DOKUMENTATION EUROPARÅDET Behovet for international fordømmelse af forbrydelser begået af totalitære kommunistiske regimer

•  at oprette en komite sammensat af uafhængige eksperter med den opgave at samle og vurdere information og lovgivning i forhold til overtrædelser af menneskerettigheder under forskellige totalitære kommunistiske regimer;

•  at vedtage en officiel erklæring om international fordømmelse af de forbrydelser, der blev begået af totalitære kommunistiske regimer, og en hyldest til ofrene uanset deres nationalitet;

•  at iværksætte en kampagne, der skal styrke bevidstheden hos offentligheden om de forbrydelser, der blev begået af totalitære kommunistiske regimer i Europa;

•  at organisere en international konference om de forbrydelser, der blev begået af de totalitære kommunistiske regimer; konferencen skal have deltagelse af repræsentanter for regeringer og parlamenter, af forskere, eksperter og NGO’er;

•  at opfordre de af Europarådets medlemslande, der har været styret af totalitære kommunistiske regimer til

1. at etablere komiteer sammensat af uafhængige eksperter med den opgave at samle og vurdere information om overtrædelse af menneskerettighederne under det nationale totalitære kommunistiske regime og herunder samarbejde tæt med Europarådets ekspertkomite;
2. at gennemgå den nationale lovgivning med det formål at opnå fuld overensstemmelse med ministerrådets anbefaling (2000) 13 om en europæisk politik vedrørende adgang til arkiver;
3. at iværksætte en national bevidsthedskampagne om de forbrydelser, der blev begået i den kommunistiske ideologis navn, herunder en revision af skolebøger og udnævnelsen af en mindedag for ofrene for kommunismen samt oprettelse af museer;
4. at opfordre de lokale myndigheder til at oprette mindesmærker som en hyldest til ofrene for de totalitære kommunistiske regimer.

•  Forklarende memorandum

•  INDLEDNING

•  Da de kommunistiske styrer i Central- og Østeuropa faldt i de tidlige 90’ere, rejste der sig mange diskussioner om de politiske og juridiske vurderinger af handlinger og forbrydelser begået i den kommunistiske ideologis navn. At holde gerningsmændene ansvarlige og om muligt stille dem for retten er blevet en sag. I alle tidligere kommunistiske lande har der været debatter herom, og i en del lande er der blevet vedtaget særlige love om ”afkommunicering” og / eller udrensning.

•  I alle de involverede lande blev dette spørgsmål opfattet som en del af en bredere proces for afskaffelse af det tidligere system og overgang til demokrati. Det blev opfattet som et internt anliggende, og rådgivningen fra det internationale samfund og specifikt fra Europarådet fokuserede på forebyggelse af overtrædelse af menneskerettighederne.

•  I denne sammenhæng blev der udarbejdet to rapporter for den parlamentariske forsamling om nedbrydning af de kommunistiske totalitære systemer af Hr. Espersen og Hr. Severin på vegne af komiteen for juridiske sager og menneskerettigheder i henholdsvis 1995 og 1996. Den første af disse blev efter en debat i forsamlingen sendt tilbage til komiteen, mens den sidstnævnte førte til vedtagelsen af Resolution 1096 (1996).

•  Men indtil videre har hverken Europarådet eller nogen anden international mellemstatslig organisation påtaget sig den opgave at foretage en generel evaluering af de kommunistiske styrer, en seriøs diskussion af de forbrydelser, der blev begået i deres navn, samt en offentlig fordømmelse. Rent faktisk har der, selv om det er vanskeligt at forstå, ikke været nogen seriøs, dybtgående debat om den ideologi, som var årsagen til udbredt terror, massive krænkelser af menneskerettighederne, mange millioner menneskers død og underkuelse af hele nationer. Mens et andet totalitært regime i det 20. århundrede, nemlig nazismen, er blevet undersøgt, internationalt fordømt og de ansvarlige bragt for retten, så er tilsvarende forbrydelser begået i kommunismens navn aldrig blevet undersøgt eller udsat for international fordømmelse.

•  Fraværet af international fordømmelse kan muligvis delvis forklares ved, at der stadig eksisterer lande, hvis styre er baseret på kommunistisk ideologi. Ønsket om at opretholde gode forbindelser med nogle af disse lande kan afholde visse politikere fra at beskæftige sig med dette vanskelige emne. Desuden har en del af de nuværende politikere på den ene eller den anden måde støttet de tidligere kommunistiske regimer. Af indlysende grunde vil de foretrække ikke at beskæftige sig med spørgsmålet om ansvar. I mange europæiske lande er der kommunistiske partier, som ikke officielt har fordømt kommunismens forbrydelser. Sidst men ikke mindst er der forskellige elementer i den kommunistiske ideologi som f.eks. lighed eller social retfærdighed, der stadig forfører mange politikere, som frygter, at en fordømmelse af kommunistiske forbrydelser ville blive identificeret med en fordømmelse af den kommunistiske ideologi.

•  Men forfatterne til denne resolution er af den opfattelse, at der er et påtrængende behov for en offentlig debat om kommunismens forbrydelser og for en fordømmelse heraf på internationalt plan. Det bør af flere grunde gøres uden yderligere ophold. For det første bør det i almindelighed stå klart, at alle forbrydelser og herunder de, der blev begået i en ideologis navn, som priser de mest respektable idealer som lighed og retfærdighed, fordømmes, og at der ikke er nogen undtagelse fra dette princip. Dette er særligt vigtigt for de unge generationer, som ikke har nogen personlig erfaring med kommunistiske styrer. En klar holdning fra det internationale samfunds side til fortiden skal være en rettesnor for de unges fremtidige handlinger.

•  Det ser ud til, at en form for nostalgi i forhold til kommunismen stadig lever i nogle lande. Det er håbet, at denne rapport vil bidrage til den generelle bevidsthed om denne ideologis historie.

•  For det andet er det således, at så længe ofre eller deres familier stadig er i live, så er det ikke for sent at give dem moralsk oprejsning for deres lidelser.

•  Sidst men ikke mindst er der stadig kommunistiske regimer i nogle lande i verden, og der foregår stadig forbrydelser i den kommunistiske ideologis navn. Efter min opfattelse har Europarådet, som er en organisation, der står for menneskerettigheder, ikke nogen ret til at forholde sig ligegyldigt eller passivt hertil, selv om disse lande ikke er medlemmer af Europarådet.

•  Det bør understreges, at der i denne rapport ikke er tale om nogen form for økonomisk erstatning til ofrene for de kommunistiske forbrydelser. Den eneste kompensation, der bliver anbefalet, er af moralsk karakter.

•  15 års dagen for det kommunistiske styres fald i mange europæiske lande er en god anledning til en sådan handling. Europarådet er i en god position til at udføre denne handling, da næsten halvdelen af dets medlemmer har oplevet kommunistisk styre.

•  I arbejdet med forberedelsen af denne rapport har komiteen afholdt en høring med deltagelse af fremstående personligheder, hvis ekspertise på området har været et stort bidrag i arbejdet med denne rapport. Jeg har også foretaget rejser til Bulgarien (16. maj 2005), Letland (3. juni 2005) og Rusland (16.-17. juni 2005) for at se på kendsgerninger. Jeg vil gerne udtrykke min taknemmelighed over for de parlamentariske delegationer fra disse lande for deres hjælp til forberedelsen af disse besøg.

•  Jeg vil gerne understrege, at denne rapport på ingen måde foregiver at være en udtømmende beskrivelse af de kommunistiske forbrydelser. Historisk forskning bør overlades til historikerne, og der er allerede en betydelig mængde litteratur om emnet, som jeg har brugt i arbejdet med denne rapport. Denne rapport er udarbejdet som en politisk vurdering af kommunismens forbrydelser.

•  OVERBLIK OVER DE KOMMUNISTISKE REGIMER

•  De kommunistiske regimer, der undersøges i denne rapport, kan defineres ved mange kendetegn, herunder i særdeleshed at de styres af ét masseparti, som i hvert fald på det officielle plan er forpligtet på den kommunistiske ideologi. Magten er koncentreret inden for en lille gruppe af partiledere, som ikke er ansvarlige overfor eller begrænset ifølge loven.

•  Partiet kontrollerer staten i en sådan udstrækning, at grænserne mellem dem bliver udvisket. Og partiet udstrækker sin kontrol over befolkningen til alle områder af hverdagslivet i et hidtil uset omfang.

•  Foreningsfriheden er ikke-eksisterende, den politiske pluralisme er forbudt, og enhver opposition såvel som alle forsøg på uafhængig selvorganisering bliver straffet. På den anden side bliver massemobilisering, der kanaliseres gennem partiet eller en af dets underordnede satellitorganisationer, opmuntret og nogle gange endda gennemtvunget.

•  For at styrke kontrollen over det offentlige rum og forhindre enhver handling uden for kontrol, udvider sådanne kommunistiske regimer politistyrken til et uset omfang og etablerer netværk af informanter og opmuntrer angiveri. Størrelsen af politistyrkerne og antallet af hemmelige informanter har varieret over tid og i de forskellige lande, men den har altid været meget større end i nogen demokratisk stat.

•  Medierne er monopoliserede og / eller kontrollerede af staten. Statslig censur er normal. Som følge heraf er retten til information krænket og en fri presse eksisterer ikke.

•  Nationaliseringen af økonomien, som er en fast bestanddel af det kommunistiske styre, og som direkte kan udledes fra ideologien, lægger restriktioner på privat ejendom og individuel økonomisk aktivitet. Som følge heraf er borgerne mere sårbare i forhold til staten, som er den eneste arbejdsgiver og den eneste kilde til indkomst.

•  Det kommunistiske styre bestod i over 80 år i det land, hvor det først blev indført, dvs. i Rusland og senere Sovjetunionen. I andre europæiske lande varede det omkring 45 år. Uden for Europa har kommunistiske partier været ved magten i mere end 50 år i Kina, Nordkorea og Vietnam, mere end 40 år i Cuba, og mere end 30 år i Laos. Kommunistiske styrer havde magten i nogen tid i forskellige afrikanske, asiatiske og sydamerikanske lande under Sovjets indflydelse.

•  Mere end tyve lande på 4 kontinenter kan siges at have været kommunistiske eller under kommunistisk styre i nogen tid. Foruden Sovjetunionen og dets seks europæiske satellitter omfatter listen Afghanistan, Albanien, Angola, Benin, Cambodja (Kampuchea), Kina, Congo, Cuba, Etiopien, Nordkorea, Laos, Mongoliet, Mozambique, Vietnam, Sydyemen, og Jugoslavien.

•  Befolkningstallet i lande under kommunistisk styre var før 1989 over en milliard.

•  Det kommunistiske styre har i praksis fungeret på forskellige måder afhængig af landet, geografien, kulturen og den årrække, systemet havde fungeret. Det kommunistiske styre har udviklet sig som resultat af sin indre dynamik eller som svar på internationale omstændigheder. Det er vanskeligt at sammenligne de kommunistiske styrer i Rusland i 1930, Ungarn i 1960 og Polen i 1980.

•  Men trods alle forskelle kan man klart bestemme fælles træk i de kommunistiske regimer uafhængigt af land, kultur eller tid. Et af de mest karakteristiske kendetegn er den klare overtrædelse af menneskerettighederne.

•  KOMMUNISMENS FORBRYDELSER

•  De kommunistiske styrer har været karakteriseret af den massive overtrædelse af menneskerettigheder lige siden starten. For at opnå og beholde magten har de kommunistiske regimer benyttet sig af individuelle mord og lokale massakrer og har integreret forbrydelse i magtsystemet. Det er rigtigt, at nogle år efter magtovertagelsen i de fleste europæiske lande og efter nogle årtier i Sovjetunionen og Kina, mistede terroren lidt af sin oprindelige kraft. Men ”erindringsterror” spillede en vigtig rolle i samfundene, og den mulige trussel afløste konkrete overgreb. Og når der var behov for det, tog regimerne tilflugt til terror, som det blev illustreret i Tjekkoslovakiet i 1968, i Polen i 1971, 1976 og 1981 og i Kina i 1989. Denne regel gælder for alle tidligere og nuværende kommunistiske regimer uanset land.

•  Ifølge forsigtige skøn (nøjagtige data findes ikke) kan antallet af personer, der er dræbt af kommunistiske regimer fordelt på lande eller regioner, opgøres som følger:

•  Sovjetunionen: 20 millioner ofre

•  Kina: 65 millioner

•  Vietnam: 1 million

•  Nordkorea: 2 millioner

•  Cambodja: 2 millioner

•  Østeuropa: 1 million

•  Latinamerika: 150.000

•  Afrika: 1,7 millioner

•  Afghanistan: 1,5 millioner

Disse tal omfatter mange situationer: individuelle og kollektive drab, personer i koncentrationslejre, ofre for sult og deportationer.

•  De ovennævnte tal er dokumenterede, og hvis de kun er anslåede, så skyldes det, at der god grund til at antage, at de reelt er meget højere. Uheldigvis er der begrænset adgang til arkiver, især i Rusland, hvilket ikke tillader en ordentlig angivelse af de korrekte tal.

•  Det vigtigste træk ved de kommunistiske forbrydelser har været, at undertrykkelsen har været rettet mod hele kategorier af uskyldige mennesker, hvis eneste ”forbrydelse” har været at være medlemmer af disse kategorier. På denne måde har regimerne myrdet dusinvis af millioner af rige bønder (kulakker), adelsmænd, borgere, kosakker, ukrainere og andre grupper.

•  Disse forbrydelser er det direkte resultat af teorien om klassekamp, som gennemtvang behovet for at ”eliminere” mennesker, som ikke blev anset for at være til nytte i opbygningen af samfundet. Et stort antal af ofrene var egne statsborgere.

•  I slutningen af 20’erne fastsatte GPU (den tidligere Tjeka) et kvotesystem, hvor hvert distrikt var forpligtet til at aflevere et bestemt antal ”klassefjender”. Tallene blev fastsat centralt af ledelsen af det kommunistiske parti. De lokale myndigheder var således tvunget til at arrestere, deportere eller henrette et bestemt antal mennesker; hvis de ikke gjorde dette, blev de selv udsat for forfølgelse.

•  Med hensyn til antallet af ofre er de største kommunistiske forbrydelser disse:

•  Individuel og kollektiv henrettelse af mennesker, der blev anset for politiske modstandere, med eller uden vilkårlig rettergang; blodige repressalier ved demonstrationer og strejker, drab på gidsler og krigsfanger i Rusland i 1918-1922. Mangel på adgang til arkiver (og også mangel på enhver dokumentation af utallige henrettelser) gør det umuligt at opgive nøjagtige tal, men antallet af ofre løber op i titusinder.

•  Sultedød for anslået 5 millioner mennesker som en konsekvens af beslaglæggelser af korn, især i Ukraine i 1921-23. Sult blev brugt som et politisk våben af adskillige kommunistiske regimer – ikke blot i Sovjetunionen.

•  Udslettelse af mellem 300.000 og 500.000 kosakker mellem 1919 og 1920.

•  Titusinder af mennesker forsvandt i koncentrationslejre. Også her bliver undersøgelsen vanskeliggjort af mangelen på adgang til arkiver.

•  690.000 mennesker blev vilkårligt dømt til døden og henrettet som et resultat af ”udrensningerne” i kommunistpartiet i 1937-38. Tusinder af andre blev deporteret eller placeret i lejre. Totalt blev der i perioden 1. oktober til 1. november 1938 arresteret omkring 1.560.000 mennesker, hvoraf 668.305 blev henrettet. I henhold til mange forskere er disse tal undervurderede og bør bekræftes, når arkiverne bliver tilgængelige.

•  Massive mord på anslået 30.000 ”kulakker” (rige bønder) ved den tvungne kollektivisering i 1929-1933. Yderligere 2 millioner blev deporteret i 1930-1932.

•  Tusinder af almindelige sovjetborgere blev anklaget for forbindelse med ”fjender” og henrettet i perioden forud for 2. verdenskrig. F.eks. blev der i 1937 arresteret ca. 144.000 mennesker, og heraf blev 110.000 henrettet efter at være blevet beskyldt for kontakter til polske borgere, der boede i Sovjetunionen. Også i 1937 blev 42.000 mennesker henrettet på grund af forbindelser med tyske arbejdere i Sovjetunionen.

•  6 millioner ukrainere døde af sult på grund af en bevidst politik fra statens side i årene fra 1932.

•  Mord på og deportation af hundredtusinder af polakker, ukrainere, litauere, letter, estere, moldavere og indbyggere i Bessarabien i 1939-1941 og 1944-1945.

•  Deportation af volgatyskere i 1941, krimtatarere i 1943 og tjetjenere i 1944.

•  Deportation og udryddelse af en fjerdedel af befolkningen i Cambodja i perioden 1975-1978.

•  Millioner af ofre for Mao Tse Tungs forbryderiske politik i Kina og for Kim Ir Sens i Nordkorea. Her kan der igen ikke angives nøjagtige tal på grund af mangel på dokumentation.

•  Utallige ofre i andre dele af verden – Afrika, Asien og Latinamerika – i lande der kalder sig selv kommunistiske, og som refererer direkte til kommunistisk ideologi.

Denne liste er slet ikke udtømmende. Der er bogstavelig talt ikke noget land eller noget område under kommunistisk styre, som ikke ville kunne opstille sin egen liste over lidelse.

•  Koncentrationslejre, der blev oprettet af det første kommunistiske regime så tidligt som i september 1918, er blevet et af de mest skamfulde symboler på et kommunistisk regime. I 1921 var der allerede 107 lejre med mere end 50.000 tilbageholdte. Den ekstremt høje dødelighed i disse lejre kan illustreres af situationen i Kronstadt-lejren: af 6.500 tilbageholdte, der blev anbragt i lejren i marts 1921, var kun 1500 i live et år senere.

•  I 1940 beløb antallet af tilbageholdte sig til 2.350.000 i 53 lejrkomplekser, 425 specialkolonier, 50 kolonier for mindreårige og 90 huse for nyfødte.

•  Gennem 1940’erne var der i gennemsnit 2,5 millioner tilbageholdte i lejrene. I lyset af den høje dødelighed betyder det, at det faktiske antal af mennesker, som blev placeret i lejrene, var meget højere.

•  Samlet har mellem 15 og 20 millioner mennesker passeret igennem lejrene frem til 1953.

•  Koncentrationslejre har også været anvendt i andre kommunistiske lande, ikke mindst i Kina, Nordkorea, Cambodja og Vietnam.

•  Sovjethærens invasion i adskillige lande under 2. verdenskrig blev systematisk fulgt op af massiv terror, arrestationer, deportationer og mord. Blandt de lande, der led mest herunder, var Polen (der var anslået 440.000 ofre, herunder mordet i 1940 i Katyn på polske officerer, der var krigsfanger), Estland (175.000 ofre, herunder mord på 800 officerer. Tallet udgør 17 procent af befolkningen), Litauen, Letland (119.000 ofre), Bessarabien og Nord-Bukovina.

•  Deportation af hele nationer var en almindelig politisk forholdsregel især under 2. verdenskrig. I 1940-41 blev omkring 330.000 polske statsborgere, der levede i områder, der var besat af Sovjethæren, deporteret til det østlige Sovjetunionen, især til Kasakhstan. 900.000 tyskere fra Volgaområdet blev deporteret i efteråret 1941; 93.000 kalmykker blev deporteret i december 1943; 521.000 tjetjenere og ingusjetere blev deporteret i februar 1944; 180.000 krimtatarere blev deporteret i 1944. Listen vil ikke være komplet uden at nævne letterne, litauerne, esterne, grækerne, bulgarerne, armenierne fra Krim, de meshketiske tyrkere og kurderne fra Kaukasus.

•  Deportationerne omfattede også politiske modstandere. Fra 1920 blev de politiske modstandere i Rusland deporteret til Solovkiøerne. I 1927 indeholdt lejren i Solovki 13.000 indsatte af 48 forskellige nationaliteter.

•  De kommunistiske regimers mest voldelige forbrydelser som massemord og folkemord, tortur, slavearbejde og andre former for fysisk terror i masseskala er fortsat i Sovjetunionen og i mindre målestok i andre europæiske lande helt frem til Stalins død.

•  Fra midten af 50’erne faldt terroren i de europæiske kommunistiske lande markant, men forfølgelse af forskellige grupper og individer fortsatte i form af omfattende politiovervågning, arrestationer, fængsling, bøder, tvungen psykiatrisk behandling, forskellige indskrænkninger i bevægelsesfriheden samt diskrimination ved ansættelser, hvilket ofte resulterede i fattigdom og professionel udelukkelse, offentlig ydmygelse og sladder. De post-stalinistiske europæiske kommunistiske regimer har udnyttet den udbredte frygt for mulig forfølgelse, som var meget bevidst i den kollektive hukommelse. Men i det lange løb er erindringen om tidligere tiders rædsler gradvis blevet svagere og har mindre indflydelse på de unge generationer.

•  Men selv i denne relativt rolige periode har de kommunistiske regimer været i stand til at tage tilflugt til massiv vold, når det har været nødvendigt, således som det illustreres af begivenhederne i Ungarn 1956, Tjekkoslovakiet 1968 eller i Polen i 1956, 1968, 1970 og 1980.

•  De kommunistiske styrers fald i Sovjetunionen og andre europæiske lande har givet adgang til visse arkiver, der dokumenterer kommunistiske forbrydelser. Før 1990’erne var disse arkiver komplet lukkede. De dokumenter, som kan findes der, udgør en vigtig kilde til information om måden at styre og træffe beslutninger på og kan supplere den historiske viden om de kommunistiske systemers måde at fungere på.

•  KONKLUSIONER

•  Det synes at være bekræftet, at de kommunistiske regimers kriminelle dimension ikke har været resultatet af omstændigheder, men snarere konsekvensen af en bevidst politik, som har været udarbejdet af grundlæggerne af disse regimer, allerede inden de overtog magten. Historisk har de kommunistiske ledere aldrig skjult deres mål, som var proletariatets diktatur, udryddelse af politiske modstandere og kategorier af befolkningen, som ikke kunne tilpasse sig den nye samfundsmodel.

•  Den kommunistiske ideologi har altid resulteret i massiv terror, forbrydelser og storstilet overtrædelse af menneskerettigheder, og det uanset hvor og hvornår den har været indført, det være sig i Europa eller andetsteds. Når man analyserer konsekvenserne af at indføre denne ideologi, kan man ikke se bort fra de ligheder med konsekvensen af at indføre en anden ideologi i det 20. århundrede, nemlig nazismen. Selv om de var fjendtlige over for hinanden, delte disse to regimer en række fælles træk.

•  Men hvor den kriminelle og fordømmelige karakter af nazi-ideologien og –regimet har været ukontroversiel i hvert fald i et halvt århundrede, og hvor dets ledere og mange af dets gerningsmænd er blevet gjort ansvarlige, så har den kommunistiske ideologi og de kommunistiske regimer ikke stået over for en tilsvarende reaktion. Forbrydelserne har sjældent været genstand for en retslig prøvelse, og mange af gerningsmændene har aldrig været bragt for retten. Kommunistiske partier er stadig aktive i nogle lande, og mange har ikke engang taget afstand fra fortiden, hvor de støttede og samarbejdede med de forbryderiske kommunistiske regimer.

•  De kommunistiske symboler bruges åbenlyst, og den offentlige bevidsthed om kommunistiske forbrydelser er meget ringe. Dette er især tydeligt, når man sammenligner med den offentlige bevidsthed om de nazistiske forbrydelser. I mange lande bidrager uddannelsen af de unge generationer ikke til at mindske denne forskel.

•  Visse landes politiske og økonomiske interesser påvirker omfanget af kritikken af de lande, der stadig har kommunistiske regimer. Det er især tydeligt i Kinas tilfælde.

•  Som forfatter til denne rapport er jeg af den mening, at der ikke skal ske yderligere forsinkelse i fordømmelsen af den kommunistiske ideologi og de kommunistiske regimer på internationalt plan. Dette bør ske både af forsamlingen på det parlamentariske plan og af ministerkomiteen på det mellemstatslige plan. Personligt deler jeg ikke den opfattelse, som nogle af mine kolleger har, at der skal være en klar skelnen mellem ideologi og praksis. Den sidste udspringer af den første, og før eller senere bliver de oprindeligt gode intentioner overtaget af det totalitære etpartisystem og dets misbrug.

•  Men det skal stå klart, at det er forbrydelser, der er begået i den kommunistiske ideologis navn, der fordømmes, og ikke et bestemt land. Russerne har selv været de første og de fleste ofre for den kommunistiske ideologi. I hvert eneste land, hvor kommunisterne har taget magten, har forbrydelserne været de samme. Denne rapport vil forhåbentlig bidrage til yderligere forsoning baseret på den historiske sandhed og forståelse.

•  Forsamlingen bør anbefale over for ministerrådet, at der oprettes en komite, som skal udføre omfattende undersøgelser vedrørende kommunistiske forbrydelser i de lande, der er medlemmer af Europarådet. Samtidig bør de medlemslande, der ikke allerede har gjort det, opfordres til oprette sådanne komiteer på nationalt plan. Disse komiteer forventes at samarbejde tæt med Europarådets komite.

•  Det endelige mål for Europarådets og de nationale komiteers arbejde vil være at fastslå kendsgerninger og at foreslå konkrete forholdsregler med det formål at skaffe hurtig retfærdighed og erstatning og at ære mindet om ofrene.

•  Den nødvendige betingelse for succes for komiteernes arbejde er adgang til arkiver, især i Rusland. Derfor skal den relevante lovgivning i de involverede lande og især i Rusland leve op til anbefaling nr. 13 (2000) fra ministerrådet om en europæisk politik for arkivadgang.

•  Sidst men ikke mindst skal ministerrådets komite tage initiativ til en bevidsthedskampagne i Europarådets medlemslande om kommunismens forbrydelser. Dette vil omfatte revisioner af skolebøger. Europarådets medlemslande bør opmuntres til at gøre dette på nationalt niveau.

Oversat af Birgit Unnerup

Netavisen 10. januar 2006