Var det socialismen der brød sammen i 1989?


Af Ole S.Larsen, Gøteborg

I interviewet ‘En fighter siger farvel’ (Arbejderen den 9. november) slår Lotte Rørtoft-Madsen fast, at ‘det er nødvendigt at kunne se selvkritisk på vores eget arbejde’. Jan Mathisen er enig.

I det partiprogram, som Rørtoft-Madsen og Mathisen nu bekender sig til, fremhæves, at det var ‘socialismen’, der brød sammen i 1989 (‘…det socialistiske Østeuropas sammenbrud i 1989’, citat fra forslag til Program for Nyt kommunistisk parti).

Jeg er overbevist om, at både Madsen, Mathisen og Jørgen Petersen virkelig mener, hvad der står skrevet i programmet.

Programmet er diskuteret frem efter flere års diskussioner. Derfor er jeg sikker på, at programmets tale om det ‘socialistiske Østeuropa i 1989’ ikke er tilfældigt valgte ord. Der er ikke tale om ‘sjusk eller fejl’.

Og der er ingen grund til at tvivle på, at Jørgen Petersen og co. mener det, når de taler om ‘socialismen i Sovjet og Østeuropa i 1989’. Så lad os tage Madsens ord om nødvendigheden af, at der er ‘højt til loftet’ i det nye parti på alvor.

Var det socialismen som led nederlag i Sovjet og Østeuropa 1989?

Det mener man altså i det ‘nye parti’. Det er også den opfattelse, som de borgerligt-reformistiske medier og politikere forsøger at udbrede med slagord om at: ‘Sovjets fald var kommunismens fald’.

Det bliver i de borgerligt-liberale kredse opfattet positivt og som en bekræftelse af det borgerligt-reformistiske dogme om, at ‘kapitalismen er socialismen overlegen’.

Hos gammelnazisterne og andre reaktionære bliver det en opmuntring for deres revanchistiske ideer om, at ‘vi havde ret’, da Nazityskland – med den danske regerings støtte – overfaldt Stalins socialistiske Sovjet.

Det var ikke socialisme

Jeg mener ikke, at det forpamprede, klassedelte og kriseramte Sovjet eller Polen i 1989 var socialistiske samfund, endsige var på vej mod kommunismen.

Tværtimod – Michail Gorbatjov, det sovjetiske ‘kommunistiske partis’ formand, beskrev situationen i Sovjet på denne måde: at landet, citat: ‘var på krisens rand… tempoet i nationalindkomstens vækstrate var faldet mere end to gange i løbet af de sidste tre femårsplaner’.

‘I administrationen’, fortsætter han, ‘opmuntrede man til svindel og korruption, underdanighed og lovprisning’. Man så, ‘hvordan de mennesker, der nød tillid og havde fået pålagt beføjelser, selv misbrugte deres magt, undertrykte kritikken, skabte sig formuer, og nogle af dem endda blev deltagere i – og undertiden også organisatorer af – kriminelle handlinger’.

Sovjet-lederen påviser endvidere ‘en skepsis ikke mindst blandt de unge, en svækkelse af respekten for arbejdet og jagten efter vinding med alle midler’ (citater fra ‘Perestrojka’ af M. Gorbatjov, 1986).

En beskrivelse som ikke fører tankerne i retning af socialisme, men snarere imod et helt ‘normalt korrumperet kapitalistisk klassesamfund’. Det kriseramte Sovjet blev opløst i 1991 efter beslutning fra en række af SUKP`s mest fremtrædende ledere.

Socialismen led ikke nederlag i Rusland på grund af kommunistisk ledelse – tværtimod. De sovjetiske ledere forrådte kommunismens, revolutionens og arbejderklassens idealer; og det samfund, som SUKP-lederne Brezhnev, Gorbatjov og Jeltsin efterlod sig, havde kun fraserne og flaget tilfælles med kommunismen.

Troværdighed

Et nyt kommunistisk parti i år 2006 må for at være troværdigt komme med en kommunistisk forklaring på, hvorfor der i Sovjetunionen og de lande, der fulgte Sovjet i 1960`erne og 1970`erne, udviklede sig et selvtilfreds pamperlag, hvorfor økonomien stagnerede for til sidst at kollapse. Hvorfor Sovjet opløstes indefra.

Hvis ikke man klart og tydeligt kan forklare det overfor arbejderklassen og den ungdom, som søger en vej ud af den kapitalistiske verdensordens krig, terror, sult og massearbejdsløshed, så overlader man det til de borgerlige og socialdemokraterne at forklare Sovjets opløsning og sammenbrud.

Ifølge disse politiske kræfter er Sovjets sammenbrud et ‘sammenbrud for kommunismen’.

Hvor mange kommunister eller andre revolutionære, Jørgen Petersens ‘nye’ parti vil være i stand til at mobilisere for Brezhnevs og Gorbatjovs kriseramte ‘socialisme i Sovjet’, er svært at spå om.

En ting er sikker: Det bliver ikke fortroppen og de mest fremskredne arbejdere, der bliver mobiliseret af Madsens, Petersens og Mathisens nye kommunistiske parti.

Det vil ikke kunne overbevise ret mange klassebevidste arbejdere om, at det var ‘socialismen’, der brød sammen i 1989.

Bragt som indlæg i Arbejderen 25.11.2006

Netavisen 25. november 2006


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater