En ny kold krig

Af Klaus Riis
Kommunistisk Politik 1, 2005

Der er ingen mangel på dystre spådomme for året 2005. Kold og varm krig, økonomiske krisetegn og fortsat fald i dollarkursen, større global ulighed, nye naturkatastrofer, udløst eller forstærket af den globale miljøødelæggelse: Selv de mest ihærdige og blinde tilhængere af den imperialistiske verdensuorden tegner et pessimistisk billede af verden i dag.

Michael Dickinson: Global Pizza

Det globale barometer står på storm og orkaner, på flodbølger og jordskælv. De regionale udsigter kan variere, men der er ikke ét kontinent, ikke en region, der ikke gennemgår dramatiske udviklinger, og i en verden, som det imperialistiske udbytningssystem har bundet tæt sammen for at en global overklasse kan udnytte alle ressourcer, får større regionale udviklinger umiddelbar betydning over alt og for alle.

Det globale jordskælvs epicentrum er som bekendt Amerika. USA er fast besluttet på at bevare og udvide sit verdensherredømme og ikke tillade nogen konkurrent at udfordre det. Supermagten USA (Israel, UK) og dets transnationale monopoler har siden Sovjetunionens sammenbrud befæstet sin militære og økonomiske dominans med hovedfokus på to regioner: Mellemøsten og Eurasien, Ruslands nuværende randområder.

Efter ‘balkaniseringen’ af Balkan og opsplitningen af det tidligere Jugoslavien i en række småstater, har den samme proces været i gang i det tidligere Østeuropa og i Kaukasusregionen – og efter Bush kom til magten også i Asien og Mellemøsten med krigene i Afghanistan og Irak.

‘Balkaniseringen’ giver stormagter mulighed for at opsplitte folk og nationer og spille dem ud mod hinanden, og indsætte supermagtslydige regimer. Det er en gammel og velprøvet kolonialistisk model, historisk ikke mindst udviklet og anvendt af det gamle britiske imperium.

Følger man dette spor vil man se at det har én gennemgående tråd – sort og ikke rød: olie. Kontrollen med det fossile brændstof står i centrum for den amerikanske globale strategi.
Bush-administrationen og dens neokonservative strateger havde fra starten som mål at benytte sig af en situation, hvor potentielle stormagtskonkurrenter – EU, Kina, Rusland, Japan – var for svage til at udfordre USA i kampen om territorier, markeder og råstoffer til en global offensiv, baseret på militær overlegenhed og på dollarens rolle som global valuta, som har givet USA en enestående fordel på alle konkurrenters bekostning.

11. september 2001 var påskuddet for at udløse denne globale offensiv, og genvalget af George W. Bush som præsident i november 2004 (for anden gang på basis af valgsvindel) har gjort det klart for alle, at denne kurs vil blive fortsat.

Men samtidig har den også afsløret USA’s svagheder: Det amerikanske militær har anstrengt sig til bristepunktet i Afghanistan og Irak, hvor den heroiske modstandskamp har bragt den i stigende vanskeligheder, ikke bare politisk, men også militært. Den ‘overvurderede’ dollar befinder sig i et langvarigt fald. Euro’en truer for alvor med at udfordre dens rolle som global reservevaluta. USA’s politiske alliancesystem krakelerer, og dets imperialistiske stormagtskonkurrenter forholder sig ikke længere passive over for det grådige amerikanske vilddyr.
Det gælder f.eks. i forhold til Iran, som USA truer med krig, men hvor både Kina, Rusland og EU har gennemført omfattende investeringer og aftaler i den senere tid, der vanskeliggør de amerikanske planer.

Derfor ser vi nu også nye imperialistiske koalitioner blive dannet. Den Europæiske Union, som har opslugt store dele af den tidligere sovjetiske indflydelsessfære i Østeuropa og tilmed af det tidligere Sovjetunionen selv, stræber efter global supermagtstatus – i samarbejde, men også stadig stærkere konkurrence med USA, og i samarbejde, men også konkurrence med Rusland og et stadigt stærkere Kina, som for alvor er begyndt at optræde som (imperialistisk) verdensmagt.

Det er ved at føre til en tidligere utænkelig konstellation: En alliance mellem Kina, Rusland, Indien og Brasilien, som også Venezuela med dets olierigdomme er ved at indgå i. I december 2004 besøgte den russiske ‘forsvars’-minister Sergei Kina, hvor man “omfattende fælles militærøvelser på kinesisk territorium i 2005”. Den kinesiske præsident Hu Jintao erklærede, at “kinesisk-russisk strategisk koordination har nået et uhørt højt niveau.”

Imperialistiske koalitioner er midlertidige. De opstår og forgår. Men krigen ikke bare mellem imperialismen og folkene, men også mellem imperialistmagterne indbyrdes, består.

År 2005 vil gøre det klart, at der ikke bare er ‘varme’ krige mellem USA-imperialismen og folkene og en både blodig og ‘fredelig’ balkaniseringsproces, men også kold krig mellem imperialistmagterne.

Se også af Klaus Riis:

Ind i et nyt århundrede: Imperialistmagternes dødedans
Kommunistisk Politik 26, 1999

Geopolitik og fredsbevægelse
Kommunistisk Politik 15, 2000

Kina, Rusland og SCO
Netavisen 15. juni 2001

Den amerikansk-israelske krigsalliance
Netavisen 15. september 2001

Terrorkrig, Tjetjenien og Dr. Zbigniew Brzezinski
Netavisen 30. december 2001

Det store spil om magt og olie
Kommunistisk Politik 2, 2002

Wolfowitz-Libby-dokumentet:
Pentagons strategi for globalt amerikansk overherredømme

Netavisen 21. februar 2002

Vellykket kup i Georgien
Netavisen 22. november 2003

Netavisen 10. januar 2005


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne