Hvorfor palæstinensisk folkeafstemning?

Af Henning Paaske Jensen
Kommunistisk Politik 12, 2006


Palæstinensere i protest i Ramallah
mod sanktionerne fra USA-Israel-EU,
som har berøvet dem deres løn

Den palæstinensiske præsident Abbas’ iværksættelse af en pludselig ”folkeafstemning” må ses som udtryk for det pres, Israel og USA ligger på palæstinenserne, og som et led i Abbas (og Fatahs) forsøg på at svække Hamas blot få måneder efter, det palæstinensiske folk på de besatte områder gav Hamas en klar sejr og Fatah et knusende nederlag.

Valget var en stemme for det palæstinensiske folks fulde rettigheder, en erkendelse af tidligere ”køreplaners” fallit, i ly af hvilke Israel blot har konfiskeret mere og mere af Vestbredden og Øst-Jerusalem, og hvor palæstinenserne i Gaza lever som i et fængsel.
Et valg, som er blevet fulgt op af en afstraffelse og udsultning af det palæstinensiske folk, med økonomisk boykot fra Israel, USA og EU, fordi de nægter opgive deres rettigheder.

Abbas’ udspil om en ”folkeafstemning” med en indirekte anerkendelse af Israel, kommer kort tid efter Olmerts besøg hos Bush. Her bekræftes det tydeligt, at de to ikke har til hensigt at anerkende palæstinensernes rettigheder – tværtimod bekræfter de hinanden i udsalg af disse i strid med international lov med inddragelse af store dele af Vestbredden og fastholdelse af 80 % af bosættelserne.

Man skulle synes, der lige nu var al mulig grund til samlet og forenet palæstinensisk fokus på den kriminelle strategiske udvikling, Bush og Olmert bekræfter hinanden i.

Der er behov for, at det internationale samfund støtter palæstinenserne i opfyldelsen af deres rettigheder. At Israel trækker sig fuldstændig tilbage fra de besatte områder, anerkender det palæstinensiske folks rettigheder og overholder flygtninges ret til tilbagevenden.

I stedet forsøges tingene vendt på hovedet

Det er det besatte palæstinensiske folk, som frarøves mere og mere land, der afkræves anerkendelse af et racistisk Israel med forrang for jøder, hvor palæstinensere lever som andenklasses borgere, og hvor flygtninge ingen ret har til tilbagevenden.

Man skulle synes, palæstinensernes stemme i de besatte områder lige er blevet hørt!

Ønsker man reelt at høre det palæstinensiske folks stemme, så kan man ikke komme uden om de millioner, som lever i landflygtighed, og den mere end én million palæstinensere, som bor i Israel. En sådan folkeafstemning i en styrket position vil kræve lang tids forberedelse for at have nogen chance for at udtrykke det palæstinensiske folks ønsker.

Det er svært at se, at den proklamerede folkeafstemning i den nuværende situation vil kunne hjælpe det palæstinensiske folk, uanset resultatet. Men derimod palæstinensernes hovedmodstandere Israel og USA.

Netavisen 9. juni 2006