(Valg)kampen om arbejdspladser

Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 3, 2005

Opgraduering, uddannelse, nedsættelse af tænketanke med eksperter med formålet at udforme kort-, mellem- og langsigtede erhvervsstrategier, der inden år 2010 vil udløse 80.000 nye arbejdspladser i Danmark.

Det skorter ikke på fine udtryk og hensigtserklæringer fra Fogh & Lykketoft i valgkampen. Tværtimod fører de deres indbyrdes kamp i kampen ved at overbyde hinanden. Når de stilles spørgsmålet, hvad de konkret vil gøre for at hjælpe flere hundrede slagteriarbejdere i Hjørring, når de bliver fyret, fyrer de selv den samme ovenfor nævnte forblommede remse af.

Det sker i en situation, hvor tusinder over få år har mistet deres arbejdsplads på grund af danske virksomheders udflagning. Deres globaliseringsiver og glæde ved kapitalens fri bevægelighed forbyder dem at foretage indgreb over for erhvervslivets flytteglæde.

Man kan ikke bebrejde de to partledere, at de sidder stille med armene over kors i denne graverende situation: Begge partier har som regeringsbærende overført milliarder af danske skattekroner til støtte for udflagning af danske virksomheder og arbejdspladser. De har ikke i sinde at stoppe affolkningen af fremstillingsvirksomheder.

På kun to år har blot tre virksomheder, Rockwool, Gumlink og ECCO, modtaget 526 millioner kroner i støtte på flyttedagen. De samme tre virksomheder har i samme moment fyret 502 ansatte. Dansk Eternit Holding nedlagde fabrikken i Aalborg, da de flyttede produktionen til Tjekkiet med 250 mio. i støtte. Betal din skat med glæde: For hver million, der gives i støtte, slagtes en arbejdsplads. For hver milliard slagtes 1.000! Hvor meget har Danish Crown i Hjørring fået?

Støtten fremkommer bl.a. via de to fonde IØ (Investeringsfonden for Østlandene) og MIØ (Miljøinvesteringsfonden for Østlandene), der blev stiftet under Nyrup-regeringen med Jan Trøjborg (S) som erhvervsminister. VK-regeringen har med stor fornøjelse kørt dem videre. De to “fløje” er enige om fondenes fortsatte eksistensberettigelse.

Jan Trøjborg understreger, at fondene har gjort det godt og dygtigt, og foreslår blot en mindre ændring i deres formål:
– Staten kan trække sig ud og investere i mindre lukrative markeder, hvor der er brug for investeringer. Det skal være en målrettet indsats mod de fattigste dele af verden, lyder det magre valgflæsk fra den bejlende eksminister.

Grotesk nok er nogle af “miljø”midlerne givet til at finansiere polsk produktion af slagtesvin. Fagbladet 3f har afsløret, at produktionen baserede sig på fodboldstore udækkede gylletanke, hvilket er i strid med dansk lovgivning. Er Jan Trøjborgs tanke at eksportere svineriet til tredjeverdenslande, der har en større forureningskvote?

Faktum er, at de nuværende regeringspartier, dets støtteparti OG “oppositionen” i globaliseringens og kapitalens fri bevægeligheds navn vil fortsætte med at støtte udflagningen med milliarder af danske skattekroner med nedlæggelse af tusinder af arbejdspladser til følge.

Beskæftigelsesminister, Claus Hjort Frederiksen (V), har iværksat en større løgnekampagne med påstande om, at eksport af danske arbejdspladser medfører netto flere arbejdspladser i Danmark, angivelig fordi konkurrenceevnen styrkes.

Magen til omvendt logik skal man lede længe efter. Kendsgerningerne er, at de tilbageværende arbejdspladser, efterhånden som fremstillingsindustrien rykker udenlands, bliver billigere og ringere servicejob. Så selvom man antager det absolut bedste udfald, at antallet af arbejdspladser bevares, så viser bundlinjen et negativt resultat for danske arbejdere i almindelighed og for dansk selvstændighed i særdeleshed. Med en stadig større udlicitering af dansk industri forværres betingelserne for den kommende danske løsrivelse fra monopolernes EU.

Det er paradoksalt, at “oppositionens” leder hr. Lykketoft og Socialdemokratiet ikke – end ikke i en valgkamp – rejser det mindste spørgsmål ved udflagningsbølgen, der er dobbelt så stor som i vort svenske broderland, endsige den statsstøttede udflagning. Her lå der ellers en mulighed for at skabe den profilering, der for vælgerne kunne gøre en forskel på S og V i en valgkamp, hvor arbejdspladser spiller så stor en rolle.

Forklaringen er imidlertid ganske logisk og ligetil:
Lykketoft er ikke blot loyal, men tilhænger af EU’s agenda 2010, der har det simple formål at trykke lønningerne langt ned under gulvbrædderne for at kunne konkurrere med USA’s udbytning af arbejderklassen.
Der er intet alternativ i en regering med Lykketoft i spidsen.

Alternativet ligger hos arbejderklassen, dets aktioner og strejkevåben. Lad massekampen komme til udtryk gerne før, men i hvert fald efter den 8. februar. Det kan kun gå for langsomt.

Netavisen 4. februar 2005