Rødt fransk forår

Leder Kommunistisk Politik 6, 2006

De neokonservative massemedier (og der er stort set ikke andre i Danmark) er ikke meget for at fortælle det – men der er noget i gære i Frankrig. Noget der ligner et rigtig rødt, fransk forår. I februar demonstrerede en halv million unge mod den forhadte højreregering og den ungdoms- og arbejderfjendske CPE-lov, som dramatisk vil forværre jobsikkerheden for unge arbejdere.

Den 7. marts demonstrerede over en million på gaderne landet over. De unge organiserede universitets- og gymnasiebesættelser, sit down-aktioner, protester i indkøbscentrer. De gjorde protesten synlig og mærkbar over hele landet. En stor del af landets universiteter og højere læreanstalter er besat. Også det prestigefyldte Sorbonne-universitet, hvor den forhadte indenrigsminister Sarkozys politi har brugt tåregas og knipler for at fordrive de studerende.

Den 18. marts er der lagt op til en gigantisk styrkeprøve: en massemobilisering af arbejdere og ungdom over hele landet mod det neoliberale Frankrig for at få forkastet og fjernet CPE-loven.

Der lines op til et større klasseslag i den lange franske historie af klassekamp og revolutioner. Situationen bærer mindelser om begivenhederne, der førte op til de berømte maj-dage i 1968, hvor studenteroprørere og klassebevidste arbejdere forenede sig mod De Gaulle og hans politik. Den skærpede situation er opstået efter årelange elevprotester mod nyliberale undervisningsreformer og efter det klare Nej fra venstre til unionsforfatningen sidste år. Og de kommer efter indvandreungdommens slumrevolte i Paris’ forstæder i november sidste år, der bredte sig over hele landet, og som først blev slået ned efter tre uger gennem massearrestationer og indførelse af undtagelsestilstand.

Den reaktionære herskende klasse har intet lært. Ligesom dens klassefæller i de øvrige imperialistiske lande fortsætter de den nyliberale offensiv i højt tempo i håb om at drukne protesterne i tåregas og terrorlovgivning. Villepin-regeringen (der efterfulgte Rafferin efter forfatnings-Nej’et) har valgt at udfordre ungdommen på et punkt, hvor det virkelig kan mærkes: adgangen til jobs, til en eksistensløn, til et minimum af jobsikkerhed. Alt det som var den egentlige sociale baggrund for sidste års revolte i slummen, som de forenede fascister og neokonservative i alle unionslandene betegnede som en religions- og racekrig.
Det er den samme kamp, som fortsætter. Skumrevolten er vokset ind også til den bedst stillede del af ungdommen. De arbejdsløse, de arbejdende og studerende unge gør fælles sag.

Maj-dagene i 1968 står endnu levende i det franske borgerskabs – og i det franske folks – erindring. Studenteroprøret udløste fabriksbesættelser og massestrejker. 10 millioner arbejdere strejkede i 3 uger – og tvang præsident De Gaulle til at gå af. Det diskuteres endnu, om Frankrig stod i en revolutionær situation, der kunne have ført til en egentlig socialistisk revolution. De reformistiske partier og det revisionistiske franske kommunistparti spillede dengang en infam rolle som strejkebrydere og revolutionsslukkere, som de er parat til at gentage i dag, hvis situationen meget mod den herskende klasses vilje eskalerer i den kommende tid.

Indtil videre har der hersket en bred enighed blandt de folkelige kræfter og på venstrefløjen om hovedkravet: Stop for CSE-loven, men når det gælder den underliggende dagsorden: at sætte den reaktionære Villepin-regering på porten gennem masseaktioner, så ophører enigheden. Så snart kampen bevæger sig ud over rent legale eller symbolske rammer og sigter på at fremtvinge virkelige forandringer, er hele klassesamarbejdsapparaturet i sving for at stoppe den.
Det franske borgerskab er fast besluttet på at bremse protestbølgen, før den sætter hele samfundet i drift. Og det herskende europæiske borgerskab har en identisk interesse i at få den stoppet. Det franske revolutionseksempel har det med at sprede sig over hele kontinentet som et signal om, at tiden til fornyede klassekampe er inde. Derfor er tavsheden om de franske begivenheder massiv i medierne.

Hvad der i disse uger sker i Frankrig er af virkelig betydning. Det kan være indledningen til den reelle kamp om den kurs, Frankrig og EU føler – og de stærke folkelige flertalskræfter, der overalt ønsker en anden vej. Den franske ungdom på barrikaderne er både arbejdsløs og mishandlet indvandrerungdom, de arbejdende og de progressive unge blandt de studerende. Og de er forbundet med arbejderne, der har protesteret mod pensionstyverier, privatiseringer og sociale forringelser. Det er en stærk kombination. Stærk nok til at vælte regeringer. Og stærk nok til også at vise den vej, som et andre lande med problematiske regeringer, også kan følge. F.eks den herværende fanatisk fundamentalistiske krigsforbryderregering..

Redaktionen 14. marts 2006

Netavisen 16. marts 2006


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne