Det store boligboom

APK´s 3. kongres-kongresdebat

Udviklingen i huspriserne skyldes et sammentræf af flere faktorer. Den store krise i boligmarkedet i 80erne og begyndelsen af halvfemserne udløste en sammensmeltning af banker kreditforeninger og forsikringsselskaber. I Danmark findes der flere af sådanne giganter på ejendomsmarkedet, de nedenstående tre er blandt de største:

Den Danske Bank, Realkredit Danmark, Home og TopDanmark.

Nordea, Nordea kredit, danbolig og Tryg.

Edc, BRFkredit og Alm. Brand.

Poul Nyrup regeringen tvang i midten af halvfemserne Københavns kommune til at sælge sine lejligheder. Det var et af Danmarks historiens største røverier mod København da man lod ejendomsselskabet Thor sælge lejligheder for en slik til beboerne for derefter at se vurderingerne og priserne stige mod himlen.

Liberaliseringen af lejeloven i slutningen af halvfemserne første til at ejerne af ejendomme selv kunne fastsætte huslejen, huslejerne steg nogle med mere end 100%. Liberalisering af lovgivningen vedrørende udlån har betydet lånetyper hvor man kan nøjes med at afdrage renterne, altså dybest set en lejeaftale hvor lejeren selv er forpligtet til vedligehold. En lang periode med krise i euroland, som den danske krone er bundet til, har betydet en historisk lav rente i Danmark.

Regler for fradrag og andre statsforordninger har gjort det profitabelt at bygge erhvervsbyggeri, og ejerlejlighedskomplekser for de mest velhavende, mens der ikke er blevet bygget boliger til almindelige dødelige. Prissætningen af huslejen i det almene byggeri er ude af trit med lejlighedernes kvalitet og betonforstædernes muligheder og placering. Uden kontrolregulering er tag over hovedet blevet et wild west område, en guldgruppe for de få bankkoncerner og et gældsslaveri for det store flertal af mere eller mindre tvungne boligejere.

De almindelige økonomiske lovmæssigheder for prisudviklingen på ejendomsmarkedet virker stadig og vil slå igennem. Et hus holder i reglen længere end den tid det tager at afdrage det det kostede at bygge det. En levetid på ca. 30 år før vedligeholdelses omkostninger begynder at trappe op med nye vinduer og tag og over 100 år før end huset er så nedslidt at det væltes og et nyt bygges op.

Huset er en vare som alle andre derfor vil huspriserne normalt følge den almindelige prisudvikling, altså stå i forhold til den mængde samfundsmæssigt arbejde der skal til for at bygge noget lignende i dag. Afdrages der normalt på gælden vil ejerne i løbet af en periode blive gældfri og rent faktisk eje deres bunke sten, men sådan ser bankerne ikke på det.

De har med stigende begejstring indført det begreb som kalder de ”friværdi” og tilbyder ejere at låne dem penge mod ny pant i deres mursten. Dette lån kan bruges på ”forbrugsgoder” din bankmand vil have mange ideer. Jo støre friværdi desto flere penge kan kunden låne, og her er det centrale i den forbrydelse mod økonomien som Finansfyrster og statsmagten har gennemført i de seneste år.

De har kontrol over udlån, forsikring og salg og har en interesse i boligerne bliver solgt til en høj pris af mange grunde. Dels kan de låne køberen penge og dels kan de låne naboen penge fordi vurderingen af hans hus også stiger sammen med prisen på det solgte. Men også mæglerens salær afhænger af prisen, de voldsomme udgifter ved salg til gebyrer og salær forsøges ofte lagt ovenpå prisen til køber. Huskøbere og sælgere har ikke nogen interesse i opskruede priser, det handler om at få et sted at bo og ikke om spekulation.

Grundpriserne er ikke udtryk for nogen reel værdi, jord er ikke en varer fremkommet ved arbejde, men er givet af naturen. Grundprisen skyldes alene kapitalismens hellige princip om ejendomsret, derved bliver grunden til et salgsobjekt, hvad et stykke jord med plads til et hus skal koste er så – ud over prisen på det samfundsnødvendige arbejde for at slutte huset til el, vand naturgas mv. – op til de ”frie” markedskræfter.

I perioder med mange mennesker der kan, eller er tvunget til at, købe hus, vil prisen gå op. Udlægger staten nye områder til parcelhuse eller holder folk op med at få børn eller mere normalt: går folk på tvangsauktion og må sælge deres sager og krybe sammen i små værelser, ja så går bunden ud af markedet på grunde, men familien hænger stadig på boliglånet. Huset vil bevare sin reelle værdi, selvom det på tvangsauktion kan blive til solgt langt under prisen.

SF og flere andre har set på de uhyrlige prisstigninger på boligmarkedet og i stedet for at forlange ophævelse af ejendomsretten og stop for den lovgivning der har åbnet for fri spekulation, har de udtænkt en beskatning af den enkelte bolig ejer. Det er bare ikke der at pengene findes, de store finanskoncerner er dem der skovler penge ind og lukrere på folks behov for et hjem.

Se også Tema: 2006 APK’s 3. KONGRES

Netavisen 6. november 2006


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne