Lønforsikring vinder frem

Stik mod fagbevægelsens kritik af stadig flere individuelle forsikringsordninger, der virker mod det kollektivt byggende velfærdssystem, så har den selv indført adskillige forsikringssystemer

Kommunistisk Politik 1, 2005

På samme tid som fagbevægelsens ledere erklærer deres bekymring over afviklingen af velfærdssamfundet, idet stadig større dele af velfærden erstattes af privat formåenhed, så har de selv samme ledere nu igen lagt op til en selvfinansiering.

Denne gang handler det om at tegne privat forsikring som tilskud til dagpengene i tilfælde af arbejdsløshed. En række forbund startede tilbuddet op allerede for et par år siden. Det største fagforbund, 3F , har for tre måneder nu som et af de sidste iværksat en lignende model. Det må herefter konkluderes, at ringen er sluttet. Bortset fra små og mindre betydende forbund har alle forbund indgået aftale med forsikringsselskaber, der tilbyder medlemmerne forsikring til supplering af dagpengene i tilfælde af arbejdsløshed.

– For 3F har det i løbet af de første tre måneder ikke været en ultimativ succes, men tilfredsstillende: Siden 1. oktober har 500 medlemmer af 3F tegnet en lønforsikring. Og det er tilfredsstillende , lyder det fra forsikringsselskabet Alka, der tegner ordningen for 3F’s medlemmer.

Alka har ellers været yderst offensiv i sin markedsføring. I otte uger har Alka gennemført en ringe-kampagne, hvor en lang række medlemmer er blevet ringet op for at høre om deres interesse for en lønforsikring. Ud af de medlemmer, som er blevet direkte kontaktet, har mellem fem og otte procent tegnet en forsikring. Alka har planlagt at fortsætte ringe-kampagnen frem til december 2006, erklærer 3F .

Netop 3F’s medlemmer, som for langt størsteparten er ufaglærte, kan med rette føle sig truet af udstødning. Når Alkas måltal alligevel ikke er opfyldt, kan det dels skyldes, at 3F repræsenterer de lavtlønnede, dels at den ordning, som Alka tilbyder, ikke er lige så god som andre forbunds:

– Tegningen blandt 3F’s medlemmer ligger en anelse under tilsvarende ordninger i andre LO-forbund. Men det kan ændre sig, når ordningen bliver mere kendt. Set fra Alkas side ligger det på nuværende tidspunkt ikke over målet, men tilfredsstillende , siger Ulrik Hansen, forbundskonsulent i Alka.

3F selv har ikke noget mål om, hvor mange medlemmer der skal købe en lønforsikring:
– Vores mål har alene været at have varen på hylden, i lighed med alle de øvrige tilbud, vi har til medlemmerne. Vi mener, at de medlemmer, der måtte ønske det, skal have muligheden for at købe sådan en forsikring. Men vi har intet ønske om at komme op på en bestemt andel, der skal have en lønforsikring. Det er helt op til medlemmerne selv , siger hovedkasserer i 3F Kjeld Hauerberg.

Tværfaglige a-kasser

Internt i fagbevægelsen forsvares systemet med, at VK-regeringen 1. september 2002 gennemtvang loven om tværfaglige a-kasser, der lagde en motorvej åben for strandhugst forbundene imellem. I første omgang indgik forbundene en musketer-ed, der havde til hensigt at etablere en gensidig borgfred, som byggede på, at man indbyrdes fortsat respekterede de forskellige faggrænser. Udsigten til flere medlemmer fik flere medlemmer til alligevel at danne tværfaglige a-kasser, hvilket fik borgfreden til at bryde sammen, og startskuddet blev givet til et regulært og principløst slagsmål a-kasserne imellem.

Det er blandt andet kommet til udtryk ved de omtalte forsikringsordninger, men også kontingentets størrelse har været og er et omdrejningspunkt i konkurrencen, hvorfor det generelle billede er, at kontingentet i mange fagforeninger har været dalende. Konkurrencen er også et vigtigt element i de mange forbunds- og fagforeningssammenlægninger, medlemmerne har været vidne til de sidste år.

Trods lavere kontingent er det endelige resultat af konkurrencen, at det er medlemmerne, der i den sidste ende bliver sorteper. Medlemmerne har ikke brug for konkurrence blandt forbundsledere, men sammenhold på gulvet.

Loven om de tværfaglige a-kasser kan heller ikke fritage fagbevægelsens top fra ansvaret for isoleret forbundstænkning. Den kunne have udløst harmen mod regeringens lov eller i anden omgang stået fast på borgfredens grund.

Endelig bør det vel noteres, at fagbevægelsens top for omkring 15 år siden var bannerfører for gennemførelsen af arbejdsmarkedspensioner, der er med til at udhule princippet om, at folkepensionen udgør et nogenlunde fælles minimum for alle. Arbejdsmarkedspensionerne udelukkede de udstødte og åbnede for ideen om, at fremtidens alderdom kun sikres ved en privat opsparing.

Netavisen 5. januar 2005