For en kæmpende fagbevægelse

Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 13, 2004

SiD og KAD smeltes fra nytår sammen til det, som bliver landets største fagforbund med omkring 370.000 medlemmer. Det hidtil største – HK – er hermed overhalet. SiD og KAD er begge mere end hundred år gamle forbund, som i årtier har diskuteret sammenlægning. I lige så mange år har SiD, som den ivrige part, fået den ene kurv efter den anden af kvinderne.

Stoltheden hos kvinderne over verdens eneste kvindeforbund har været stor, hvilket man må sige, at de har rygdækning for. KAD havde betydning for indførelsen af kvindernes stemmeret, ligesom de har sloges en vis kamp for at rette op de værste uligheder mellem mænd og kvinder på arbejdsmarkedet.

Imidlertid fornægter kendsgerningerne sig ikke: Ufaglærte mænd og kvinder har samme interesser, og det er ikke mindst ved fælles kamp, at ligelønnen kan sikres. Derfor er der megen fornuft i, at de samles i et forbund.
Medlemmerne var da heller ikke i tvivl. Med store flertal i de to urafstemninger og nogle sammenhænge en pæn stemmedeltagelse er sammenlægningen en kendsgerning.

SiD’s formand, Poul Erik Skov Christensen, var specielt fornøjet med en stemmeprocent på 40:
– Særligt er jeg rigtigt godt tilfreds med den store stemmeprocent. Det var flere, som stemte, end ved urafstemningen om overenskomsten i vinters. SiD-formanden drager dog ikke den konklusion, at det beviser den manglende entusiasme omkring den ringe overenskomst.

Alligevel er hver fjerde ud af ti ikke noget at bryste sig over. Næsten to tredjedele føler hverken for det ene eller det andet. Det var ikke på grund af besværligheder eller udgifter, at disse medlemmer ikke deltog. Der kunne stemmes via nettet og sms, eller et portofrit brev kunne postes.
Forbundsledelserne har forsøgt at mobilisere medlemmerne med udsagn om bedre økonomi og bedre service i det forenede forbund. To tredjedele er mildest talt skeptiske over for udsagnet.

Faktum er imidlertid, at vi endnu ikke har set den sidste faglige fusion. Det spås, at det ender med fire-fem megastore forbund. Det sker efter devisen Big is beautiful. Årsagerne angives at være drastisk nedgang i medlemstallet og – blandt andet deraf – dårlig økonomi. Det drastiske fald i medlemstallet er i hvert fald en kendsgerning. 165.000 færre medlemskontingenter siden 1996. Alene sidste år reduceredes antallet med 31.000.

Til gengæld er den dårlige økonomi svær at få øje på. Kæmpe luksuriøse forbundspaladser skyder op som aldrig før. Fagbevægelsens formuer og fonde er større end nogensinde. Svaret skal findes helt andre steder: Konkurrencen mellem arbejderaristokraterne på forbundenes bonede gulve (hvis de da ikke har orientalske tæpper) er blevet større. Liberaliseringen af fagbevægelsen har skabt kamp om medlemskontingenterne.

Den sidste arbejdsmarkedsreform For flere i arbejde, der i øvrigt blev vedtaget med Socialdemokratiet, lagde kimen til det nuværende tværfaglige a-kassesystem, hvor medlemmerne frit kan vælge a-kasse på tværs af fag. I starten gav toppen hinanden håndslag på, at de ikke ville gå på strandhugst; men FOA brød enheden, så i dag hersker anarkiet, og arbejdere tilbydes medlemskab som et bedre kuponhæftetilbud.

Men fusionerne sker ikke på baggrund af medlemmernes interesser. SiD og KAD’s sammenlægning understreger dette. Den kommunale struktur nedlægges – meget naturligt – til fordel for større regioner, hvor de faglige skillelinier imidlertid bliver fastholdt. Naturligt beslægtede fag og brancher fastholdes opdelt i geografiske områder – på trods af udtalte ønsker om det modsatte fra gulvet.

Hvis strukturdiskussionen tager sit udgangspunkt på gulvet, bliver den helt anderledes spændende og relevant for medlemmerne. Herfra er det ikke blot naturligt, men også et behov, ønske og krav, at al faglig organisering burde trodse skel mellem mænd og kvinder, tjenestemænd og overenskomstansatte, faglærte og ufaglærte, svende og lærlinge osv. Det ville give stærke faglige klubber på grundplan med fælles interesser og vanskeliggøre arbejdsgivernes muligheder for “del og hersk”-politikken. På fagforeningsplan kunne man styrke den samme retning med branchemæssig organisering.

For tyve år siden arbejdede klassebevidste arbejdere med skabelsen af et kæmpende transportarbejderforbund – i strid modvind fra samtlige berørte forbund. Et sådant forbund ville tilegne sig en kolossal styrke ved fælles handling. Projektet mislykkedes desværre, da den daværende formand for sømændene, Preben Møller Hansen, stak en kniv i ryggen på initiativet, da han midt i processen søgte om optagelse i SiD.

Ikke desto mindre tjener initiativet stadig den dag i dag til inspiration for den kæmpende del af dansk fagbevægelse – og lad os bare tilføje: på klassekampens grund.

Netavsien 19. juni 2004