Af PLS – Pædagogstuderens LandsSammenslutning
www.p-l-s.dk
Klik til Aktionsdag 29. november
Problemerne på pædagoguddannelsen har vokset sig store. Seminarierne må fyre undervisere og aflyse timer på grund af besparelser. Vi får kastet tonsvis af prøver og eksaminer i hovedet uden hverken varsel eller begrundelse og Kvote 2, som vi kender den i dag, bliver afskaffet. Den nye reform af pædagoguddannelsen ligner ikke en forbedring, snarere en indsnævring af vores pædagogiske handlefrihed. Samtidig indfører politikerne pædagogiske lærerplaner, forslag om sprogtest af børn i 3 års alderen, obligatorisk børnehaveklasse alt imens kommunerne presses til at skære ned på daginstitutionerne.
Det er ikke navlepilleri at ønske udvikling og dannelse for alle borgere i det danske samfund uanset farve, religion og handicap. Konsekvenserne af de ændringer, regeringen er i gang med på hele det pædagogiske felt, er, at barndommen forsvinder. Det lader til at regeringen ønsker at fremtidens pædagoger skal passe børn, uddanne og undervise frem for at opstille udviklingsrum, tid til dannelse og spontanitet.
I vores øjne ligner det et angreb på alt det vores uddannelse står for. Det ligner et angreb på hele det pædagogiske område. Et angreb, der kan slå pædagoguddannelsen og pædagogikken ihjel. Vi har et ansvar for at sætte de pædagogiske værdier på dagsordenen. Ikke kun for vores skyld, men for samfundets skyld.
Vi befinder os i en æra, hvor modeordene hedder effektivitet, dokumentation og evidens. Disse business-ord sniger sig ind på vores område. Både på uddannelsen og på de pædagogiske arbejdspladser. Men disse ord passer dårligt ind i det pædagogiske arbejde, fordi vi ikke arbejder med ting, der kan måles og vejes. Vi arbejder med menneskelige værdier.
PLS synes, at uddannelsen er for vigtig til at overlade til politikerne på Christiansborg, og nu blæser vi til modangreb. Værdikampen er i gang, og PLS vil forsvare de pædagogiske værdier.
Mangfoldighed på uddannelsen er godt. Vi skal ikke alle sammen komme med en studenterhue og et godt gennemsnit. Vi skal komme alle vegne fra. Have livserfaring, og mod til at arbejde med mennesker. Derfor skal Kvote 2 bevares. Fjern i stedet Kvote 1, og lad folk få adgang til studiet på baggrund af deres menneskelige kvalifikationer, for enhver idiot kan IKKE blive pædagog.
Investér i uddannelse. Hvis man satser på kvalitet på en så vigtig uddannelse som vores, får man nogle dygtige folk ud på arbejdsmarkedet. Det er en god investering for samfundet, fordi de fleste mennesker kommer i berøring med en pædagog i løbet af deres liv. Men kvalitet opnås ikke gennem taxametersystemet. Det tvinger seminarierne til at tænke en studerende som et produkt, der skal igennem maskineriet, så hurtigt som muligt – og skidt med, hvordan produktet ser ud, bare det kommer ud. Vi er overbeviste om, at vi får et bedre samfund, hvis vi investerer i uddannelse i stedet for at spare.
Dannelse skal være udgangspunktet. At være pædagog betyder, at man er sit eget redskab. Man er på en gang personlig og professionel. At være et redskab på den måde kræver selvindsigt, personlig udvikling og en god faglig viden. Ikke kun for vores skyld som studerende, men for alle de mennesker, vi skal arbejde med. Vi skal vide en masse, kende teorier og metoder. Men vi skal først og fremmest være hele mennesker, for at vi kan være pædagoger. Derfor er personlig vejledning et afgørende element.
Udviklingsgaranti i stedet for pasningsgaranti. Politikerne tror, at det bedste man kan give børn er pasning og at forberede dem på de mange års skolegang, der venter forude. Men der er andet i livet end skole. Og enhver kan se, at børn ikke behøver at blive undervist for at lære at tale, gå og lege. Vi skal uddannes til at udvikle børn, ældre, unge og dem midt i mellem. Vi skal ikke uddannes til førskolelærere eller børnepassere. Essensen er af det pædagogiske arbejde er værdier. Man bliver ikke en god pædagog af en stor portion teoretisk viden, hvis man er total blottet for personlig indsigt!
Vi ønsker balance mellem faglig viden og personlig dannelse.
Refleksion i centrum. Vi skal ud af normeringen i praktikken. Vi skal ikke arbejde, men uddanne os i praktikken. Selv om vi yder et billigt stykke arbejde nu, vil samfundet få mere ud af os, når vi er færdige med uddannelsen, hvis vi har fået tid til refleksioner. Tid til at finde vores eget pædagogiske standpunkt og tid til at reflektere over, hvordan vi selv fungerer i en pædagogisk hverdag.
Processen er vigtigere end resultatet. Med de nye regler om prøver og eksaminer kommer der stort fokus på tal og resultater. Bliver man en bedre pædagog med flere prøver og eksaminer? Det kan være udmærket at få en bedømmelse. Men hvis hele vores uddannelse handler om at blive bekræftet på karakterbeviset, risikerer vi at glemme at lære noget igennem processen.
Alsidighed i uddannelsen skal give os en bred dannelse og et grundigt indblik i metoder, teorier og målgrupper. Den nye uddannelsesreform vil gøre specialister ud af os. Specialister, der ikke kan se ud over deres eget snævre område. Det giver halve pædagoger, og halve pædagoger kan ikke se helheder.
Vi ønsker en uddannelse, hvor vi bliver i stand til at se sammenhænge i stedet for at blive snævertsynede.
Netavisen 15. november 2005
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
