Den amerikanske drøm: Irak, Syrien og Iran som vasal-lande

Af Henning Paaske Jensen

Der er god grund til at sejle op imod den pression, undergravning og mediestorm imod Syrien og Iran, der intensiveres nu, hvor USA er stadig mere trængt af modstandsbevægelsen i Irak. En kampagne til forberedelse af aggressioner, destabilisering og mulige angreb for at fremtvinge ‘regimeskift’ i disse lande og åbne dem op for amerikanske interesser.

Selvom USA er stækket af modstandsbevægelsen i Irak, vil det være en farlig illusion at tro, at den amerikanske drøm om at få gjort ikke kun Irak, men også Syrien og Iran, til vassal-lande er opgivet. Tværtimod er dets kampagne imod Syrien og Iran vedr. Mehlis rapporten, Irans atomkraft og reaktionen på Irans udtalelser imod det zionistiske Israel, bevis på at USA’s planer for kontrol med Mellemøstens olie er intakte.

Med deres FN-foranstaltede undersøgelser forsøger USA at skabe en ”legitim” platform for at vænne os til deres anklager og påstande, gøre dem til centrale emner og afvæbne os imod kommende sanktioner eller angreb. Man forsøger som i Afghanistan og Irak at gøre aggression og erobringskrig legitim ud fra, om folk sympatiserer med styreformerne dér.

De igangværende amerikansk manipulerede ‘ undersøgelser’ om Syrien og Iran må have et klart svar:

Imperialismen med USA i spidsen må trække tropperne hjem fra Irak (inklusive alle danske tropper) og holde fingrene væk fra Syrien og Iran.

Enhver form for FN-sanktioner imod Syrien og Iran må afvises som led i USA’s forsøg på at spænde sikkerhedsrådet for USA’s erobringsplan for Mellemøsten.

Vi må aldrig glemme, at USA er garant og beskytter for Israel – dets imperialistiske forpost i Mellemøsten, der forsætter sin kolonisering af Vestbredden og holder Gaza som et fængsel – på trods af utallige FN påbud om at trække sig tilbage – og på trods af det seneste krav om at stoppe bygningen af apartheid-muren og om at rive den ned.

Det kan aldrig være USA, verdens største atommagt, der skal afgøre, hvem der kan udnytte atomkraft eller besidde atomvåben. Alle atomvåben bør afskaffes – og det første krav herom må rettes til USA.

USA’s oliekrig (der er maskeret som ‘krig mod terror’) har betydet, at Afghanistan og Irak nu er besat, samtidig med at USA går videre og arbejder for at få kontrollen over det olierige Iran og Syrien. Israel må importere al olie, og et sådant Syrien ville kunne opfylde gamle israelske planer om bygningen af en pipeline fra Mosul i Nord Irak gennem Syrien til Haifa.

USA og Israel øjner ”omskabelsen” af hele Mellemøsten i nøje overensstemmelse med de ultrakonservative ideer, udtænkt og offentliggjort før Bush blev præsident (af f.eks. Project For The New American Century), og som også omfatter det ustabile, men olierige Saudi Arabien.

Disse strategiske planer er formuleret af de amerikanske/israelske tænketanke og af folk, som Bush omgiver sig med i de forreste rækker. De er blevet til USA’s officielle politik bl.a. med Bush-doktrinen om ‘forebyggende krige’ (ulovlige ifølge FN’s charter) og sikring af USA’s dominans som verdens førende magt, – imod nye opkomlinge som Kina og EU.
Disse tænketanke har også udklækket planer, der åbent talte om at destabilisere og vælte regimerne i Irak, Iran og Syrien – med flere!

USA’s krig i Mellemøsten er en krig med mange ubekendte for USA. Den indgår i et spil med gamle og nye stormagter, som ikke blot vil se på, at USA tager for sig af Iraks og Irans olie som et tag-selv- bord – af nogle af verdens største og bedst kendte, omend begrænsede, oliereserver.

Det gælder bl.a. Rusland og de fremstormende og oliehungrende økonomier i Kina og Indien. Disse har øget deres samarbejde økonomisk, politisk og militært – med nære forbindelser til det olieeksporterende Iran, efter afsættelsen af Saddam Hussein USA’s og Israels fjende nr. 1. i Mellemøsten. Også Syrien og Iran har indledt en form for noget, der ligner et strategisk samarbejde, imellem de to trængte nationer i lyset af den aktutte krigstrussel fra USA og dets allierede.

Derfor kan man ikke længere blot automatisk regne med. at Rusland og Kina stiller sig passivt i FNs sikkerhedsråd vedr. sanktioner – men vil overveje at håndhæve en egen interesse i at imødegå sanktioner. Det er i sådanne situationer, vi igen vil kunne se USA tale om at ”påtage sig sit globale ansvar” og gå udenom FN for at forfølge sine mål.

I dette globale imperialistiske spil ser man hele tiden midlertidige alliancer opstå og opløses igen. Frankrig var imd krigen mod Irak på grund af sine egne interesser. I Haiti og nu i forhold til Iran og ikke mindst Libanon og Syrien øjner denne gamle kolonimagt nye muligheder, og ser ud til at støtte og samarbejde med USA. EU ser ud til at være en aktiv medspiller i den amerikanske kamp for at ‘demokratisere’ – det vil sige destabilisere og kolonisere – hele Mellemøsten. Og Danmark følger med på noget, regeringen naivt tror er en fribillet til del i rovet.

Men den allerstørste ubekendte, som allerede har givet og fortsat vil give USA kæmpeproblemer, er den folkelige modstand i Irak, især den væbnede modstand, der er ved at skrive skriften på væggen for USAs irakiske og mellemøstlige evntyr. USA’s koalition i Irak – med Danmark på slæb – samt Israel er i gang med at opbygge en storm og et had imod sig blandt folkene i Mellemøsten, som ikke er set siden afkoloniseringen.

Hver dag får USA det at føle. Med sine effektive hjemmelavede vejsidebomber og snesevis af daglige aktioner mod besættelsesmagterne og deres lakajer påfører en voksende modstandsbevægelse den amerikanske krigsmaskine større og større tab. Den irakiske frihedskamp er en legitim kamp for befrielse og en vigtig inspiration for folkene i Mellemøsten og i hele verden.
Mange øjner et USA på vej mod et nyt Vietnam.

Ikke at give støtte til denne væbnede modstandskamp, som verden og alle progressive kræfter er megen tak skyldig, er uforståeligt. Men det er desværre en udbredt holdning blandt mange såkaldte venstrekræfter i Europa og USA. Det skyldes angiveligt den ‘religiøse’ deltagelse i modstandskampen, selvom det er en kendsgerning, at USA i Irak støtter sig på de stærkeste (og mest reaktionære) islamiske kræfter i det irakiske samfund, og at den nydikterede forfatning er religiøst baseret i modsætning til den tidligere.
Denne negative holdning til den heroiske iraksiske modstand tjener objektivt imperialismen og USA’s besættelse

Den irakiske modstand har vist verden, at den dominerende amerikanske supermagt slet ikke er usårlig.
Men den er samtidig et vilddyr, som ikke godvilligt trækker sig tilbage fra Irak eller Mellemøsten. Den går fortsat efter ’sejr’ og permanent ophold. Dertil er de amerikanske monopolers olie-appetit for stor – og en tilbagetrækning vil aldrig blive afgjort af meningsmålinger i USA og slet ikke i Irak. Den afgøres heller ikke af et amerikansk valg, men primært af den irakiske modstand selv og af solidariteten blandt folkene i verden

For de amerikanske monopoler er der altfor meget, der står på spil, til at de vil opgive deres oliekontrol. Ikke nok med at Irak har nogle af verdens største kendte oliereserver, Irak var også gået over til at handle olie i euro i stedet for dollar. Måske var det dette ”masseødelæggelsesvåben” imod de amerikanske monopolers økonomiske dominans, der afgjorde USA’s beslutning om at krigen i marts 2003 nu var uopsættelig.

Det er en krig, hvor den systematiske løgn blev brugt som et hovedvåben både til at udløse mden og til at fortsætte den illegitime besættelse – med falske påstande og forfalskede dokumenter som grundlag. Mange af disse falsknerier er for længst afsløret, men nye detaljer kommer frem for hver dag der går. Foreløbig har det kostet en enkelt af arkitekterne bag Irak-krigen, vicepræsident Cheneys toprådgiver Lewis Libby hans politiske liv. Han er nu anklaget for mened. Og undersøgelserne mod Bush’s egen toprådgiver Karl Rove fortsætter.

Hvis ikke den væbnede modstand i Irak havde været der, ville alle løgnene forlængst være begravet og glemt. Ulovlighederne i forbindelse med det løgnagtige grundlag for krigen er blot en flig af selve problemet: udløsningen af en ulovlig, folkeretsstridig aggressionskrig og den fortsatte besættelse.

Og løgnene og dæmoniseringen stopper ikke. De er en uadskillelig del af den amerikanske imperialistiske strategi, krigene og dens propagandaapparat. FNs Mehlis-rapport, som peger på Syrien som bagmand for mordet på den tidligere libanesiske premierminister Rafik Hariri, passer alt for godt ind i de amerikanske og de israelske planer for at kontrollere Mellemøsten og med deres særdeles aktive efterretningstjenesters skjulte virksomhed.

FNs ‘undersøgelsesdommer’ Ditlev Mehlis er berygtet for sine forbindelser til disse efterretningstjenester. Hovedvidnet i hans rapport, som sætter Syrien i gabestokken, er er en tidligere flere gange dømt bedrager. Det ligner mest af alt en gentagelse af løgnene om Irak op til krigen, der baserede sig på dømte eksilkriminelle som den berygtede Ahmed Chalabi.

Seymour Hersh, den verdenskendte og prisbelønnede amerikanske journalist, der afslørede USA’s Mai Lai massakre i Vietnam under Vietnamkrigen, har gennemgået FNs rapport om Hariri-mordet. Han har udtalt, at grundlaget for anklagerne imod Syrien er lige så tynde som Colin Powells anklager i FN om de irakiske ‘masseødelæggelsesvåben’ i februar 2003. Colin Powel “beklagede” som bekendt senere, at han baserede sig på “usolide” oplysninger .

Men løgnen er også et tveægget sværd. Umiddelbart er den i stand til at skabe ”resultater” og beslutninger i en situation med frygt. Men løgnen vender næsten altid tilbage til sine ophavsmænd og kræver sig dobbelt betalt. Præsident Bush har i dag en historisk høj procent imod sig og imod USA’s krig i Irak.
Krigsdeltagelsen og besættelsen i Irak sker i dag på trods af majoriteten af befolkningerne i de krigsførende lande og på trods af næsten hele den irakiske befolkning.

Det bliver sværere og svære at kalde imperialistisk erobringskrig for ”støtte til demokrati”.

Bush er sammen med Ariel Sharon verdens mest hadede mand. Han kan ikke bevæge sig noget sted uden at blive mødt af massive demonstrationer – hvad enten det er i Danmark, Skotland eller Argentina – eller i USA selv. Verden har gennemskuet ham og hans røveriske hensigter – selvom detaljer i de mange løgne kan være uklare.

Det må snart også få konsekvenser for Anders Fogh Rasmussen – nr. 1 på listen over danske krigsforbrydere, der ulovligt bragte Danmark i krig på basis af de samme løgne, den samme manipulation.

Henning Paaske Jensen er medlem af landsledelsen i Boykot Israel og af antikrigsinitiativet Stop Terrorkrigen

Se også af Henning Paaske Jensen

Om tyven der råber: Stop tyven: Israel vil have Iran smidt ud af FN

Stop krigsforbryderen Sharon!

Gaza – Hvad nu?
Baggrund

Meningsmåling bekræfter Komiteen for et Frit Iraks to år lange solidaritetsarbejde
Af Carsten Kofoed, Komiteen for et Frit Irak

Islamiseringen af det irakiske samfund – et præstestyre på vej?
Af Omar Dhahir

Hvem var Rafiq Hariri, og hvem stod bag mordet på ham?
Af Mohamed Hassan

Centralt vidne i Mehlis-rapport er en dømt bedrager
Spiegel Online

Anti-Syrien Svindelen
Af Paul Craig Roberts

Den amerikanske krig mod Iran er allerede begyndt
Af Scott Ritter 

Tilbageblik på “Krigen imod terror”: Erobringen af Sydvest-Asien
Af Pepe Escobar

Venstrefløjen og en blødere, mildere krig?
Hvad “krigen imod terror” i virkeligheden handler om
Af Lee Sustar

Iran, Syrien, Venezuela: Hvor rammer USA-imperialismen næste gang?
Af Troels Riis Larsen, DKU

Netavisen 4. november 2005