som de var blevet omdøbt til – en liste over nødvendige forholdsregler i rapporten Making Europe Work:

1. Lovfæstet minimumsløn og centrale overenskomster bør afskaffes og lønforskellene forøges, – særligt for ungdommen
2. Der bør løsnes op for jobsikkerheden. Virksomhederne bør have frihed til at ”tilbyde et bredt spektrum af midlertidige ansættelseskontrakter”
3. Normalarbejdsdagen bør afskaffes: ”Der findes et stort rum for mere fleksible arbejdstider, så længe virksomhederne ikke forventes at få større omkostninger som følge deraf”

Kilden til de ovenstående historiske oplysninger  er en anbefalelsesværdig bog ”Kapitalen.com” af svenske Mikael Nyberg.

Kun omkring 15 år senere må man konstatere, at de er nået alt for langt i deres målsætninger. Samtidig har vi her svaret på, hvorfor de faglige topledere er så imødekommende og samarbejdsvillige – ligesom de helt har undveget at rejse så meget som ét eneste arbejdstidskrav!

Netavisen 14. februar 2007