30. april 2005: 30 år siden Viêt Nams folk besejrede USA-imperialismen 30 året for befrielsen fejres i Viêt Nam  

Af Ole S. Larsen
Interpres

Da de politiske ledere i Washington og generalerne i Pentagon kiggede på fjernsyns- og radio reportagerne fra Viêt Nam den 30. april 1975 var det billeder af deres militære og politiske nederlag i Vietnam, de fik at se.

Den amerikanske ambassadør hoppede rundt på taget af ambassaden for at komme med en af de helikoptere, som kunne redde ham fra at blive stillet til ansvar for forbrydelserne i landet.
På ambassadetaget sloges andre amerikanere med deres tilhængere for at komme med en af de sidste helikptere som lettede fra ambassadetaget.
Samtidig fløj dollarssedlerne omkring i luften ved US-ambassaden.

Den australske journalist John Pilger som var I Saigon den 30.april 1975 fortæller at
”Pengene kom flyvene fra forbrændingsovnen på ambassade taget. Jeg havde svært att tro mina øjne . Det uvirkelige og det virkelige var smeltet sammen. Fra himmelen kom 20-, 50- og 100-dollarsedler. De fleste var brændte, en del var det ikke. Vietnameserne som stod og ventede omkring ambassadens swimming-pool troede ikke deres egne øjne; tidligere ministrer og generaler og torturbødler forsøgte at tilrive sig et afgangsvederlag fra himmelen .
En ambassadefunktionær sagde at mere end fem millioner dollar blev brændt op. ”
(Fra Heroes,1975)

Viêt Nam var befriet efter 15 års krig mod supermagten USA og dens lokale marionetter

For 30 år siden brød denne FNL-tank gennem porten til præsidentpaladset i den daværende hovedstad i Sydvietnam, Saigon.

Amerikanerne afbrændte deres egne penge som et symbol på at Yankee-dollaren var blevet værdiløs som et våben til at bestikke sig til den indflydelse amerikanerne ikke kunne få gennem ærlige, menneskelige kontakter.
Højkvarteret for verdens fjerde største Hær ARVN : Army of the Republic of Vietnam i Saigon var i opløsning. Soldaterne deserterede i en takt med over 1000 om dagen.

Krigsforbryderne i Washington og Pentagon måtte indse at slaget var tabt i Viêt Nam.

Da meddelelsen om den panikartede amerikanske flugt ud af Viêt Nam nåede den øvrige verden udbrud der jubelscener af et omfang som man skal tilbage til befrielsen i 1945 for at kunne opleve.
Millioner gik på gaden i alverdens lande i mægtige støttedemonstrationer for det vietnamesiske folks sejr i folkekrigen.

30-årsdagen blev fejret af vietnameserne ved festligheder i flere byer.

I Hô Chî Minh- byens solbeskinnede gader trængtes titusinder af mennesker idag for at mindes 30-årsdagen for sejren over den amerikanske hær og deres marionetter i byen der dengang blev kaldt Saigong.
Ifølge mange borgerlige tilhængere af USAs krig i landet ville der nu komme et blodbad i Vietnam når supermagten trak sig ud – sådan som den amerikanske propaganda også hævede i årene inden 1975.
Men det skulle vise sig at de vietnamesiske befrielsesstyrkers indtog i byen skulle blive den endelige afslutning på årtiers krig i landet.
Det tyvende århundredes længste krig var ovre .

Efter at angriberen var blevet smidt ud af det heroiske vietnamesiske folk blev dette fantastiske land igen en nation, sådan som folkeretten og Genèvekonferencen havde slået fast og sagt, at det havde ret til at være, for så mange ødelagte år siden.

Folkemasserne så i dag 30 år efter befrielsen den legendariske general Vo Nguyen Giap deltage i sejrsfestlighederne . Giap var den legendariske Hô Chi Minhs kampfælle og var i 1975 øverstkommanderende for de vietnamesiske befrielses-styrker.

Den legendariske general Vo Nguyen Giap ankommer til sejrsfestlighederne i Hô Chî Minh Byen 30. april 2005

Hele Hô Chî Minh Byens centrum var dækket af enorme, farverige transparenter samt blomster for at erindre om indtagelsen af byen og sejren over den amerikanskstøttede sydvietnamesiske hær, som var baseret der.
Folk samledes foran det tidligere US-støttede regimes præsidentpalads, som nu kaldes Genforeningspaladset.
Her overværede de en ceremoni, som havde deltagelse af præsident Tran Duc Luong og premierminister Phan Van Khai.

Omkring to tredjedele af de 82 millioner vietnamesere er under 30 år. For dem er krigen noget, der tilhører forældrenes generation. Også derfor er det vigtigt at mindes og tage ved lære.

Hô Chî Minh

Hô Chî Minh var medstifter af Komintern-partiet Parti Communiste de France, PCF, i 1921.
Han studerede i tyverne på Universitetet for orientalistiske Studier i Moskva hvor titusinder af kommunistiske ledere fra hele verden blev skolet i Marxismen-Lenismen og lærte hvordan de bedst organiserede folk i deres hjemlande, hvordan man opbygger
revolutionære, politisk-ideologisk selvstændige partier, der kunne stå på egne ben og sætte en bom for kompromismageriet med bourgeoisiet og samtidig afsløre socialdemokratiet i arbejderklassen.

Fra 1923 var han aktiv i KomIntern (Note 1) I et indlæg på Internationalens femte kongres rettede han kritik mod det samme PCF for dets holdning til kolonispørgsmålet. Angiveligt var der blandt de franske kammerater spor af de samme chauvinistiske holdninger som den franske imperialisme hævdede overfor Viêt Nam. Det kender vi jo også idag hvor ”socialister” i SF og Enhedslisten har de samme chauvinistiske tendenser overfor modstandsbevægelsen i Irak og andre lande.

Hô Chî Minh var også medstifter af partiet Dâng Công Sân Viêt Nam – Viêt Nam’s Kommunistiske Parti – i 1931. Giap, Dong og andre arbejdede utrætteligt med at opbygge Komintern-partiet i Vietnam.

Hô Chî Minh
19. maj 1890 – 11. september 1969

I 1941 lykkedes de med dannelsen af den national front Viet Minh. Under verdenskrigen opbyggedes Viet Minhs guerillastyrker og i august 1945 rykkede Viet Minh’s styrker ind i Ha Noi sammen med Hô Chî Minh’s og Vo Nguyen Giap i spidsen.
Hovedstaden Ha Noi og store dele af landet var befriet

Det var Anti-Kominternpagtens – Tysklands og Japans – nederlag i 1945 der skabte betingelserne for befrielsen af Kina i 1949 og senere Viêt Nam og andre lande.
Den Røde Hær, modstandsfolkenes og Sovjetunionens allieredes sejr over de fascistiske aksemagter banede vejen for befrielsen af en lang række lande samtidig som arbejderklassen kunne flytte sine positioner frem i klassekampen og tilkæmpe sig sociale og demokratiske forbedringer.

Efter krigen stemplede den franske kolonimagts ”socialistiske” præsident Auriol Viet Minh som en satellit under det kommunistiske Kominform (Note 2), og udenrigsminister Bidault kaldte befrielsesstyrkerne for banditter.

I 1960 blev den vietnamesiske befrielsesfront FNL dannet med Hô Chi Minhs kommunister som rygrad og drivende kraft. FNL’s dannelse satte for alvor fart på kampen mod de udenlandske imperialister og deres lokale marionetter i Sydvietnam.

Fra 1973 – efter de amerikanske julebombninger – og frem til 1975 var det ikke muligt – ikke engang for de mest enøjede pro-imperialistiska tilhængere i de USA-allierede lande at tvivle på at Vietnams folk var på vej mod den endelige sejr.

Femten års befrielseskamp – om vi regner den sydvietnamesiska befrielsesfronten FNL’s dannelse i 1960 som begyndelse – tredive år om vi udgår fra Anden Verdenskrigs afslutningen, da den franske kolonimagt svigtede sine løfter om selvstændighed for Indokinas folk – viste at det var muligt at besejre verdens mægtigste militærmagt.

Dien Bien Phu: USA tager over fra Frankrig

Først var det den franske kolonimagt som led sit endelige nederlag i 1953-54 med slaget om Dien Bien Phu som det afgørende vendepunkt. Vietnam blev for anden gang lovet selvstændighed, nu gennem fredsaftalerne i Paris sommeren 1954. Med indsigten om at kommunisterne under Hô Chi Minhs ledelse skulle få “mindst 80 procent” af stemmerne i ett kommende valg, indgreb USA direkte.
Tidligere havde de ladet Frankrig føre krig med amerikanske dollars som hjælp. Nu stoppede USA valget og indstallerede den første af en lang række marionettregimer i syd .

Det skete med Eisenhoweradministrationens ord om at “kommunismen måtte stoppes i Vietnam, inden hele Asien falder som dominobrikker” og “USA må fortsat have kontrol over Indokinas strategisk vigtige råvarer”
Derefter fulgte femogtyve år af krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden fra magthaverne i Washington og Pentagon.

USAs folkemordspolitik myrdede langt over tre millioner civile, sårede og lemlæstede langt flere.
USA kastede flere bomber over Indokina end hvad der blev brugt under hele den Anden Verdenskrig – alle kampfronter medregnet!

USA brugte – i takt med at FNL og folkekrigsstrategien blev stadig mere fremgangsrig – afsindige terrorbombninger og i stadig større udstrækning over landsbyer, overvandingsanlæg, marker, skove med de såkaldte B 52-er tæppe-bombardementer.

Kampvåben som er forbudte ifølge Genèvekonventionen, som splitterbomber, napalm osv blev sat ind mod civilbefolkningen i en masseterror, som får vore dages terroraktioner til ligne ubetydelige amatøraktioner .

Den berygtede Song My-massakre var ”bare” én i en uendelig række af lignende barbariske forbrydelser.
Giftbesprøjtninger fra luften ødelagde afgrøder og skove for at fremkalde massesult. Hundrede tusindvis af menneker døde direkte af giftmidlet Agent Orange som endnu i dag forårsager genetiske skader på nyfødte børn !

Ingen af de politisk ansvarlige i USA:s magtelite er blevet stillet til ansvar for disse forbrydelser. INGEN!
Ingen krigsforbryderdomstole er blevet oprettet for at dømme disse barbariske forbrydelser.

Endnu er ingen af de krigsskadeerstatninger, som USA lovede for tredive år siden, kommet Viêt Nams, Laos’ eller Cambodias folk til gode.

I 1963 havde USA knap 15.000 soldater i Vietnam. 1965 omkring 50.000. Året derefter tæt ved en halv million. USA og deres sydvietnamesiske marionetter fik også hjælp af styrker fra Australien, Thailand, Sydkorea, Phillipinerne og New Zealand, så US-army og ARVN i kom op på næsten 2 millioner mand under våben i slutningen af tredserne.

Verdens største krigsmaskine, teknologisk overlegen og med verdens største økonomi i ryggen, kæmpede mod tre fattige folk, hvis vigtigste våben var den ideologiske enighed omkring modstandskampen ledt af kommunistpartiet, den dygtige udformning af folkekrigens strategi og taktik – og den fuldstændige overbevisning om, med Hô Chî Minhs ord, at “ingenting er mere værdifuldt end friheden”.

Kvindelig partisan Viernam 1966

USAs general Westmoreland, forklarede gang på gang at “vietcongterroristerne” snart ville være udslettede, bare endnu flere styrker blev sat ind.
De amerikanske soldater deserterede i stadig større antal . Mange af de der var tilbage var på vej mod en fuldstændigt psykisk og fysisk sammenbrud. Titusinder var narkomaniserede og alkoholiserede, mens skrivebordsgeneralerne i Pentagon skreg på flere soldater og nu havde udarbejdet seriøse planer på at atombombe Viêt Nam til underkastelse.

Det havde Præsident Truman jo gjort mod civile japanere i Hiroshima og Nagasaki i august 1945.

Krigen bliver for alvor optrappet efter den såkaldte TONKIN-bugt hændelse i august 1964. I Det Hvide Hus påstod man, at vietnameserne havde beskudt et fartøj fra den amerikanske marine på internationalt farvand. Tonkin-episoden blev et påskud for yderligere optrapning aggressionen mod Viêt Nam’ folk.

Præsident Johnsson erklærede dog allerede den 2. juni 1964 at ” Vort mål er fred. Vi har ingen militære, politiske eller territoriale ambitioner i området (Indokina,min anm.). Det . . . er en kamp for frihed på alle menneskelivets fronter. Vores militære og økonomiske hjælp til Syd Vietnam og især Laos har til formål at hjælpe disse lande med at afvise aggression og styrke deres afhængighed” (Note 3)

Enorme ofre

Omkring tre millioner vietnamesere og 58.000 amerikanere blev dræbt i Vietnamkrigen. Viêt Nams folk lider stadig under krigens ødelæggelser, for eksempel eftervirkninger af USAs anvendelse af kemiske midler som det berygtede “Agent Orange”.

USA’s 15 år lange krig mod Vietnam kostede ifølge offentlige kilder 150 milliarder dollars, ødelagde 70% af bebyggelsen i det nordlige Viêt Nam og gjorde 10 millioner hektarer uanvendelige; det var 40% af den dyrkbare jord og skov som var ødelagt.

Dæmninger der var afgørende for dyrkningen af mad, var bombet i stykker. Store befolkningsgrupper i Nordvietnam var blevet evakueret. Over ti millioner var blevet flygtninge i Sydvietnam. Krigen havde beslaglagt alle ressourcer i Nordvietnam, således at der ikke havde været nogen reel økonomisk vækst i perioden fra 1965 til 1975. I 30 år havde Vietnam været delt i to stater, der havde udviklet vidt forskellige samfundssystemer. Det var resultat af USAs ”demokratisering” af Viêt Nam.
Da krigen sluttede var 90% af befolkningen i storbyen Da Nang smittet med syfilis. I Saigon var der 100.000 prostituerede og lige så mange narkomaner. Den amerikanske senator Fullbright karakteriserede Sydvietnam som ‘et land af lejesoldater og prostituerede’.

Store dele af landet er fortsat lagt øde som følge af amerikanernes brug af napalm og af afløvningsmidler som ‘Agent Orange’. Miner fra krigens tid udgør fortsat et alvorligt problem. Miner, gamle bomber og andre våben har de seneste 25 år kostet 40.000 livet.

Hverken de amerikanske generaler eller de politiske ledere, Henry Kissinger (Note 4), Lyndon Johnson, Alexander Haig og Richard Nixon har måttet stå til ansvar for deres krigsforbrydelser i Indokina.

Vietnam har ikke fået en eneste dollar af de 3,25 milliarder dollars, præsident Nixon lovede vietnameserne under krigen til at ”hele krigens sår”. Lommepenge i forhold til de 150 milliarder af dollars, som blev brugt til at bombe Vietnam og de øvrige indokinesiske lande ’tilbage til stenalderen’ og udslette og lemlæste millioner af vietnamesere, cambodianere og laoter.
Vietnam har ikke fået krigsskadeerstatninger eller nogen hjælp af betydning fra den amerikanske regering.

USA løb fra regningen i Vietnam, men krigsforbrydelser og massemord bliver aldrig forældet.
Den dag USA ikke har den militære magt, de har i dag, vil stadig flere kræve at USA bliver stillet til ansvar for deres krigsforbrydelser og massemord.
Flere vietnamesere har anlagt sag i USA for at få erstatning fra de amerikanske virksomheder som producerede den dødelige Agent Orange- gift

I dag påstår krigsforbryderne i Washinton og Pentagon også at det bliver ”blodbad” hvis de trækker sig ud af Irak . Bortset fra at der allerede foregår et blodbad så er det igen den samme arrogante og chauvinistiske holdning som de havde til Indokinas folk tidligere

Den amerikanske besættelse af Irak og aggressionen og undertrykkelsen af det irakiske folk er nu inde i sit tredje år.
I Viêt Nam fortsatte de i femten år.
Spørgsmålet idag er ikke om, men hvornår de udelandske styrker bliver tvunget ud af Irak.

Vi kan lære meget af Vietnamkrigen

At et lille fattigt folk kan besejre en imperialistisk supermagt er vel den vigtigste. Krigsforbryderne i Washington påstod – ligesom idagens Irak – at der ville blive et blodbad hvis USA trak sig ud . Det blev intet ”blodbad”.

Hvad har USA lært ? Tilsyneladende ingenting.

Napalm mod vietnamesiske børn, der drives afsted af US-soldater

Alligevel er der mange, der har bemærket, at pressedækningen og medie-cencureren er meget stærkere i dagens Irak/Afghanistan.
Billederne fra massakren med nøgne skrigende børn der med den brændende napalm på kroppen løber gennem de vietnamesiske landsbyer ser vi ikke fra Irak, selvom USA dér bruger ligeså barbariske våben.

Henrettelse på åben gade og for åben skærm af Nguyen Van Lem, FNL-officer

Hvem husker ikke billeder af Saigons politimester Nguyen Ngoc Loan da han skyder en tilfangetagen FNL-tilhænger med pressefotograferne som vidner. Billedet gik gik verden rundt.

Vi ser ikke de samme billder fra Irak selv om den amerikanske hær og deres irakiske kollaboratører begår samme forbrydelser dèr .

Vi har set billeder fra Abu Ghraib- fængelset. Og det er godt at nogle havde mod til at tage disse billeder, og at de blev sendt videre men det er stadig kun en brøkdel af det helvede som US-army forsøger at skabe for det irakiske folk.

I propagandan mod den vietnamesiske befrielsebevægelse talte de danske og amerikanske medier også om ”terrorister” , mens Saigonjunta’ens korrumperade generaler og lakajer altid blev betegnet som “demokratiets forsvarere”.
Helt frem til den slutningen, den 30. april 1975.

Sådan var det også med ANC i Sydafrika. Det var også en “terroristorganisation” i mange år. Som Nelson Mandela sagde: ”For visse politiske kræfter er vi altid terrorister ligefrem til den dag vi sejrer, da bliver vi frihedshelte.”

Idag er USA:s militære overlegenhed på mange måder større. Verden idag er heller ikke den samme som for tredive år siden. Irak er ikke Vietnam. Men selvom der findes store forskelle, findes der også paralleller.

Modstand mod Vietnam-krigen i USA:
BRING THE WAR HOME

Imperialismen med USA/Japan og EU har flyttet deres positioner endnu længere frem i den internationale klassekamp mellem proletariatet og de undertrykte lande og folk på den ene side og den internationale monopolkapital og de stater de kontrollerer fuldstændigt på den anden side.

Idag kræver kapitalen både i Danmark, Tyskland og andre lande lønnedgang for arbejderklassen og truer med massefyringer og virksomhedslukninger hvis arbejderklassen ikke frivilligt accepterer at gå ned i løn og arbejde længere.

Små og fattige folk og lande som Cuba, Korea og Hviderusland udsættes for en international tilsvining og forsøg på økonomisk isolering og udsultning, mens man ikke glemmer at fortælle om hvilke frygtelige våben man besidder.

Først og fremmest er det arbejderklassen og de undertrykte nationer og folk som har måttet betale prisen for den Nye Verdensorden som de amerikanske ledere proklamerede efter hvad de kalder ”kommunismens sammenbrud” som angiveligt døde med den kriseramte Sovjetunions opløsning.

Hvordan er virkeligheden i denne ”nye” verdensorden?

Mens der bevilges og bruges tusinder af milliarder kroner til køb af våben som bruges på krig, vold og terror, sulter 852 millioner mennesker idag (ifølge FN-kilder).
Et barn dør barn hvert femte sekund som en følge af sulten.
Omkring 1400 milioner mennesker i den arbejdsdygtige alder tjener mindre end to dollar om dagen,mens næsten 200 miljoner mennesker er helt uden arbejde.
Næsten en kvart milliard børn slaver i de kapitalistiske industrier.
De 250 millioner børn arbejder ”fuld tid” , ofte under slave-lignende forhold og mange gange uden løn.

Det er virkeligheden i kapitalismens Nye Verdensorden.

USA var under Viêt Nam-krigen tvunget til at føre sin agressionskrig mod landet uden FN-flaget og stod derudover overfor den velorganiserede og politisk-militært erfarne FNL befrielsesbevægelse under ledelse af Ho Chi Minh’s Kommunistparti (3).


USA begår lige så omfattende krigsforbrydelser i dag

I dag har USA fået FN’s godkendelse af besættelsen af Irak. Og det skete efter en krig, som var i strid med folkeretten og FNs eget Charter.

Washingtons og Nato-landenes terror mod folkene i Afghanistan og Irak er i realiteten de samme som dengang blev begået mod Indokinas folk. Samme myrderier og ødelæggelser .Den samme foragt for menneskerettigheder. Samme magtens arrogance. Den samme tilsidesættelse af folkeretten og internationele lov og aftaler – f.eks Geneve-konventionerne

Vietnams folk kæmpede i årtier og ofrede meget for at sejre og vinde sin frihed.
Den guerillakamp, som det irakiske folk allerede efter to års besættelse har udviklet, vækker håb og optimisme.

I Viêt Nam led de imperialistiske krigsforbrydere i Pentagon og Washington et militært og politisk nederlag som de ikke er kommet over endnu. “VIETNAM” er den dag i dag i det Hvide Hus og Pentagon et udødeligt spøgelse som dukker op i diskussioner om krigen i Irak.

“Den eneste supermagt” er politisk sårbar og frygter det amerikanske folks reaktion, når tusinder af soldater kommer hjem i kister. Det amerikanske folk har ikke glemt Viêt Nam og de titusinder af amerikanere som Washington ofrede på verdensherredømmets alter.

Amerikanske kister fra Irak-krigen, ‘ulovligt’ fotograferet

Derfor har Bush-administrationen og Pentagon forbudt enhver fotografering og filmning af både hjemkomsten og begravelsen af de døde amerikanske soldater fra Irak.

De millioner af protesterende i demonstrationerne mod Vietnam-krigen, ikke bare i De Forenede Stater, men over hele verden fra Paris til Washington, København og Göteborg, var medvirkende til at USA blev tvunget til forhandlingsbordet.

Den mægtige Vietnam-solidaritetsbevægelse var et politisk mareridt for krigsforbryderne i det Hvide Hus og Pentagon.
Washington har også stor respekt for den verdensomspændende solidaritetsbevægelse med Irak`s folk og de frygter en lignende udvikling hvis de skulle gøre alvor af deres planer om at angribe Cuba, Korea, Iran og andre lande og folk som krigsforbryderne i Washington har udpeget som ”tyranniet udposter” og ønsker at underkue.

Kilder/Noter: Interpres

Noter:

1) KOMINTERN Kommunistisk Internationale. Verdensparti af kommunistiske partier i hele verden. Stiftet i 1919 bl.a på Lenins initiativ. Komintern skulle vise sig at blive en mægtig succes der bl.a hjalp det danske og tyske parti -DKP og KPD med at komme ud af de sekteriske sandkasse-stridigheder som prægede flere partier i tyverne. I 1943 havde Komintern millioner af medlemmer i al verdens lande . Og der fandtes næppe en afkrog på jordkloden der ikke havde hørt om kommunismen. Partierne havde samenlagt millioner af medlemmer mod måske ikke engang 100 00 ved stiftelsen. Bl.a derfor blev Komintern i 1943 nedlagt.

2) KOMINFORM: KOMmunistisk INFORMationsbureau stiftet i 1947 mellem de kommunistiske partier i Sovjet, Frankrig, Italien, Polen, Jugoslavien, Tjekkeslovakiet, Ungarn, Bulgarien og Rumænien. Albanien og senere DDR havde observatørstatus

3) Originaltekst: ”Our purpose is peace. We have no military, political, or territorial ambitions in the area. This is not just a jungle war, but a struggle for freedom on every front of human activity. Our military and economic assistance to South Vietnam and Laos in particular has the purpose of helping these countries to repel aggression and strengthen their independence.” Kilde: http://www.yale.edu/lawweb/avalon/tonkin-g.htm

4) Henry Kissinger, anklaget for terrorbombetogterne over Indokina, som kostede 4 millioner mennesker i Viet Nam, Laos og Cambodia(Kampuchea) livet.
Den 11.september 2001 blev der indgivet en stævning ved en domstol i de Forenede Stater. Anklagen var overlagt mord på René Schneider, Chiles Hærchef i 1973. Schneider var konservativ, men en ærlig og forfatningstro mand som nægtede at medvirke til de fascistiske kupplaner mod den Chilenske regering. Det var Schneider’s enke og andre pårørende som netop på årsdagen for kuppet, indgav stævningen mod Dr. Kissinger.
Senere udpegede Chiles socialistiske præsident Salvador Allende den ”demokratiske og forfatningstro” Augusto Pinochet. Hvad der skete siden skal ikke omtales her.

Læs mere på http://www.cpv.org.vn/ * vietnamnews.vnanet.vn

Netavisen 2. maj 2005


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne