SiD’s amokløb

Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 22, 2004

Hovedparten af de ufaglærte medlemmer i SiD har siden Danmarks tilslutning til det europæiske fællesskab i 1972 været modstandere af eller utilfredse med monopolernes Unionsprojekt. De kongresdelegerede på de ti afholdte kongresser i den mellemliggende periode har kun til en vis grad afspejlet medlemmernes holdninger.

Gang på gang har spørgsmålet spaltet kongresserne, der i én og samme udtalelse har fastslået en kritisk og/eller en modstanderlinje, men altid kombineret med tilstrækkelige vage formuleringer, der gav forbundsledelsen mulighed for fortsat at operere på en EU-positiv linje i praksis. I modsat fald overtrådte SiD-toppen kongresbeslutningerne – uden efterfølgende at blive stillet til ansvar over for dem.

De 33 års medlemskab har givet EU-modstanderne i SiD ret i alle deres kritikpunkter, når det drejer sig om, hvad EU ville udvikle sig til. Uanset om skiftende statsministre – med Schlüter i spidsen – har begravet Unionen med erklæringer om, at den var stendød, så blev den en realitet alligevel.

Store danske erhverv som fiskeriet og landbruget er i dag hovedsagelig forbeholdt de større industriskibe og godsejere – med masser af konkurser blandt småfolk i kølvandet. Danmarks eneste stålværk er nedlagt, og resterne er på russiske hænder. Distributionen og mejeribearbejdningen af vores landbrugsprodukter er opkøbt af svensk kapital. Infrastrukturen er udlagt til et slagsmål mellem franske Connex og britiske Arriva, mens postvæsenet om føje måneder ser ud til at havne på tyske hænder. Telefonnettet skifter fra amerikansk til anden udenlandsk interessent. I alle sektorer har de ansatte smagt frugten af at blive opkøbt og fusioneret.

Privatisering, udlicitering og outsourcing har efterhånden solgt de sidste rester af offentlig virksomhed fra.
Reallønnen, arbejdstempoet og intensiteten er forøget, og fleksibiliteten er steget drastisk med nedslidning til følge. 8-900.000 personer i den erhvervsaktive alder går i dag ledige under alle hånde forskellige rubriceringer, hvilket svarer til en reel arbejdsløshed på 30-35 pct.

Dette er blot nogle af de barske konsekvenser af EF/EU-medlemskabet gennem 33 år. Er der nogen, der kan huske tilhængernes løfte om en tilværelse i Honningland, eller deres hånliggørelse af modstandernes påstande – kaldet skrækkampagner – om, at dansk suverænitet ville blive undergravet?

Med den kommende EU-traktat bliver Danmark definitivt et amt i monopolernes EUropa – med undtagelse af nogle få rester af den ‘danske aftalemodel’. Denne højtbesungne model, der i efterhånden stærkt beskåret form giver lønmodtagerne ret til via forhandling med arbejdsgiverparten at bestemme over løn og arbejdsforhold, står i kontrast til størsteparten af de øvrige EU-lande, hvor forholdene bestemmes via lovgivning.

Toppen af dansk fagbevægelsen har ved hjælp af ‘den danske model’ altid hævdet, at danske lønmodtagere var “herre i eget hus”. Modellen har imidlertid ikke de sidste tyve år forhindret EU i at diktere regler indarbejdet i danske overenskomster. Eller skiftende regeringer har gennemført EU’s politik under dække af, at det var folketingets egne. Nyrups forringelse af efterlønnen er et af de bedre eksempler på dette.

Ikke desto mindre er resterne af den ‘danske model’ værd at forsvare, da de stadig giver arbejderne retten til at forhandle i modsætning til at få trukket alt ned over hovedet ved lovgivning eller direktiver. Derfor har det en overordentlig stor betydning, at EU-institutionen rummer en vetoret, når det gælder arbejdsmarkeds- og socialpolitik.
VK-regeringen er på dette punkt enige med de partier, som de forsøger at strikke et nyt nationalt forræderi sammen med. Det gælder de Radikale, Socialdemokratiet og SF. Enigheden strækker sig såmænd også til at gælde LO og DA.

Derfor er det også beskæmmende at opleve, at netop SiD vælger at gå enegang og bersærk på dette spørgsmål.
Med udsagnet om, at Danmark skal opgive monopolet på den danske model, plæderer forbundet mod vetoret på føromtalte områder, da den angiveligvis er en hæmsko for udviklingen af arbejdsmarkedspolitikken.

Hvis SiD og deres internationale sekretær, Sune Bøgh, mener, at vetoretten er en hæmsko for udviklingen i monopolernes interesse, så har de ret. Så skal det bare siges ligeud.
For arbejderklassen forholder det sig stik modsat: Med vetorettens afskaffelse falder de sidste rester af ‘den danske model’.

Netavisen 10. november 2004


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater