Kapitalisme og naturkatastrofer

Af Klaus Riis
Kommunistisk Politik 1, 2006

Tre store naturkatastrofer gjorde særligt indtryk blandt de mange i 2006: tsunamien, hvis uhyggelige konsekvenser kom til at stå klart i begyndelsen af året, orkanen Katrina, der ramte USA i august og på sin vej nedbrød de usikre diger omkring New Orleans, og det uhyggelige jordskælv i Pakistan, som udslettede hele regioner den 8. oktober.

De tre katastrofer kom tæt på. Ikke bare på grund af en omfattende mediedækning, men fordi de viser, hvor tætte de globale forbindelser er i det 21. århundrede. Overalt i verden bliver mennesker direkte og personligt berørt.
Det er også baggrunden for den store offervilje blandt almindelige mennesker, som de talrige nødhjælpsorganisationer mærker.

Ved indgangen til et nyt år kan der så gøres status over katastroferne og deres konsekvenser. Den fremviser uhyggelige kendsgerninger om kapitalismens rolle heri. Det kapitalistiske system er en medvirkende faktor i udløsningen af dem, det bidrager til omfanget af den akutte katastrofe, og ikke mindst forstærker og forlænger det katastrofernes omgang, når de akutte situationer er overstået, verden er faldet til ro og den gode samvittighed er på plads.

Tsunamien i det sydlige Asien var en af de største naturkatastrofer nogensinde. Et usædvanlig kraftigt jordskælv ud for den indonesiske ø Sumatra udløste den dødbringende flodbølge. I modsætning til Stillehavet var der ikke etableret et effektivt varslingssystem i det Indiske Ocean. Nogle timer senere var mere end 218.000 mennesker døde i Indonesien, Sri Lanka, Thailand og Indien. 1,8 millioner blev hjemløse.

En af de største nødhjælpsoperationer nogensinde blev sat i værk. De berørte områder var ret lette at nå, det var flade kyststrækninger, og ingen temperaturproblemer. 4.000 helikoptere blev stillet til rådighed fra udlandet, og i løbet af to uger var 80 pct. af de lovede donationer kommet.
En oversigt fra Oxfam fortæller, at 80 pct. af de hjemløse fortsat ikke har fået permanente boliger. På Sumatra lever alle stadig i telte eller nødboliger. Ifølge Oxfam er der brug for opførelse af 300.000 nye huse. I Sri Lanka alene er der brug for 100.000. Kun 6.000 er blevet opført.

Et socialistisk samfund ville og kunne prioritere beskyttelsen af borgerne og at overvinde konsekvenserne af en naturkatastrofe. Hverken den internationale kapitalisme eller de lokale kapitalistiske regimer kan gøre det. Nødhjælpen siver rundt de underligste steder – og tsunamiens ofre får ikke muligheder for at skabe sig en ny tilværelse.

Da verdens rigeste land blev ramt af orkanen Katrina, blev det et lærestykke i kapitalistisk brutalitet.
Advarslerne fungerede, men der blev ikke organiseret kollektiv evakuering. Digerne brast, fordi digesikringen var blevet sparet væk til fordel for krigen i Afghanistan og Irak. De fattige blev ladt i stikken til at klare sig selv. Desperate folk, som søgte at overleve, blev skudt af nationalgardister. Antallet af ofre er fortsat ukendt, fordi oprydningsarbejdet de fleste steder ikke er påbegyndt.

Af New Orleans’ 500.000 indbyggere bor nu kun 100.000 i byen, efter den er tørlagt. Resten er spredt over USA i midlertidige indkvarteringer, efter jobmuligheder eller i campingvogne. Investorer og bygherrer afventer, mens de øjner muligheder for profitable forretninger og storslåede nybyggerier, hvori der ikke indgår planer om genhusning af den fattige, især sorte befolkning, der overlevede oversvømmelsen og efterhånden slap ud af byen.

Jordskælvet i de svært tilgængelige bjergegne i Pakistan er en uhyggelig fortsat katastrofe. Den vil komme til at kræve endnu flere menneskeliv end tsunamien, fordi nødhjælpen ikke er kommet frem i tide. Det krævede en effektiv hasteindsats, og den kom ikke. Officielt kostede jordskælvet 87.000 mennesker livet, men med antallet af savnede vil det nærmere være 200.000. Fire millioner blev hjemløse.

Appeller fra FN’s hjælpeorganisation om en indsats fra NATO’s side i ugerne efter katastrofen blev afvist. Der har været 70 helikoptere til rådighed i nogle af verdens vanskeligst tilgængelige egne. Af de lovede nødhjælpsmidler er kun 12 pct. faktisk nået frem. Tusinder, der har overlevet jordskælvet, dør. Mange tusinder har fået foretaget amputationer, fordi de ikke fik medicinsk hjælp i tide. Nu er vinteren sat ind, med metertyk sne, jordskred og laviner (området har nogle af verdens mest dramatiske temperaturforskelle mellem sommer og vinter), og langtfra alle områder har fået telte eller forsyninger til at klare en ufremkommelig vinterperiode. Man mener, at der lever 400.000 i de utilgængelige bjergegne, som kun kan nås af helikoptere, under gode forhold. I de fleste tilfælde er de telte, som er blevet bragt ud, uegnede til at modstå vinterkulden. Der er allerede kommet rapporter om hundreder af børn, som er døde af kulde.

Naturkatastrofer og krige har altid social slagside under kapitalismen. Overklassen overlever altid; ofrene bliver begravet – måske. De øvrige overlevende lever videre under den største ‘naturkatastrofe’ af alle: et økonomisk og socialt system, som forstærker alle tragedierne.

Se også:

Katastrofen i Det indiske Ocean
Af Klaus Riis 30.12.2004

Katrina og kapitalismens barbari
Af Klaus Riis, Kommunistisk Politik 18, 2005

Pakistan: Krig prioriteres højere end nødhjælp
Kommunistisk Politik 21, 2005

Netavisen 3. januar 2006


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne