Gaza – Hvad nu?  

Kommentar
Af Henning Paaske Jensen

Det er ikke så sært at den aktuelle rømning af de illegale bosættelser i Gaza har fyldt det palæstinensiske folk med glæde. Men det er en glæde blandet med frustration, fordi de fleste er klar over, at den isolerede rømning ikke er udtryk for at Israel nu har forladt sin konkrete zionistiske politik om et Stor Israel og blot vil diskutere sikkerhed. Men at rømningen af Sharon nu vil blive brugt til at dække over den israelske ekspansion, som er i fuld gang på Vestbredden.

Unge med det palæstinensiske flag fejrer Israels rømning af Gaza ved israelsk ‘bosættelse’ på Vestbredden

Men for første gang har Israel måtte afvikle langvarige illegale bosættelser. Ikke på grund af pres fra det internationale samfund, men først og fremmest på grund af det palæstinensiske folks egen modstand igennem 2 intifadaer.
I 2002 udtalte den israelske hærchef ”at palæstinenserne må bringes til at forstå i deres alle inderste bevidstheds kringelkroge at de er et slagent folk.”
Det må konstateres at Israels herrefolksmålsætning ikke er opfyldt 3 år efter – tværtimod.

Rømningen af Gaza bosættelserne, som Sharon tidligere har forsikret var lige så hellig og uadskillelig en del af Israel som Tel Aviv, sker ikke af god vilje, men er blevet påtvunget Israel og giver den zionistiske politik om uafbrudt ekspansion ridser i lakken.
Uanset hvor megen terror, massakrer, snigmord, så var det ikke muligt at bryde palæstinensernes enhed og modstand i Gaza anført af den palæstinensiske ungdom. Det er heller ikke lykkedes for Israel at skabe en palæstinensisk borgerkrig i Gaza.

Fastholdelsen af de ca. 8500 illegale bosættere i det tætbefolkede Gaza med 1,5 millioner indbyggere blev derimod en stadig større byrde for Israel økonomisk og sikkerhedsmæssigt – en kilde til stadig øget frygt og usikkerhed for bosættere i Gaza og for soldaterne der. Samtidig kunne Gaza ikke undgå at blive et koncentreret udstillingsvindue i israelsk herrefolksmentalitet og terror og stærkt medvirkende til massiv fordømmelse af Israel fra verdens befolkninger.

Det isolerede Gaza har aldrig haft 1. prioritet i den zionistiske kolonisering. Israels hovedfokus har været og er stadig kampen for at underlægge sig stadig større områder af Vestbredden og bantunisering af den palæstinensiske befolkning i små bantustans hvor livet er næsten ubærligt og fremme en ”frivillig” fordrivelse.
Gaza bosættelserne måtte ofres for langt større og strategiske interesser: Israels fremmarch på Vestbredden

Ikke mange palæstinensere er heller i tvivl om, at Israel aldrig frivilligt vil afgive kontrollen med selve Gaza, men vil fastholde besættelsen som én stor flygtningelejr uden muligheder for et selvstændigt liv. Men som et slags åbent fængsel med fuld israelsk kontrol over dets luftrum, vandressourcer og adgang til havet og ubetinget militær intervenering med tæppebombninger og likvideringer af modstandsfolk..

Ikke mange er i tvivl om at Israel har til hensigt at lade det palæstinensiske folk betale en høj pris for deres tilbagetog i Gaza. At tilbagetrækningen indgår i planen om at skabe falske forestillinger om ”israelsk besindighed” som dække over den igangværende udbygning på Vestbredden. En ekspansion som langt langt overstiger de rømmede bosættelser i Gaza med deres bygning af den ulovlige apartheidmur, og indlemmelsen af store områder, og med nye apartheidveje, vejspærringer og udbygning af bosættelser – ikke mindst omkring Jerusalem. Den by Israel er godt i gang med at foretage en etnisk udrensning af og ulovligt har erklæret for Israels udelelige hovedstad.

Blot måneder efter den israelske ”rømningsplan” vil Israel have det største antal illegale bosættere nogensinde – op imod 400.000 på Vestbredden. Sharons 20 år gamle ekspansionsplan er i fuld gang med at blive virkeliggjort – alt imens verdenssamfundet ser på og ikke rører en finger.

Hele denne ulovlige ekspansion med USA’s og Danmarks reelle accept har overhovedet ikke mediernes fokus. I stedet dækkes der over Israel med analyser om en ny ensidig, men dog fredsvenlig Sharon og der åbnes op for spekulationer om, at høgen Sharon i virkeligheden er ved at skifte ham til en fredsdue. ”Glemt” er også den ulovlige apartheidmur det internationale samfund, FN og Haag domstolen har krævet stoppet og fjernet for mere end 1 år siden.

Der er heller ingen tvivl om at Israel er fuldt ud klar over at deres igangværende eventyr på Vestbredden uvægerligt vil udvikle et nyt folkeligt oprør – en ny intifada og at de gerne ser at Gaza som det hidtil mest koncentrerede og flammende sted for modstand kommer til at spille en mindre central rolle.

Men der er nok ingen tvivl om at modstanden i det tætbefolkede Gaza uden reelle livsbetingelser ikke stiller sig tilfredse med rømning af bosættelserne, men ser rømningen som en inspiration for den palæstinensiske modstand og fortsat fokuserer på de umiddelbare fælles palæstinensiske krav om reel israelsk tilbagetrækning fra alle de besatte områder og flygtningenes ret til tilbagevenden – legitime krav baseret på folkeretten.

Verdens befolkningers krav om sanktioner og boykot af apartheid Israel er ikke blevet mindre vedkommende og aktuelle efter de seneste rømninger, tværtimod er de brandaktuelle.

Israel holder fortsat Gaza besat og er i fuld gang med at inddrage endnu større dele af Vestbredden udbygger bosættelserne der mens palæstinensere i Israel lever som 2. rangs mennesker og flygtningene fortsat nægtes ret til tilbagevenden.

Netavisen 25. august 2005


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne