Den trekantede Gud


Af Klaus Riis
Kommunistisk Politik 21, 2004

Religionen skifter form, tilpasser sig. ‘Gud’ er ikke bare skabt i menneskets billede – men også i forskellige folk og klassers billede.
Et gammelt jiddisk ordsprog siger: “Hvis trekanter havde en Gud, ville han have tre sider”.

1.

Den tyske oplysningslitterat Melchior Grimm sagde, at det var ‘den dristigste og skrækkeligste bog, der nogensinde har set dagens lys nogetsteds i verden’.
Bogen, han talte om, var den franske materialistiske filosof Paul-Henri Holbachs i 1769 anonymt udgivne ‘Le Christianisme dévoilè’ – ‘Kristendommen afsløret’.

Kritikken af religionen var i fuld gang blandt oplysningstidens mænd. De blev jagtet af den rasende reaktion, fængsling var nærmest en mild straf. Religionen var tæt forbundet med feudalismen, og den franske ateisme var en forberedelse af den borgerlige revolution, som var på vej.

Før Holbach havde ingen sagt det så kontant:
‘Kristendommen har aldrig været andet, set med den sunde fornufts øjne, end en samling absurditeter, usammenhængende skrøner, forrykte dogmer, barnlige ceremonier, lånte forestillinger fra kaldæerne, ægypterne, fønikierne, grækerne og romerne … dette religiøse system er ikke andet end det vanskabte produkt af næsten al gammel overtro, affødt af orientalsk fanatisme, og på forskellig vis modificeret efter omstændighederne …’

Naturvidenskabsmanden Holbach lagde heller ikke fingrene imellem, da han i samme bog beskrev religionens sociale funktion:
“Religion er kunsten at bedøve menneskene med sværmeri, for at forhindre dem i at befatte sig med de elendigheder, som de overlæsses med fra dem, der regerer over dem. Ved hjælp af de usynlige magter, som man truer dem med, tvinger man dem til stiltiende at udholde den nød, som de synlige magter pålægger dem; man lader dem håbe, at de vil blive lykkeligere i en anden verden, når de derved affinder sig med at være ulykkelige i denne verden.”

Den konsekvente Holbach og hans skole af filosoffer og naturvidenskabsfolk benægtede eksistensen af en skaber som den yderste årsag, og insisterede på at forklare verden ud fra den selv.
Holbach gik ud fra verdens materielle enhed: Naturen er ikke opstået af en årsag uden for sig selv. Den er ikke blevet til, men har eksisteret evigt. Teorien om skabelse ud af intet var efter Holbachs mening ikke andet end en tom frase, der aldrig kunne bevises.

Datidens naturvidenskab og deres statiske (metafysiske) materialisme var imidlertid ikke i stand til at trænge så dybt ind i materien, som de efterfølgende århundreder har kunnet og givet naturvidenskabelige svar på universets og materiens væsen og udvikling.

De franske materialister nåede alligevel langt: de rystede den gamle feudale ideologi, vendte opmærksomheden mod denne verdens elendighed, befriede den videnskabelige tænkning for religionens sidste snærende bånd og banede vejen for de dengang revolutionære, borgerlige-demokratiske ideer (som ideen om menneskerettighederne).

Men mens Holbach og de franske materialister kunne forstå religionens sociale funktion: som en trøst for de fattige og lidende (som folkets opium) og som et redskab i de herskendes hænder (som opium tilberedt for folket), kunne de ikke gennemskue dens dybeste årsager: de så det religiøse bedrag og selvbedrag som fejltagelser i tænkningen, bevidste eller påførte.

2.

Det er en af historiens mange barske slag mod ‘den sunde fornuft’, at på højdepunktet af den store borgerlige revolution, i jakobinertiden, henrettede man borgerlige ateister. Efter at den feudale kirke som centrum for kontrarevolutionen var knust, måtte Robespierre indføre en ny religion, en ny kult, forestillingen om ‘et højeste væsen’. For den borgerlige revolutions bærende lag, bønderne, var ikke ateistiske og kunne ikke give slip på religionen. Det var nødvendigt for at redde revolutionen selv, for den borgerlige revolution kunne ikke angribe religionens sociale rødder – at produktionsmidlerne står over for menneskene som en uforståelig, fremmed magt.

Kun når menneskene gør sig til herre over produktionen og produktionsmidlerne og skaber nye produktionsforhold vil ‘den sidste fremmede magt, der endnu genspejler sig i religionen, forsvinde’, som Engels sagde: ‘og dermed vil også den religiøse genspejling selv forsvinde, af den enkle grund, at der da ikke er mere at genspejle’.

Den borgerlige revolution afskaffede således de feudale betingelser, som førte masserne til religionen, men skabte samtidig forudsætningerne for, at religionen kunne leve videre i det kapitalistiske samfund.
Karl Marx indleder sin ‘Kritik af den hegelske retsfilosofi’ (1843-44) med følgende konstatering:
“For Tysklands vedkommende er kritikken af religionen i det væsentlige tilendebragt, og kritikken af religionen er forudsætningen for al kritik” – for derefter at konstatere, at den tyske nutid var en anakronisme: ‘Hvis jeg fornægter de tyske tilstande i 1843, står jeg, efter fransk tidsregning, ikke engang helt i 1789, langt mindre i nutidens brændpunkt.’

I Danmark skulle religionskritikken – som må blive en kritik af den herskende (klasses) politik – først til at begynde. Der skulle gå endnu det meste af et årti, før den unge Frederik Dreier udgav et sit strålende arbejde ‘Åndetroen og den fri tænkning’ (1852), med inspiration fra de franske materialister og de tyske og franske socialister og kommunister.

3.

Den borgerlig-demokratiske revolution stræber efter en ateistisk stat, eller måske bedre: en religionsfri stat, en fristat, hvor kirke og stat er adskilt. Det vil sige et samfund med to sfærer: den samfundsmæssige og den private, hvor religionen henvises til den private sfære. Under kapitalismen er den samfundsmæssige (statslige, offentlige, fælles) sfære begrænset, mens den private med alle dens institutioner på forskellige områder er omfattende, men også atomiseret. Alt uden for det snævre statsområde er privatsfære – indbefattet produktionen og det (meste af) det åndelige liv.

“Den politiske frigørelse af jøden, af den kristne, i det hele taget af det religiøse menneske, er statens frigørelse fra jødedommen, fra kristendommen, i det hele taget fra religionen. I sin form, på den måde som er dens væsen egen, som stat frigør staten sig fra religionen ved at frigøre sig fra statsreligionen, dvs. ved at staten som stat ikke bekender sig til nogen religion, men til sig selv som stat,” siger Marx (i 1843) og fortsætter:
“Grænsen for den politiske frigørelse ser man allerede i den kendsgerning, at staten kan frigøre sig for en skranke uden at mennesket virkelig er befriet fra den, at staten kan være en fristat uden at mennesket behøver at være et frit menneske.”

Den kapitalistiske, borgerlige stat bekæmper dermed ikke religionen. De herskende påkalder stadig religionen, har brug for den i dens sociale funktion: som folkets opium og som opium for folket, tilberedt af den herskende klasses tjenere. Marx selv anfører USA (Nordstaterne) som eksempel på, at religionen kan trives fint også i den ikke-religiøse stat – og at dette faktum viser begrænsningen i den politiske frigørelse (de demokratiske rettigheder) selv under kapitalismen i dens første revolutionære periode.

‘Den sidste fremmede magt’ – privatejendommen, privatsfærens (og hele samfundets) ledende, dominerende og afgørende faktor og det dermed følgende anarki – virker stadig som den dybeste baggrund for religionens fortsatte appel i de udviklede imperialistiske lande. Også rent bortset fra at religion er big business og et stort investeringsfelt for dollars og filantropi.

4.

Den sekulære stat har ingen problemer ved at indgå alliancer med den religiøse fundamentalisme. I USA letter religiøs fundamentalisme og dens pengestærke bagmænd vejen til Det Hvide Hus. Og ‘fristaten’ USA har bundet sig til en strategisk alliance med det fundamentalistiske Israel, med zionismen, en af klodens mest barbariske og aggressive politiske fundamentalismer. I et ‘helligt’ korstog mod ‘islamisk fundamentalisme’. Det kaldes også oliekrige og geopolitik.

I kompromis’ernes Danmark – i de rådne klassekompromis’ers land – har den borgerlige stat mere end halvandet hundrede år efter Marx behandlede spørgsmålet om den borgerlige stat og religionen hverken frigjort sig fra statsreligionen eller andre feudale rester (som kongehuset og dets grundlovssikrede privilegier).

I Danmark har det herskende borgerskab overladt det til staten at sikre religionens sociale funktioner – og som på så mange andre felter foretage investeringerne i den. Selv i den nyliberale nutid stilles der ikke engang krav til at religionen drives som en forretning. Det er det eneste felt, hvor der gøres en undtagelse. Hovedargumentet til forsvar for kongehuset som institution er, at det er en ‘god forretning’.

Men der er tydeligvis en kamp i gang omkring stat og kirke i det officielle Danmark. Og en kamp i gang mellem forskellige strømninger i den danske statskirke (‘folkekirken’) selv.

Religionen skifter form, tilpasser sig. ‘Gud’ er ikke bare skabt i menneskets billede – men også i forskellige folk og klassers billede. Et gammelt jiddisk ordsprog siger: “Hvis trekanter havde en Gud, ville han have tre sider”.

Jo hårdere livsbetingelserne er, jo strengere bliver religionen. Indre Mission, grundtvigianisme og andre strømninger havde deres udbredelse i forskellige sociale lag med forskellige betingelser.
Den ‘ny’ kristne fundamentalisme, stærkt inspireret fra USA, som forkyndes af sorte Tidehvervs-præster (bl.a. i Dansk Folkeparti), er en del af et imperialistisk propagandafelttog, uden egentligt socialt rodfæste eller social udbredelse.

Dens ‘forkyndelse’ er i første række direkte politisk, en ny gryderet af racisme og antikommunisme af fascistisk tilsnit. De arbejder for et opgør med den (‘grundtvigiansk’ prægede) ‘folkekirke’ og for en fundamentalistisk statskirke i Danmark – hvad enten den skal kalde sig ‘folkekirke’ eller ej. Og den giver den reaktionære flygtninge- og indvandrerhetz en ‘religiøs dimension’ og begrundelse.

Også spørgsmålet om den ‘endelige’ adskillelse mellem stat og kirke bliver rejst. Det er som bekendt et forfatningsspørgsmål – og indgår i diskussionen om en ny grundlov, der også er aktualiseret af bestræbelserne på at tilpasse dansk jura til EU og dens forfatningstraktat.

Kommunister støtter selvfølgelig en fuldstændig adskillelse mellem stat og religion, religionens fordrivelse fra statssfæren, inklusive alle sider af uddannelsen og andre statsfunktioner.

Men de gør det uden illusioner om, at selv en konsekvent ikke-religiøs, verdslig (ateistisk) stat betyder overvindelse af religion eller et ikke-religiøst civilsamfund, eller at ‘mennesket’ dermed har befriet sig for alle ‘fremmede magter’ og virkelig vundet et fuldt menneskeligt liv for sig selv og sin art.

Dertil kræves overvindelse af privatejendomsretten og den klasse, som i dag skaber både ‘Gud’, stat og samfund i sit billede. ‘Den dristigste og skrækkeligste bog, der nogensinde har set dagens lys nogetsteds i verden’ er og bliver ‘Det kommunistiske partis manifest’.

Netavisen 25. oktober 2004


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne