Oprør støtter ikke terror 

– solidaritet og kritisk dialog med modstandsbevægelserne

Af Patrick Mac Manus, Foreningen Oprør

Krigen mod terror har slidt på internationale konventioner og folkeretslige normer, herunder normerne for behandling af krigsfanger og for beskyttelse af flygtninge. Men ikke mindst er den folkeretslige anerkendelse af modstanden mod illegitim magt blevet undermineret af denne krigs logik. Foreningen Oprør ser det som sin opgave at forsvare denne modstandsret. Dette er ikke et forsvar for terrorisme.

Modstanden udfolder sig i en virkelig verden. Kampen om social, politisk og økonomisk forandring vil ofte nærme sig borgerkrigslignende tilstande. Her vil der være tale om en konfrontation både mellem militære formationer og mellem civile interesser, og skillelinjen vil ikke altid være skarpt optrukket. Ikke mindst eksempelvis i de palæstinensiske områder, hvor befæstede bosættelser ophæver adskillelsen mellem civilsamfund og militær organisation.

En befrielses- eller modstandskamp udspringer i sig selv af dybtgående krænkelser af civile rettigheder, og vil i mange tilfælde uvægerligt medføre en fortsat krænkelse af disse rettigheder. Krig er i sig selv en krænkelse af den mest fundamentale menneskerettighed, retten til livet. Sådan er det i den virkelige verden. Og i al sin ufuldkommenhed er det den verden, der er til.

Under langvarige konflikter vil der også ske tilpasninger til selve konflikttilstanden, der underminerer en langsigtet løsning, også tilpasninger, der kompromitterer de demokratiske mål, som har været retningsgivende for modstandsbevægelserne. Der kan og der vil ske politiske og moralske afsporinger. Uden at der her skal glemmes, at den primære kilde til volden og menneskeretskrænkelserne er staters illegitime magtudøvelse mod egne borgere. Statsterrorisme er fortsat terrorens mest fremtrædende form.

Modstandsbevægelser kan vise tegn på at degenerere, og kan i visse tilfælde blive flettet ind i kriminelle netværk. Ansvaret for sådanne tendenser kan delvis tilskrives det internationale samfunds accept af konfliktens dødvande, ofte igennem flere årtier. En international vilje til at fremme konstruktive løsninger ville bidrage til at fastholde modstandsbevægelsernes demokratiske grundlag. Dette var i særlig grad tilfældet under den sydafrikanske modstandsbevægelse ANCs langvarige kamp mod apartheid.

I dag er bevægelser fra besatte områder, fra forfulgte mindretal, fra samfund præget af afgrundsdyb ulighed og statslig vilkårlighed stemplet som terroristiske. En række stater har intensiveret en intern undertrykkelse, som gennem den internationale krig mod terror er blevet tilført ny international legitimitet. Dette er sket i Colombia, i Tjetjenien, i Nepal, i Filippinerne. I den israelsk-palæstinensiske konflikt er de allerfleste organisationer, der har sat sig op imod en folkeretsstridig besættelse, opført på de internationale terrorlister.

I sit opgør med de internationale terrorlister har Foreningen Oprør valgt at fokusere på organisationer, der kæmper for sekulære, demokratiske og humanistiske mål. Men også troende mennesker har ret til at yde modstand mod illegitim magtanvendelse, har ret til at tolke deres kamp i de termer, de finder egnede. Igennem de senere år er der eksempelvis sket en betydelig svækkelse af de verdslige grupperinger i den palæstinensiske modstandskamp. Den nuværende overvægt af islamiske tolkninger og motiver udspringer af den udsigtsløshed, der præger konflikten. Årtiers israelsk besættelse og overvældende magtanvendelse bærer et grundlæggende ansvar herfor. Og dybest set også for handlinger, der rammer egne sagesløse civile.

Enhver modstand må søge at opretholde etiske standarder for egen adfærd, uanset statslig terror, uanset den forbitrelse, som enhver borgerkrig fører med sig. Der skal ikke herske tvivl om, at Foreningen Oprør afviser enhver sekterisk vold, afviser drab på bygningsarbejdere, der venter på at blive mønstret, drab på fattige fiskere og mennesker, der går til bøn. Enhver legitim modstand er besjælet af kærlighed til det land og til den befolkning, der kæmpes for. Terror er tilintetgørende, den er nihilistisk. Frihedskamp er, også uanset dens smerte, i grunden skabende.

Der er behov for en helt anden tilgang end den såkaldte ‘krig mod terror’, som udstøder modstandsbevægelserne fra det internationale samfund. En sådan udstødning og marginalisering uddyber blot konflikterne, og afskærer modstandsbevægelserne fra den dialog, der kan fastholde og videreudvikle demokratiske normer også i modstanden mod illegitim magt.

Solidaritet og kritisk dialog med modstandsbevægelserne i verden skal fastholdes. Uanset terrorlovgivning og ‘terrorlister’. Dette vil Foreningen Oprør stå fast på, også uanset de sigtelser, der er rejst. Sigtelserne for overtrædelse af ‘terrorparagraffen’ er et forsøg på at skræmme og straffe den begrundede tvivl og modstand, der må rette sig mod ‘terrorlovgivning’, ‘terrorlisterne’ og den såkaldte internationale krig mod terror

Netavisen 10. marts 06