Kapitalisme og dræbende gæld

Leder
Kommunistisk Politik 17, 2006

Hele Kommunistisk Politik 17, 2006 i pdf

Der er skyldnernationer og der er kreditornationer.

Fogh-regeringen praler af, at den har høvlet den statslige udlandsgæld ned til ingenting. Den gigantiske amerikanske oprustning og krigsførelse verden rundt er på den anden side finansieret af udlandsgæld og dollarens særstilling.
Men de fattige skyldnernationer har intet lys for enden af tunnelen.

De har i årtier fået at vide, at hvis de lånte og betalte af, og gjorde det klogt, ville de være i stand til at betale deres gæld ud. De har fået at vide, at fulgte de bare IMFs og verdensbankens retningslinjer for sund, nyliberal økonomi og privatiserede, afnationaliserede, udliciterede og åbnede, ville det kun gå én vej, nemlig fremad.

Men fattigdom er, som økonomen Tarek El Diwany siger, den største dræber. Gældsterrorismen har ikke været i overskrifterne for nylig – men som det hed i UNDPs Human Development Report i 1997:
– Hvis de mest forgældede lande blev befriet for deres årlige afbetalingsydelser, kunne disse anvendes til investeringer, som i Afrika alene kunne redde hen ved 21 millioners børns liv i år 2000 og sikre 90 millioner piger og kvinder adgang til basal uddannelse.

Udviklingen i gældsbyrden ser sådan ud ifølge IMFs World Economic Outlook (2000):

1980
Udviklingslandene gæld (i mia. $): 525,4
Faktiske afbetalinger med renter: 73,4

1990
Gæld: 1259,8
Afbetalinger: 140,6

2000
Gæld: 2140.6
Afbetalinger: 337.8

De internationale økonomer, tilknyttet de store imperialistiske finansforetagender, bliver ved med at fortælle, at der vil blive stadig mere vækst, og stadig mindre fattigdom. Og alligevel er tingene ikke bedre i dag end i 1998, da UNDPs årlige Human Development Report meddelte, at
”225 personer (tohundredeogfemogtyve) havde store former end de fattigste 2.5 milliarder (2.500.000.0000) mennesker tilsammen”.

Ifølge officiel engelsk statistik levede i år 2000 1.2 milliarder i ”ekstrem fattigdom” – dvs uden grundlæggende adgang til medicin, ernæring eller bolig. I Subsahara har 48 pct. af befolkningerne ingen adgang til sundhed, lige så mange savner rent vand og 42 pct. er analfabeter. I US$ (1987) var BNP pr. indbygger i Subsahara $520, i Sydasien 521, mens det var $12.764 i de industrialiserede lande (1995-tal).

Fattigdommen afspejler sig selvfølgelig i øget børnedødelighed og øget dødelighed og lavere levealder i det hele taget. Fattigdommen er den store terroristiske dræber – og gælden er dens le.

Og det bliver ikke bedre, kun værre. I 1996 berettede FN, at den fattigste trediedel af menneskene på kloden bliver stadig fattigere. Selv Verdensbanken har måttet indrømme, at antallet af mennesker, som lever i absolut fattigdom (hvad der efter den målestok betyder, at de overlever for mindre end 1 $ om dagen) mellem 1987 og 1998 steg fra 1200 millioner til 1500 millioner.

Reallønnen i de fleste afrikanske lande er faldet med mere end 50 pct. siden 1980. Den eneste undtagelse af betydning på verdensplan er Kina, som helt har undladt at følge Verdensbankens og IMFs råd i sin kapitalistiske opbygning.

Også i USA kræver den voksende fattigdom sin pris. Siden år 2000 er amerikanerne blevet fattigere, siger en undersøgelse i American Journal of Preventive Medicine. Andelen af amerikanere, som lever under fattigdomsgrænsen, er steget med 20 pct. fra 2000-2004 – med 3.6 millioner mennesker. Bortset fra de allerrigeste, er alle amerikanere blevet fattigere i disse år med ‘terrorkrig’.

Det er også her børnene, der rammes hårdest. Undersøgelsen viser, at børn under fem (især børn af enlige mødre) har dobbelt så stor sandsynlighed for at leve i absolut fattigdom som andre. En af tre, som lever under fattigdomsgrænsen, er barn.

Ordene gæld, fattigdom, kapitalisme og (børne)dødelighed er synonymer.

Netavisen 15. september 2006