Kommunistisk Politik 2, 2005
Den såkaldte danske aftalemodel, hvor arbejdsmarkedets parter forhandler og aftaler tingene, har i flere år været under hård beskydning og undergravning.
Den nye EU-forfatning vil slå det sidste søm i kisten, hvorefter det er op til folketinget at fastlægge ved lovgivning at fastlægge alle centrale arbejdsforhold.
Det forhold vækker både bekymring og harme hos fagbevægelsens medlemmer, hvorfor toppen og de EU-positive kredse også vælger at omgå disse fakta i stilhed.
Nu er der imidlertid fremkommet en rapport, hvis selvvalgte konklusioner falder som vand på EU’s mølle:
– Strejketimerne i Danmark viser sig over de sidste 3½ årti at ligge i den øverste halvdel, når vi sammenligner os med 14 andre vesteuropæiske lande, hvilket dokumenterer, at den danske aftalemodel ikke i sig selv holder ro på bagsmækken.
LO og forbundslederne har betegnende nok netop tidligere forsvaret modellen overfor arbejdsgivere og lovgiverne med, at modellen sikrede arbejdsroen. I modsætning hertil har fagbevægelsens medlemmer krævet modellen bevaret, da den indeholder automatikken i at kunne rejse og kæmpe for sine krav direkte overfor modparten. Ved lovgivning stiller problemerne sig i sagens natur sig helt anderledes, da modparten bliver selveste staten. Dertil kommer det oplagte demokratiske element – eller mangel på samme – idet arbejdere ved lovgivning bliver frataget deres ret til urafstemninger.
Rapporten, der er udfærdiget af arbejdsmarkedsforsker Steen Scheuer, professor ved Roskilde Universitets Center, konstaterer, at de danske strejketimer ligger i den øverste halvdel sammenlignet med vores naboer målt over de respektive årtier.
En væsentlig årsag angives til at være storkonflikterne i 1973, 1985 og 1998. rapporten omgår imidlertid den kendsgerning, at alle tre konflikter enten var udløst af politiske indgreb eller blev fortsat efter et politisk indgreb, hvilket gør enhver konklusion om den danske aftalemodel irrelevant, idet et hav af strejketimer er knyttet til politiske protester.
LO’s næstformand med det adeligt klingende navn Tine Aurvig-Huggenberger lægger ikke skjul på, at en af LO’s fornemste opgaver er at sikre roen på fabriksgulvet:
– Derfor skal vi forbedre medarbejdernes muligheder for indflydelse på arbejdspladsen, og tillidsrepræsentanter og samarbejdsudvalg bør inddrages mere og tidligere i processen, konstaterer hun og kunne passende tilføje, at indførslen af selvstyrende grupper også bidrager til at bilde arbejderne ind, at de har medbestemmelse.
Henry Holt Jochumsen, formand for Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet (NNF), hvor han bl.a. repræsenterer slagteriarbejderne, der er kendt for at være flittige til at smide knivene, bakker op om LO’s næstformand:
– Vi er imod overenskomststridige strejker og har den holdning, at der må være andre måder at løse tingene på. Både arbejdsgiver og medarbejdere har en forpligtelse til at lytte til hinandens synspunkter og forhandle sig frem til en løsning, der er acceptabel for begge parter, udtaler han til LO’s Nyhedsbrev A4.
Netavisen 20. januar 2005
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
